Aktiviteter og debat
Efterårssolen skinnede sommerligt, da Faxe Fredsfestival lørdag og søndag den 12.-13. september inviterede indenfor i Cirkus Bella Donnas blå-gule cirkustelt rejst ved siden af havnen i Faxe Ladeplads.
For anden gang siden 2024 samlede det kreative lokale initiativ en flok farverige og dedikrede fredsfolk fra nær og fjern – der dog ikke kunne skjule et vist mismod over tidens vanvittige oprustning og krigsvillighed.
Men hvad der mangler i brede kredse, leverede festivalen til gengæld i overflod: Fælleskulturel venskabelighed, hjertelig fredsmusik og dans, paradismalerier, antikrigeriske menings- og informationsudveksling. Samt dertil dejlig palæstinensisk mad.
Initiativtageren, og en af de otte aktive bag arrangementet, Lise Vestergaard, alias Keramik-Lise, skulle egentlig have holdt en velkomsttale, som hun havde skrevet på forhånd, men valgte i stedet at synge en sang fra Første Verdenskrig, hun har lært af sin mor.
– Den handler om, at for at overleve traumaer så fortier man dem. Men det er også forudsætningen for at gentage krig, forklarer Lise Vestergaard.
Og hun fremhæver vigtigheden af både at fortælle om lidelse, men også om, hvad det er for et liv, vi ønsker os.
Deraf festivalskonceptet ”Paradis på Jord”, hvor store og små festivaldeltagere fik udleveret farver, pensler og hvidmalede, genbrugte valgplakater til at male deres personlige version af et jordisk paradis.
De kreative udfoldelser troubadourisk akkompagneret af stifteren af Fredsvagten Bo Richardt, der veloplagt gjaldede den ene efter den anden go’e gamle (freds)ørehænger ud over den opslugt malende fredsflok lørdag eftermiddag.
Foto: Jesper Petersen
Forinden havde Mette Jepsen spillet og sunget for til fællessang. Blandt andet Eddie Skollers (engang) berømte oversættelse af Bobby Darins ’Simple Song of Freedom’ fra 1969:
”Hør nu alle men’sker her på Jorden,
man mader jer med løgne dag for dag.
Verden den er hård.
Jeg håber I forstår,
vi alle kæmper for den samme sag.
Kom og syng en enkelt sang om frihed.
Syng den højt, så alle kan forstå.
Folk hvorend I bor, syng nu med i kor.
Vi må ha’ fred, hvis verden skal bestå.”
Dansk selvstændighed udlånt til USA
Festivalens første oplægsholder var Tove Jensen fra Demos og Fredsinitiativet.
Hun beskrev Fredsinitiativets kampagne mod de amerikanske militærbaser i Danmark op til Folketingets vedtagelse af baseloven i juni 2025, som blot 11 stemte imod. 95 stemte for, og én undlod at stemme.
– Både fordi vi mente, at det fratager Danmark suverænitet, men også fordi vi mente, at nu ville her være, i Danmark tre, men i Norden i alt 47 baseområder, som var underlagt USA, hvor vores lovgivere og landets ledelse ikke har stor indflydelse på, hvad der kommer til at være dér. Hvornår der vil være nogen på baserne. Eller hvad de vil have med af materiel, konstaterer Tove Jensen.
Foto: Jesper Petersen
Hun fortsætter:
– Aftalen er uopsigelig i ti år. Men vi har erfaring med, at amerikanerne ikke respekterer, når aftaler udløber (i Grønland for eksempel). Så vi har en aftale, som vi er usikre på, hvad der kommer til at være af aftale, og hvornår den vil ende. Vi ved heller ikke, om der vil være atomvåben på baserne. I fredstid må der ikke være placeret atomvåben, men i krigstid må der gerne. Og vores statsminister har udtalt: “Er vi egentlig i fredstid, eller er vi i krigstid?”
– Så der er rigtig mange spørgsmålstegn i de her aftaler, og det er ikke nyt for os. Det er vi vant til igennem rigtig mange år – lige fra indgåelsen af NATO-aftalen i 1949 – at det var USA, der satte dagsordenen, og vi fulgte med. Ligesom alle de (terror)krige vi har deltaget i, fulgt med i De Villiges Koalition, lyder det fra Tove Jensen.
Foto: Jesper Petersen
Krig er ikke fred
Tove Jensen fortalte om Fredsinitiativets pjece ”Myten om et stærkt forsvar”, der er ment som et modsvar til den voksende krigsbegejstring.
– Vi får fortalt en historie om, at et stærkt Forsvar er løsningen på de konflikter, vi ser omkring os. Men vi mener ikke, det er løsningen. Tværtimod er det med til at eskalere en udvikling, som vi ser, når vi åbner for vores fjernsyn, fortæller Tove Jensen og fortsætter:
Som om at Forsvaret er den eneste løsning på politiske problemer! Det er det, man kalder en militarisering af vores tankegang, som vi er nødt til at gøre opmærksom på og protestere imod.
Tove Jensen
– Som om Forsvaret er den eneste løsning på politiske problemer. Det er det, man kalder en militarisering af vores tankegang, som vi er nødt til at gøre opmærksom på og protestere imod. Men I ved ligesom mig, at det er svært at komme igennem den lydmur, som er. Hvor ingen rigtigt tør røre ved det her problem.
Samtidig advarede Tove Jensen om, at præsident Trumps opsigelse af 66 internationale aftaler og konventioner – blandt andet om FN, ulandsbistand, miljøbeskyttelse og Parisaftalen om klima – kan skabe endnu flere krige og konflikter fremover.
Mellemfolkelighedens grand old man
Herefter var der oplæg af forfatter og journalist Knud Vilby fra fredsinitiativet NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik, der blandt andet har udgivet pjecen “Bæredygtig sikkerhedspolitik i en forrykt verden“.
Han advarer om en omfattende ulighedskrise, der vokser i Danmark og verdens øvrige lande – men uligheden vokser også imellem landene. Hertil kommer biodiversitetskrisen. Og disse kriser er mere eller mindre permanente, konstaterer Knud Vilby:
– Man kan håbe, at vi får fred igen, men vi véd, at klimakrisen går heller ikke over i vores børnebørns tid. Det betyder ikke, at den er uløselig, men dels betyder det, at vi har ufatteligt travlt for at finde løsninger. Og det kræver voldsomme investeringer.
– Man kan ikke opruste så dramatisk, som vi har gjort det herhjemme og i mange andre europæiske lande, uden samtidig at nedprioritere andre steder, advarer Knud Vilby.
Det har konsekvenser:
– Vi ser en dramatisk nedprioritering i denne tid på de andre områder. Europa, herunder Danmark, kunne have været et slags alternativ ude i verden til USA’s vanvittige politik: På klima, ulighed og FN. Men Danmark og Europa har alene prøvet at vise USA-uafhængighed ved at sige: Vi skal selv opruste. Vi skal have en europæisk forsvarsindustri, så vi er mindre afhængig af amerikansk militærindustri.
Foto: Jesper Petersen
– På de andre områder har man samtidig skåret ned. Eksempelvis har de europæiske lande skåret ganske voldsomt i udviklingsbistanden, blandt andet i Afrika, som jeg har brugt en stor del af mit liv på at arbejde med, hvor der nu kommer tal på, hvor mange hundredtusinder der dør på grund af pludselige voldsomme nedskrivninger af bistand.
– Når USA nedlægger et gigantisk bistandsområde, og reaktionen fra Europa så er at betale mindre til egne programmer, så opstår der meget hurtigt nogle dramatisk store problemer i verden, påpeger Knud Vilby.
Blød sikkerhedspolitik – engang
Men oprustning og nedskæringer på udviklingshjælp er ikke en naturlov:
– I Udenrigspolitisk Årbog for 1997 kan man læse en interessant artikel, der handler om “blød sikkerhedspolitik”. Den er skrevet af en dengang ansat konsulent i Statsministeriet. Han redegør i årbogen – der også kommer på engelsk for at blive bredt ud i verden – for at Danmark har udviklet det, man kalder en særlig “blød sikkerhedspolitik”. Derved var Danmark et af de meget få lande i verden, der brugte lige så mange penge på fred og konfliktløsning og fattigdomsbekæmpelse, som man brugte på militær, forklarer Knud Vilby og uddyber:
– Når man lagde alle de indsatser sammen, så nåede man op på et ret stort milliardbeløb, der svarede ret præcist til det, man brugte på militær. Mens det i dag vel er noget, der ligner to en halv til tre gange mere på militær. En voldsom ændring på 30 år. Og også et voldsomt tab af en vision bygget på en tro på, at en lille land som Danmark faktisk også kunne bidrage til en større sikkerhed i verden ved at være aktiv på alle disse fornuftige områder.
De, der ønsker at vide mere om de astronomiske – og siden 11. september 2001 (terrorangrebet i New York, red.) støt voksende – beløb, der bliver brugt på oprustning, våbenproduktion og krig, anbefales den prisbelønnede amerikanske dokumentar ’Why we fight’ fra 2005.
Fredsfestivalens mange paradis på jord-malerier bliver udstillet i Keramik-Lises atelier på Strandvejen 118 i Faxe Ladeplads.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
