Lørdag den 15. august gik folk på gaden til Nørrebro Pride i det københavnske brokvarter for at sætte fokus på LGBTQAI+-personer og deres mange kampe.
Nørrebro Pride adskiller sig fra Copenhagen Pride ved at være græsrodsbaseret, antikommerciel og centreret omkring ikke-hvide LGBTQAI+-personer. Mens diverse firmaer og banker som Ørsted, 7/11 og Danske Bank udnytter Copenhagen Pride til at lave reklame for sig selv, er virksomheder bandlyst fra Nørrebro Pride.
“Spis de rige”, stod der på demonstrationens frontbanner.

I år gik ruten fra Palæstinas Plads til Folkets Park. Det palæstinensiske flag flagrede i vinden, og demonstranter opfordrede til fortsat fokus på palæstinenserne. “Stop ikke med at snakke om Palæstina”, stod der på en stofpose.


“Vi kan ikke redde queer-menneskers liv, hvis vi retfærdiggør drab på dem”, stod der på et farverigt skilt med opråb til Mærsk, Terma og Mette. Shippinggiganten Mærsk og våbenproducenten Terma er begge eksempler på danske firmaer, der tjener penge på Israels folkedrab på palæstinenserne.


Under årets Nørrebro Pride tog demonstranter som altid afstand fra patriarkatet, der er en samfundsstruktur, hvor hvide heteroseksuelle mænd sidder på magt, autoritet og kontrol.

Flere demonstranter tog afstand fra det offentlige Center for Kønsidentitet (CKI), der i Danmark har til opgave at yde sundhedsfaglig hjælp i forbindelse med kønsidentitetsforhold. Transpersoner har blandt andet kritiseret CKI for at kræve bevis for, at de er transkønnede nok til at få kønsbekræftende behandling såsom hormonbehandling.

Nørrebro Pride bestod i år af 12 forskellige blokke. Blandt dem var “Forum for Prison Abolition” (Forum for Afskaffelse af Fængsler). “Queer-befrielse er en verden uden fængsler”, stod der på aktivisternes banner.

Også boligbevægelsen Almen Modstand, der kæmper imod ghettoloven, havde sin egen blok til demonstrationen. Op til begivenheden skrev Nørrebro Pride på Instagram:
“Vores kvarter er udsat for gentrificering. Årtier med boligpolitik har skabt ‘ghettoloven’, som er en racistisk og klassediskriminerende lovgivning, der fortsat fortrænger de mest marginaliserede i lokalsamfundet. Nørrebro Pride organiserer sig sammen med de berørte grupper mod denne udvikling og betragter det som en del af vores DNA. Gentrificering er også et LGBTQIA+-anliggende”.




En demonstrant deltog med et skilt med teksten: “Intet sødt ved pinkwashing”. Nørrebro Pride tager afstand fra “pinkwashing”, et begreb, der betegner, hvordan forskellige aktører bruger LGBTQIA+-problemstillinger til at presse på for en “islamofobisk, racistisk og bosætter-kolonial dagsorden”.
Arbejdergiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) var igen i år sponsor for Copenhagen Pride, selv om flere af de firmaer, som DI repræsenterer, handler med apartheidstaten Israel. Ifølge kritikere er dette et eksempel på pinkwashing.



Demonstranter slog sig til sidst ned i Folkets Park, hvor der blev holdt taler og spillet musik.


Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


