boganmeldelse
Bogen indeholder en opmuntrende og positiv beskrivelse af nye unge kræfter i den palæstinensiske modstandsbevægelse, som mener, at ledelsen og hermed Fatah i Ramallah alt for længe har arbejdet med helt forældede politiske strategier, der hverken evner at anvise løsninger eller skabe håb for en værdig fremtid.
Pappe sætter stor lid denne nye aktivistiske generation af unge i kampen, i lyset af at 71 procent af palæstinenserne er under 29 år og er langt mere forenet end den gamle garde, hvad angår klare visioner for fremtiden. Det er blandt andet de moderne medier, der har bidraget til et omfattende netværk af aktivistiske grupper på Vestbredden, Gaza, Israel og i diasporaen. De har i dag fået mulighed for at tale direkte med hinanden og kan omgå de fysiske barrierer, som Israel har skabt ved hjælp af soldater, hegn, mure og vejspærringer.
Pappe mener, at det netop er af frygt for ungdommens fremtidige styrke, der gør, at den israelske hær især går efter dem. De fleste palæstinensere, der er blevet dræbt af IDF efter 2021, er netop børn og unge.
Vi får desuden en langt mere nuanceret forståelse af Hamas’ rolle som politisk organisation, som han nægter at kalde terrorister i anerkendelse af deres ret til væbnet modstand mod kolonisatoren Israel.
Det gælder også for Pappe holdninger til angrebet den 7. oktober 2023 på de israelske bosættere her, hvis huse og kibbutzer er bygget oven på 15 landsbyer, som angribernes forældre og bedsteforældre blev fordrevet fra i 1948. Samtlige bygninger blev derefter brændt af eller nedrevet for ikke at efterlade spor fra de oprindelige indbyggere.
Med andre ord, han udtrykker forståelse for Hamas, noget som er kriminelt her i landet. Både SF og Enhedslisten har taget stærkt afstand fra det af Hamas organiserede angreb, som de ud fra palæstinensernes perspektiv historisk set burde have en vis forståelse for.
Mere tolerante holdninger
Europa og verdenssamfundet har i årtier totalt negligeret deres skæbne, som har skabt øget desperation og dyb frustration i verdens største flygtningelejr på Gazastriben. Erfaringsmæssigt ved palæstinenserne, at uden spektakulære aktioner gider ingen løfte et øje for deres lidelser.
Jeg synes, det er vigtig at informere om Ilan Pappes langt mere tolerante holdninger og hans forståelse af årsagen til angrebet og partiet Hamas, som alle i Vesten kalder terrorister.
Enhedslisten har endog ekskluderet medlemmer, der har vist forståelse for Hamas’ ageren og for den palæstinensiske modstandskamp, som Israel og Vestens politikere definerer som terror uden at holde den op mod den omfattende fordrivelse, terror og det folkemord, som Israel begår som led i et fra regeringshold udtrykt ønske om en total afarabisering af hele Palæstina.
Om Hamas havde forestillet sig de grufulde følger af den 7. oktober med de ufattelige ødelæggelser og ti tusinder af døde i Gaza er tvivlsomt. Uanset Israels terror mod palæstinensere siden 1948, er denne totale destruktion af Gaza nok kommet bag på dem.
Hvad angår drab og bestialske handlinger den 7. oktober, har Pappe andetsteds gjort os opmærksom på deltagelse af kriminelle bander, der også slap igennem hegnet og var bestukket af Israel for at skabe kaos, foruden at IDF selv dræbte et ukendt antal mennesker her.
Politisk pragmatisme
Til trods for dette politiske faktum der vedrører afarabiseringen, fabler man stadig her i landet fortsat om en to-statsløsning, noget som Pappe selv aldrig har støttet. Oslo-aftalen i 1993 var ifølge ham en ren farce, for Israel har lige siden kun brugt fredsaftalen med Fatah til yderligere fordrivelser og nye bosættelser, overgreb og vold.
Det var netop den voldsomme aggressive bosætteraktivitet, der startede efter 1993, der førte til Intifadaen i 2000, foruden en opblomstring af bevæbnede islamiske grupper, der som de eneste bortset fra PFLP insisterede på at fortsætte den væbnede kamp for befrielsen af Palæstina.
Uanset religionsaspektet fraveg Hamas i praksis ikke synderligt fra de andre sekulære grupper i PLO, for ifølge Pappe udgør Hamas et moderne islamisk fænomen, der ønsker at indgå i en bred politisk konstellation, og de kan derfor ikke slås i hartkorn med den religiøse fundamentalisme, som ses andre steder.
Denne politiske pragmatisme og respekten for Hamas’ civile arbejde inden for sundhed og undervisning med videre samt ikke mindst deres vilje til fortsat kamp for et frit Palæstina var en væsentlig årsag til, at Hamas vandt flertallet til parlamentsvalget i 2008, en sejr som både Israel og Fatah nægtede at anerkende. Herefter ophørte et demokratisk valgt styre i Ramallah at fungere, andet end at agere som Israels bestukne kollaboratør.
De gamle partiers accept af en to-statsløsning har tydeligvis fejlet, foruden at selvstyrets korruption og Fatahs samarbejde med Israel i den grad har undergravet deres tidligere ledende position i befolkningen.
At skabe en demokratisk stat
De nye organiseringer blandt de unge vedrører både den politiske og den væbnede kamp; for dem gælder, at de intet har at miste ved at fortsætte kampen. Politisk ønsker de at opbygge en ny demokratisk samlende organisation, enten ved en opløsning eller en gennemgribende reform af PLO. Det, der kendetegner de unges kamp, er, at de klart ser modstandskampen som en antikolonial kamp og ikke kan acceptere, at Israel og Vesten uden skelen kalder dem for terrorister, frem for det de er, frihedskæmpere.
Målet for denne unge generation er at skabe en demokratisk stat fra Jordanfloden til havet med plads til alle og ikke at smide samtlige jøder ud, som Israel og andre påstår, når de forarges over demonstranters råb: ”From the river til the see”.
Ifølge Pappe og mange andre jøder rundt om i verden har palæstinenserne legitime og retfærdige krav på en afkolonisering af deres land. Dette kan kun gennemføres af en samlet palæstinensisk national bevægelse, som anerkender alle som ligeværdige borgere i klar modsætning til Israels apartheidpolitik og religiøse fanatisme. Han pointerer, at zionister og israelere må og skal anerkende den uretfærdighed, der er begået over for landets oprindelige indbyggere.
Hvordan han forestiller, det kan ske, forekommer mig ikke klart. Hvordan kan man overbevise hadefulde religiøse fanatikere, at de har gjort uret mod palæstinenserne, som de åbenlyst siger skal udryddes, og når de i modsætning til palæstinenserne slet ikke er villige til at leve side om side med kristne og muslimske arabere.
At råde bod på fortidens uretfærdigheder
Pappe forudser, at økonomiske, interne sociale og politiske modsætninger i Israel kan føre til et sammenbrud af staten, og derfor er israelerne tvunget til at se realiteterne i øjnene, hvis de vil et fredeligt og blomstrende demokratisk samfund. Et ægte demokratisk land for begge parter med økonomisk og politisk lighed kræver hermed et opgør med deres forestilling om Israel som et gudsgivent land kun for jøder.
Pappe mener, at den unge palæstinensiske generations bidrag til organisering og national samling atter kan skabe håb, som er afgørende for at forhindre en katastrofe for begge folk. Israelerne har brug for en revolution af forestillingsevne for at kunne løse deres egen håbløse situation og undgå, at landet går i opløsning.
Pappe siger ”vi bliver nødt til at tro på fredelig stat med lighed for alle, og et´ fælles land er den eneste forudsætning for ægte fred.” Det bliver ikke nemt, men der er muligt og henviser bl.a. til Sydafrika, Rwanda, Irland mv.
Først og fremmest handler det om, at råde bod på fortidens uretfærdigheder ved at sikre at de fordrevne kan vende hjem, foruden et radikalt opgør med de ulovlige religiøse og fanatiske bosættere.
Hvad angår de palæstinensiske drømme om et land i fremtiden, vil de som før 1947 gerne leve i et fælles land med plads til alle. Hvis palæstinenserne kan tilgive israelerne og acceptere jødisk tilstedeværelse i et genrejst Palæstina, så må og skal israelerne evne at udvise samme tolerance.
Ilan Pappe afslutter bogen med konkrete ideer om genoprettelse af retfærdighed, og afslutter med håbefulde fremtidsscenarier for et genrejst og fredeligt demokratisk Palæstina for både sekulære, jøder, muslimer, drusere og kristne.
Læs den og blive klogere på i Israel og på palæstinenseres fortsatte kamp for frihed, og lad os her i landet arbejde for at den palæstinensiske sag for een stat kan vinde genhør i den danske befolkning og blandt danske politikere.
”Israel på kanten” forlaget Klim oversat af Birgitte Rahbek
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
