I dag udkommer rapporten ’Diskrimination og grænseoverskridende adfærd i det københavnske natteliv’, som er udviklet af Alliance for et tryggere natteliv, der består af Copenhagen Pride, Københavns Frie Promotere og Sex & Samfund.
Blandt rapportens adspurgte har ni ud af ti oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd, mens otte ud af ti af de adspurgte kvinder har oplevet diskrimination på baggrund af deres køn mindst én gang.
Derudover viser rapporten, at bestemte grupper af minoriteter er særligt udsatte. Eksempelvis har seks ud af ti adspurgte ikke-heteroseksuelle mænd oplevet at være blevet udsat for et seksuelt overgreb i nattelivet.
Kræver handling
– Der er noget helt galt, når krænkelser og diskrimination nærmest er en fast del af at tage i byen. Særligt unge kvinder lægger helt konkret krop til en usund kultur. Rapportens alvorlige vidnesbyrd peger på behovet for en kulturforandring i det københavnske natteliv. Der er brug for en samtykkebaseret festkultur, hvor alle uanset køn og seksualitet kan føle sig trygge og nyde festen som et frirum uden frygt for overgreb og grænseoverskridende adfærd, siger Majbrit Berlau, generalsekretær for Sex & Samfund.
Alliance for et tryggere natteliv mener, at rapporten kalder på en bredere undersøgelse af det københavnske natteliv, og at både myndigheder og aktører har et fælles ansvar for at stoppe diskrimination og grænseoverskridelser i nattelivet.
– Myndigheder, nattelivsaktører og nattelivsbrugere kan sammen gøre det muligt, at færre københavnere oplever diskrimination og grænseoverskridende adfærd i nattelivet, siger Kir S. Thomsen, forperson i Københavns Frie Promotere, som fortsætter:
– Det kræver dog handling fra alle parter samt de rigtige værktøjer. I rapporten kommer vi med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sammen kan være en del af løsningen, og vi står i KFP klar til at dele vores viden og uddanne både personale og arrangører.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.