boganmeldelse
Ved en antiracistisk demonstration i København den 5. september medbragte en gruppe muslimske kvinder iranske flag. Personer tilknyttet Kvinde, Liv, Frihed reagerede ved at omringe og fotografere dem, mens de råbte skældsord. Kvinderne blev kaldt “islamiske fascister” og beskyldt for at være agenter for den iranske regering.
En gruppe mænd samlede sig omkring kvinderne, udspurgte dem og udsatte dem for verbal chikane. Stemningen blev stadig mere fjendtlig, hvilket satte demonstrationens arrangører og vagter i en vanskelig og hurtigt udviklende situation. I et forsøg på at berolige situationen og forhindre, at den eskalerede yderligere, tog vagterne kvinderne til side og talte med dem om flagene.
Kvinderne blev ikke bortvist fra demonstrationen. De fik lov til at blive, men blev bedt om at lægge deres flag væk.
Det er vigtigt at skelne mellem dem, der skabte konfrontationen, og dem, der var nødt til at reagere på den.
Arrangørerne og vagterne havde påtaget sig det værdifulde og krævende arbejde med at organisere en demonstration mod racisme og islamofobi. Der er ingen grund til at tro, at de handlede i ond hensigt eller havde til hensigt at diskriminere kvinderne. Stillet over for en hurtigt eskalerende situation, som de ikke selv havde skabt, forsøgte de at genoprette roen og beskytte demonstrationen.
Hovedansvaret for konfrontationen ligger derfor hos de KLF-tilknyttede deltagere, der indledte chikanen.
Den umiddelbare løsning havde ikke desto mindre en uheldig virkning. Mens opmærksomheden var rettet mod flagene, fortsatte chikanen og fotograferingen af kvinderne. Den praktiske byrde ved at genoprette roen faldt derfor på dem, der blev chikaneret, snarere end på dem, der havde indledt konfrontationen.
Midt i denne forvirring meddelte vagterne, at flag med “islamistiske symboler” ikke var tilladt. Uanset hensigten var resultatet, at den beskyldning, som den KLF-tilknyttede gruppe havde fremsat, blev grundlaget for at begrænse brugen af flaget.
Dette udfald risikerede at gentage en skelnen, der er velkendt fra højrefløjspolitikken: Opdelingen mellem “acceptable” og “uacceptable” muslimer.
To forskellige kræfter, én politisk virkning
Den danske højrefløj og dele af den iranske diaspora har ikke alle den samme politik.
Kvinde, Liv, Frihed har selv kritiseret monarkister og Pahlavi-bevægelsen (der støtter Irans tidligere shah, Mohammad Reza Pahlavi, red.).
Det ville derfor være forkert at fremstille enhver modstander af den iranske regering som en del af én samlet politisk organisation.
På den ene side har højreorienterede iranske monarkister deltaget side om side med danske højreekstremistiske kræfter, hjulpet med at bevogte deres demonstration for “remigration” og råbt slagord mod muslimer og den såkaldte “islamisering” af Danmark. De giver den danske højrefløj et iransk ansigt, gennem hvilket antimuslimsk politik kan fremstilles som solidaritet med iranere.
På den anden side er denne atmosfære af mistro ikke begrænset til Kvinde, Liv, Frihed. Den afspejler en bredere tendens inden for dele af venstrefløjen og solidaritetsbevægelserne, hvor iranske og muslimske deltagere bedømmes ud fra, om deres politiske holdninger og symboler stemmer overens med en godkendt fortælling om Iran.
I stedet for at styrke den fælles modstand mod racisme, krig og imperialisme definerer denne tendens grænserne for acceptabel iransk og muslimsk deltagelse.
Hvorfor det iranske flag hører hjemme ved en antiracistisk demonstration
Det iranske flag er flaget for et land, der i øjeblikket er under angreb fra USA og Israel.
I denne sammenhæng kan det at bære flaget udtrykke forsvar for Irans suverænitet, modstand mod imperialistisk aggression og solidaritet med det folk, der står over for aggressionen.
Det kræver ikke, at man er enig i alle den iranske regerings handlinger eller holdninger.
Nogle iranske flygtninge forbinder det samme flag med oplevelser af forfølgelse. Disse oplevelser bør anerkendes og tages alvorligt. Men de kan ikke bestemme, hvilken betydning flaget udelukkende må have, eller retfærdiggøre, at alle, der bærer det, behandles som agenter for den iranske regering.
Racisme har en konkret politisk funktion. Racistiske ideer skabes, udvælges og forstærkes, fordi de understøtter bredere økonomiske og politiske interesser. De splitter arbejderklassen, bestemmer, hvis liv der anses for at være værdige til solidaritet, og forbereder befolkningerne på at acceptere sanktioner, militær intervention og krig.
De herskende klasser, der i øjeblikket angriber Iran, fremstiller ikke deres aggression som en kamp om markeder, ressourcer, militær dominans og kontrol over regionen. De fremstiller den som en kamp mod fanatisme, terrorisme og en irrationel islamisk trussel.
De mennesker, der angribes, skal først fremstilles som fundamentalt forskellige fra os og som styret af kræfter, som det er umuligt at indgå i politisk dialog med.
Islamofobi er derfor ikke adskilt fra krigen mod Iran. Den udgør en del af den ideologiske forberedelse og retfærdiggørelse af denne krig.
Dette begyndte ikke den 5. september
Hændelsen ved den antiracistiske demonstration stod ikke alene. Det er en velkendt taktik fra tidligere solidaritetsarbejde.
I 2003, da USA og Storbritannien forberedte deres invasion af Irak, angreb Mahmoud Ghazvini – der i dag er med i Kvinde, Liv, Frihed – antikrigsinitiativet “Ingen krig mod Irak” for angiveligt ikke at have taget afstand fra reaktionære islamister.
I artiklen “Intet samarbejde med islamister” omdannede han uddelingen af antikrigsflyveblade uden for moskéer til påstået samarbejde med Hizb ut-Tahrir. Derfra blev beskyldningen udvidet til at omfatte samarbejde med reaktionære islamister og støtte til islamisk terrorisme.
Rune Jørgensen, der var aktivist i Ingen krig mod Irak, svarede, at der ikke var indgået nogen aftale om samarbejde med Hizb ut-Tahrir. Initiativet havde blot besluttet, at flyveblade kunne uddeles uden for moskéer, ligesom de kunne uddeles på Strøget. Dets primære organisatoriske arbejde var fortsat rettet mod fagforeninger og uddannelsesinstitutioner.
Fakta i striden er vigtige. En beslutning om at henvende sig til muslimer med antikrigsmateriale blev omdannet til bevis på islamistisk infiltration. Muslimerne blev ikke henvendt til som arbejdere, studerende og medlemmer af en befolkningsgruppe, hvis slægtninge og hjemlande var direkte truet af krigen mod terror. Selve moskeen blev et bevis på politisk forurening.
Ghazvinis strategi ville have givet selvudnævnte portvagter beføjelse til at afgøre, hvilke muslimer der kunne deltage i antikrigsbevægelsen. Muslimer ville først skulle bevise, at de var tilstrækkeligt distancerede fra deres religiøse fællesskaber og havde såkaldte “acceptable holdninger”.
Netop i det øjeblik, hvor muslimer blev sat under overvågning, udsat for kollektiv mistænkeliggørelse og fremstillet som en potentiel intern fjende, importerede Ghazvini netop disse elementer ind i antikrigsbevægelsen. I stedet for at udfordre statens opdeling mellem respektable muslimer og potentielle ekstremister, reproducerede hans strategi den under et venstreorienteret ordforråd.
Vores svar kan ikke begrænses til at afvise enkelte racistiske slagord. Det skal afsløre de bredere klasse- og imperialistiske interesser, som racisme og mobilisering fra den yderste højrefløj tjener.
Dette er ikke blot en fejl begået i 2003.
Sproget om en fjende, der opererer samtidigt uden for og inden for det europæiske samfund, har nu nået det højeste niveau i den danske politiske magt. Den 12. august 2026 erklærede statsminister Mette Frederiksen fra talerstolen i Folketinget:
– Problemet er, at en stor fjende er begyndt at vokse indefra, og det er udlændinge, der er kommet til Europa. Det er Hamas-tilhængere, det er mennesker, der begår terrorisme mod de europæiske samfund, det er mennesker, der ikke anerkender vores grundlæggende europæiske værdier, det er mennesker, der sympatiserer med nogle af de mørkeste kræfter i denne verden.
Denne retoriks opbygning er vigtig. Kategorierne glider ind i hinanden. Terroristen er ikke længere blot en person, der begår en konkret handling. Mistanken breder sig ud til politiske sympatier, kulturelle værdier, religiøs baggrund og i sidste ende hele befolkningsgrupper.
Dette giver behandlingen af de kvinder, der bar iranske flag, politisk betydning. Da de blev fotograferet, omringet og kaldt “islamiske fascister” og iranske agenter, fik Frederiksens abstrakte “indre fjende” en konkret form.
Ghazvini har været med til at reproducere denne metode på tværs af to forskellige perioder.
I 2003 omdannede han uddelingen af antikrigsflyveblade uden for moskéer til påstået samarbejde med islamister og tilhængere af terrorisme. I 2026 omdannede han modstanden mod imperialistisk aggression mod Iran til støtte til den iranske regering. I sit svar fra marts 2026 på min artikel satte han antiimperialister i forbindelse med kræfter som Taleban, al-Qaeda og ISIS.
Denne strategi modvirker ikke de fortællinger, der bruges til at retfærdiggøre krig. Den skubber dem fra højre over mod venstre og gør antikrigsbevægelsen til et redskab til at overvåge netop de mennesker, der er imperialismens mål.
Arbejderen har forelagt Mahmoud Ghazvini kritikken, men han er ikke vendt tilbage med en kommentar.
Kritik af islamisme er ikke islamofobi
Islamofobi kan ikke bekæmpes ved at erklære, at enhver kritik af en religiøs eller politisk organisation er racistisk. Konkrete politiske organisationer skal vurderes ud fra deres programmer, alliancer og handlinger.
Men det var ikke det, der skete ved demonstrationen.
Ingen organisation blev identificeret. Intet politisk program blev undersøgt. Ingen konkrete handlinger fra kvindernes side blev kritiseret. Deres identitet og deres flag blev brugt til at sætte dem kollektivt under mistanke.
Der er en forskel mellem at kritisere en politisk organisation og at behandle muslimer som potentielle repræsentanter for den pågældende organisation. Der er en forskel mellem politisk uenighed og grupper af mænd, der omringer og fotograferer kvinder.
Når ordet “islamist” udvides, så det kommer til at omfatte muslimske kvinder, der bærer deres lands flag, fungerer det ikke længere som en præcis politisk beskrivelse. Det bliver et middel til at afgøre, hvilke muslimer der har lov til at tale, og under hvilke betingelser.
Derfor er forestillingen om “gode” og “dårlige” muslimer så politisk nyttig.
Den “gode muslim” eller “gode indvandrer” fordømmer de godkendte fjender, accepterer de dominerende fortællinger og lader aldrig modstanden mod racisme udvikle sig til modstand mod imperialismen.
Den “dårlige muslim” eller “dårlige indvandrer” udtaler sig politisk, udfordrer sanktioner og krig, forsvarer national suverænitet eller nægter at adskille sin kamp mod racisme fra de internationale kræfter, der skaber den.
Imperialismen har brug for begge ansigter
Imperialistisk propaganda taler ikke med én stemme.
Højrefløjen mobiliserer åbent frygten for muslimer. Den taler om islamisering, demografiske trusler og uforenelige kulturer. Den samarbejder med personer fra diasporaen, der giver disse argumenter et skær af autenticitet.
Dele af venstrefløjen udfylder en anden funktion. De reproducerer kollektiv mistænksomhed ved hjælp af sekularismens, feminismens, antifascismens eller modstanden mod islamismens sprog. Fordi ordforrådet er progressivt, bliver den islamofobiske struktur sværere at genkende.
Denne opdeling bliver især vigtig i krigstid. Når Iran angribes, bør det politiske spørgsmål være, hvem der udfører aggressionen, og hvilke materielle interesser krigen tjener. I stedet rettes opmærksomheden mod at udspørge iranere og muslimer om, hvorvidt de i tilstrækkelig grad har fordømt det land, der angribes.
Antiracistisk organisering må udfordre den tendens. Muslimer kan ikke kun bydes velkommen som tavse ofre. De skal kunne deltage som politiske subjekter, også når deres analyse strider mod de fortællinger, der dominerer i det danske politiske liv.
Den herskende klasse har brug for racisme til at splitte arbejderne herhjemme og skabe samtykke til aggression i udlandet. Før en befolkning kan blive bombet, pålagt sanktioner eller frataget suverænitet, skal den adskilles fra den kreds af mennesker, som almindelige politiske og moralske standarder gælder for. Dens modstand skal fremstilles som fanatisme, dens politiske symboler som trusler og solidaritet med den som bevis på ekstremisme.
Derfor kan modstanden mod islamofobi ikke adskilles fra modstanden mod de herskende klassers angreb på Iran. En bevægelse, der fordømmer antimuslimske fordomme, men udelukker flaget fra det land, der er under angreb, modsætter sig racismens konkrete form, mens den lader dens politiske funktion forblive intakt.
Konvergensen mellem pro-israelske dele af den iranske diaspora og den danske yderste højrefløj viser, hvordan forskellige politiske kræfter kan forene sig om en antimuslimsk politik. Til deres næste demonstration har arrangørerne erstattet det eksplicitte krav om remigration med sloganet “Mod nazisme, islamisme og kommunisme”.
Ved at placere kommunisme og islamisme på linje med nazismen skaber de en falsk ligestilling mellem fundamentalt forskellige politiske kræfter. Dette gør modstanden vanskeligere ved at tvinge deres modstandere til at reagere inden for en politisk ramme, der er skabt af højrefløjen.
For at imødegå dette må vores bevægelser knytte disse kampe tydeligere sammen. Modstand mod racisme kan ikke adskilles fra modstand mod krig, sanktioner og imperialisme, fordi disse kræfter politisk styrker hinanden. Vores svar kan ikke begrænses til at afvise enkelte racistiske slagord. Det skal afsløre de bredere klasse- og imperialistiske interesser, som racisme og mobilisering fra den yderste højrefløj tjener.
Samtidig skal vores bevægelser blive bedre til at genkende fortællinger og adfærdsmønstre, der reproducerer de splittelser, som højrefløjen skaber, selv når de fremstår i et progressivt sprog.
Det betyder ikke, at vi skal overvåge uenigheder eller kræve fuldstændig politisk enighed. Det betyder, at vi skal være på vagt, når muslimer og antiimperialister udsættes for kollektiv mistænkeliggørelse, når solidaritet gøres betinget af, at man accepterer den dominerende fortælling, eller når uenigheder bruges til at splitte dem, der modsætter sig racisme og krig.
At forbinde disse kampe giver os et stærkere grundlag for enhed og gør det sværere for højrefløjen at bestemme vilkårene for, hvordan vores bevægelser organiserer sig.
Hvis vores bevægelser seriøst vil bekæmpe islamofobi, må de konfrontere begge dens ansigter. Ellers vil den ene side fortsætte med at organisere angrebet, mens den anden splitter modstanden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
