Kommentar
Skruetvingen om velfærden er blevet strammet en ekstra omgang
Når der er økonomisk krise som følge af både corona, krigen i Ukraine, beslutningen om ekstra penge til forsvar, så koster det på bundlinjen. Vi har brug for et flertal, der både har midlerne og modet til at kigge nyt på, hvordan samfundsøkonomien hænger sammen.
|
Det kan være svært at fastholde optimismen på velfærdens vegne. Vi begyndte 2020’erne med et forsigtig håb om, at mange års nedskæringer kunne vendes til fremgang og udvikling, men efter et frygteligt forår med krig og inflation vakler den drøm.
For mig er det soleklart. Når der er økonomisk krise som følge af både corona, krigen i Ukraine, beslutningen om ekstra penge til forsvar, så koster det på bundlinjen.
Man kan ikke bare hælde 18 milliarder i krudt og kugler og samtidig udvikle velfærden, hvis vi ikke begynder at kigge på finansieringen.
Lige nu er der landet en meget stram økonomiaftale med kommunerne og regionerne. Det er aftaler, der betyder, at skruetvingen får en ekstra tand over for den borgernære velfærd. Desværre er det, som om flertallet af beslutningstagerne er kede af at sige det, som det er: At man ikke bare kan hælde 18 milliarder i krudt og kugler og samtidig udvikle velfærden, hvis vi ikke begynder at kigge på finansieringen.
Mennesket i centrum
Vi skal klimainvestere, og vi skal værne om den borgernære velfærd. Derfor må vi sætte mennesker frem for mursten og mennesker frem for systemer. Vi har brug for et grundigt kig ind i Finansministeriets sorte boks og at se, hvad det er, vi har at arbejde med. Og vi har brug for at rydde op i de mange liberalistiske dogmer fra den såkaldte ”nødvendige økonomiske politik”, som vi stadig slås med.
Det er til at blive fuldstændig vanvittig af, at det ikke kan lade sig gøre at få budgetloven ændret, så der kan arbejdes med flerårige budgetter, ligesom det også er til at blive totalt frustreret over, at Finansministeriets regnemaskine ikke bliver udfordret og ændret, så det kan lade sig gøre at investere i fornuftige, langtidsholdbare løsninger. Løsninger som i sidste ende også vil forbedre samfundsøkonomien.
Regeringens regnemodeller
Det sidste blev understreget med al ønskelig tydelighed, da de økonomiske vismænd i begyndelsen af måneden offentliggjorde en analyse, der sagligt, grundigt og gennemarbejdet tog fat i Finansministeriets dagpengemodeller.
De vise mænd, som også har en enkelt kvinde på holdet, kunne demonstrere, hvordan omkostningerne ved at hæve dagpengene i ministeriernes model er meget større, end hvad der kan begrundes ud fra forskningen. Når regnedrengene for eksempel beregner effekten af at hæve dagpengene, vil det sandsynligvis være meget dyrere i modellen end i virkeligheden.
Og det er blot på dagpengeområdet. De økonomiske regnemodeller, som ligger til grund for mange politiske beslutninger, har i årevis ignoreret såkaldte dynamiske effekter af det offentlige forbrug. Det betyder, at politikerne i årevis ikke har haft mulighed for at føre politik på det, vismændene betragter som et ”retvisende grundlag.”
Nok at tage fat på
Og det er ikke fordi, vi mangler opgaver at kaste os over. Psykiatrien er nødlidende og skriger på reform og økonomi. Vi arbejder på en ny ældrelov, som på én gang frisætter medarbejdernes faglighed og sætter den ældre borger i centrum. Dagplejen skriger på medarbejdere, og vi har brug for at sætte turbo på uddannelse og opkvalificering af de ansatte. For slet ikke at tale om den sundhedsreform regeringen allerede har annonceret.
Vi har brug for et flertal, der både har midlerne og modet til at kigge nyt på, hvordan samfundsøkonomien hænger sammen. Såmænd også når det gælder skat.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. juni 2022 | 11:06
