Tale
Det er ikke tilfældigt, at vi for lidt under et år siden, under vores sidste kongres, indsatte den schweiziske neutralitet i præamblen og blandt de mål, der er opført i vort kommunistpartis vedtægter. Det er nemlig en fejl at betragte vores programmatiske linje ”Nej til EU – Nej til NATO” og dermed ”Ja til neutralitet” som blot én politisk linje blandt mange.
Denne programmatiske linje er for os selve essensen af et venstreorienteret politisk projekt i denne nye, særdeles turbulente historiske epoke, vi er trådt ind i: multipolaritetens epoke. For Schweiz udspringer alt af neutraliteten.
Der åbner sig kort sagt nye perspektiver, ikke perspektiver for en eller anden slags frelse, men for at samle kræfter til fordel for freden.
Uden neutralitet mister vi nemlig også den nationale suverænitet, for det vil ende med, at vi bliver stadig mere bundet til NATO.
Uden den nationale suverænitet mister vi folkets suverænitet, som i vores land er det direkte demokrati. Det er ikke tilfældigt, at De Bilaterale Aftaler III mellem Schweiz og Den Europæiske Union blandt andet, ud over liberaliseringen af vores offentlige tjenester, også indebærer en faktisk begrænsning af det direkte demokrati: Hvis en folkelig afgørelse kommer i konflikt med EU-reglerne, vil disse have forrang og dermed ophæve en demokratisk beslutning.
Og endelig, uden folkets suverænitet forsvinder også det demokratiske rum til at gennemføre sociale reformer. Som oppositionsparti mister vi dette rum, og fagforeningerne vil også – som den sidste tilbageværende massestruktur for arbejderklassen – miste det.
Hvorfor siger jeg, at vores egen nationale suverænitet udspringer af neutraliteten? Fordi imperialismen i dag kræver, at Schweiz tager parti i den krig, som NATO har besluttet at indlede mod de fremvoksende nationer. En politik for alliancefrihed tolereres ikke længere, ikke engang i den temmelig bløde version, som man ser i Bern.
Derfor er de øvrige venstrekræfters holdning uforståelig: De fortsætter med at fortolke problemerne, som om vi befandt os i det 20. århundrede. Men i dag er det borgerskabet – som indtil i går forsvarede neutraliteten som et ideologisk grundlag for staten og dens klasseherredømme – der gør alt for at overvinde den og dermed bringe os tættere på NATO og EU.
Netop derfor skal venstrefløjens kræfter og kommunisterne i dag udnytte den nationale og folkelige tilknytning til neutralitetsprincippet og give den et nyt udtryk, der i videst muligt omfang er rettet mod fred, afspænding, samarbejde mellem folkeslagene, og som vender sig imod militarisme.
For selv blandt dem, der går ind for hæren, giver denne kampagne mulighed for at åbne øjnene for de afhængighedsforhold til NATO, som kendetegner de våbensystemer, vores hær er udstyret med. Den giver mulighed for at påpege modsætningerne hos dem, der hævder at være patrioter, der ønsker at forsvare landet, men som alligevel køber amerikanske fly, der ikke engang kan flyve uden tilladelse fra regeringen i Washington.
Ved at føre denne kampagne har vi formået at afdække en grundlæggende modsætning i samfundet, i de væbnede styrker, i de borgerlige partier, ja, endda i de økonomiske kredse og blandt arbejdsgiverne. Netop dette er en politisk fortrops opgave.
Socialdemokraterne, miljøforkæmperne og trotskisterne fortæller os, at vi allierer os med den nationalistiske højrefløj, den yderste højrefløj og endda med fascisterne. Men de indser ikke, at vi faktisk er på bølgelængde med de folkelige lag, mens de allierer sig med toppen af de store banker – og endda med FINMA, den føderale tilsynsmyndighed for finansmarkederne, som opfordrer til at stemme imod neutraliteten, fordi de frygter, at vi ellers ikke længere vil kunne adlyde de ekstraterritoriale love, som USA påtvinger os.
Forstår I, at det netop er derfor, kommunisterne skal stemme ja?
Ikke alene går vi imod den atlantiske imperialismes diktat ved at stemme ja til neutraliteten i dag, men vi skaber også en kortslutning i højrefløjen, fordi vi viser, at man ikke kan være patriot og samtidig være underlagt finanskapitalismen.
Men det samme gælder for hæren: NATO, Officersforeningen og den schweiziske hærs generalstab er imod neutralitetsinitiativet: At stemme ja er i realiteten en sabotagehandling mod den militære doktrin, som den schweiziske regering og de militaristiske og krigsglade eliter har fulgt i hvert fald siden 2003.
Jeg nævner 2003, fordi det er året, hvor reformen Hæren XXI blev vedtaget, men man kunne gå helt tilbage til 1999, da vi trådte ind i NATO’s Partnerskab For Fred, et instrument, der selvfølgelig intet har med fred at gøre, men som blev skabt for at holde de lande under kontrol, der endnu ikke var medlemmer af NATO.
Der findes naturligvis også højreorienterede militaristiske bevægelser blandt tilhængerne af neutraliteten, men det er grupper, der taktisk set ikke skaber problemer for os, fordi denne militarisme – selvom vi ikke deler dens kultur – i dag udgør en hindring for vores hærs integration i NATO og dens missioner i udlandet, fordi den insisterer på en militær forsvarsdoktrin. Hvis ja-siden vinder, vil vi have ret til for eksempel at iværksætte en kampagne for at hjemkalde vores soldater fra Kosovo, fordi Swisscoy-missionen er afhængig af KFOR, som igen er en del af NATO.
Der åbner sig kort sagt nye perspektiver, ikke perspektiver for en eller anden slags frelse, men for at samle kræfter til fordel for freden.
En betydelig del af fredsbevægelsen udnytter imidlertid ikke disse muligheder. Den stiller sig ikke den opgave at forene befolkningen, men fortsætter med at splitte den og accepterer at stå på et sidespor i forhold til folket og de store arbejdermasser: Nemlig ved at komme med højtravende og urealistiske proklamationer, der i sidste ende giver NATO bedre kort på hånden.
Tiden er ikke til at kræve hæren afskaffet. Men vi kan opbygge et flertal for at forhindre den i at blive sendt uden for landets grænser og dermed sat til at adlyde NATO, hvilket forekommer mig at være det vigtigste krav og samtidig det mest realistisk fremskredne, i det mindste de nuværende styrkeforhold taget i betragtning.
For nylig blev vi i en tv-debat kritiseret, fordi vi hævder, at der er risiko for, at vores soldater ender i krige, der ikke angår os. Vi blev beskyldt for at sprede falske nyheder: Parlamentsmedlemmer fra flere partier lovede højtideligt, at sådan noget ikke vil ske, at vi ikke vil sende de unge til udlandet.
Vi havde imidlertid forudset det, der skete to dage senere, da høringsprocessen om ændring af militærloven gik i gang. Og ved I, hvad den indebærer? Muligheden for at forpligte værnepligtige, altså de indkaldte, til at rejse til udlandet for at gennemføre uddannelsesforløb, såkaldte genopfriskningskurser. Sådan begynder det, med træningen, og så bliver man inddraget i egentlige kampmissioner.
Desuden indebærer udkastet til den nye lov, at det ikke længere er parlamentet, der beslutter, hvor mange soldater og hvilke våben der skal godkendes til udlandet. Det er hæren, der selv beslutter det, det vil sige ved at følge NATO’s behov.
Det er ikke overraskende. Det er prisen, man må betale, hvis man mister neutraliteten og automatisk nærmer sig NATO. For man tager ikke til udlandet sammen med russerne, kineserne eller iranerne – man tager af sted med NATO, og måske også med Israel i betragtning af den underdanighed, som vores eliter udviser over for det zionistiske regime.
Høringen om den nye militærlov indeholder også bestemmelser om fri transit på vores territorium for fremmede hære, der er involveret i krigsoperationer. Hvis NATO i morgen beslutter at angribe Rusland, vil de kunne passere gennem vores territorium, således at også vi bliver medskyldige og dermed mål.
Mens resten af den naive venstrefløj holder moraliserende taler om folkeretten, den angrebne og angriberen, menneskerettighederne i Rusland (men ikke i Ukraine); mens den arrogant og med intellektuel mine analyserer, om neutraliteten, som den er formuleret i den tekst, der er til afstemning, vil give rigmanden Christoph Blocher mulighed for at tjene lidt mere, eller om vi en dag måske, for alt i verden, kan afskaffe hæren, eller om sanktionerne er gode eller dårlige – mens venstrefløjen fortaber sig i alt dette, forbereder borgerskabet, det, der bestemmer, sig allerede på krig.
NATO 3.0, der blev resultatet af det seneste topmøde i Ankara, formaliserer et såkaldt Super-NATO som doktrin. Begrebet om det påståede ”kollektive forsvar” udvides til at omfatte områder som kunstig intelligens, rumteknologi, hypersoniske våben og de strategiske forsyningskæder i alle partnerlandene i én samlet sikkerhedsarkitektur, der udvikler sig mod en kommandocentral under amerikansk ledelse, kendetegnet ved en gradvis udhuling af høringsmekanismerne og respekten for internationale retsnormer.
Men det går endnu længere: Det strategiske mål for det såkaldte NATO 3.0 består i at kvæle modstanden – ikke så meget fra arbejderklassen, som allerede er stærkt splittet og svækket, men snarere fra de nationale industrielle borgerskaber, der er knyttet til realøkonomien – ved at underordne deres produktions- og teknologiske kapacitet under den spekulative finanskapital og det amerikanske militær-industrielle kompleks’ interesser.
Appellerne om ”sikkerhed”, europæisk oprustning og militarisering af samfundet tjener til at retfærdiggøre, at der overføres enorme kapitalbeløb fra Europa til den amerikanske krigsindustri, samtidig med at de europæiske lande reelt forhindres i at udvikle en uafhængig udenrigspolitik.
For vores kamp som schweiziske kommunister bliver det afgørende at forstå denne nye fase i NATO’s historie. Af to grunde:
På den ene side fordi det bekræfter eksistensen af alvorlige interne modsætninger inden for borgerskabet (som slet ikke er en fasttømret blok) og dermed åbner dørene for en ”enhedsfront”-politik med de antiglobalistiske sektorer, der er mest forankret i produktiv og territoriel suverænitet. Selvom de er højreorienterede, må vi ikke være bange for at få snavsede hænder.
På den anden side fremgår det også, at NATO 3.0 endegyldigt forvandler den schweiziske neutralitet til en uacceptabel barriere, da dette koncept kræver en interoperabilitet, der ikke længere kun er militær, men også omfatter industri og informatik.
Som vi ofte hævder, har den historiske epoke virkelig ændret sig. Neutralitetsbegrebet, der tidligere blev brugt af borgerskabet, er blevet til en væsentlig hindring for NATO’s nye strategi. Netop derfor må marxisterne tage det til sig i deres antiimperialistiske kamp. At forsvare neutraliteten i dag betyder ikke blot at sige nej til at sende soldater til udlandet, men også at modsætte sig forbundsstatens teknologiske og produktionsmæssige underordning, fremme økonomisk diversificering og bevare nationale kontrol over de strategiske industrier.
Indlægget et en forkortet version af Massimiliano Arif Ays slutord på en international konference den 12. september med deltagelse af flere europæiske kommunistpartier. Fra Danmark deltog Lotte Rørtoft-Madsen fra Kommunistisk Parti.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
