Kommentar
For 10-15 år siden var klimaet langt fra forsidestof, selvom det dengang – og længe forinden – har været tydeligt, at vi og verden var på vej mod de i stigende grad katastrofale effekter af de menneskeskabte klimaforandringer, som vi oplever flere og flere af.
Også i det globale nord, som er allermest ansvarlig for klimakrisen.
I dag er der trods alt et stigende antal artikler, opslag på de sociale medier, og selv breaking- og forsidehistorier i medierne. Men det er som om, at journalisterne, samt os i de rige lande generelt, ikke rigtig har fattet alvoren. Og hvis vi skal nå at erfare dem rent fysisk, som de i mere og mere alarmerende grad har gjort det i det globale syd i mange år, så ender det med at være for sent.
Også selvom global opvarmning faktisk opfylder alle de klassiske journalistiske nyhedskriterier – væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt.
Klimakrisen har nået proportioner, der gør, at den kommer til at underminere stort set alle andre politikområder, hvis vi ikke snart handler.
Fra eksistentiel krise til problemmænd og -ulve
Alligevel behandler journalisterne, influencerne, SoMe-tastaturkrigerne og andet mere eller mindre almindeligt godtfolk i det globale nord klimakrisen, som om den er endnu en nyhed, endnu en nyhedsblok, endnu et tema.
Det er direkte videre til debat, nyheder og breaking-bjælker om tilsyneladende ligeværdige nyheder om ”problemulve”, danske ”problemmænd”, mere eller mindre underlødigt tv som ”Gift ved første blik”, ”augustmider”, kongelige motionsløb, bilanmeldelser, billige vinkort, samt en hel masse mere eller mindre ligegyldige historier om politikere som Trump og Mette Frederiksen – som da statsministerens trak overskrifter i medierne i 2021.
Vi må komme ind i kampen, før det er for sent.
Det sker, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at klimakrisen er både eksistentiel, haster og bør overskygge og række ind i alle politikområder.
Et nyt studie viser, at verdens gletsjere smelter med stor hast, og at havniveauet samtidig stiger, hvilket betyder, at mere end en milliard mennesker risikerer at være blevet fordrevet af vandmasserne i 2050. Samtidig forsvinder drikkevandsreserver med stor hast.
Verden har lige gennemlevet den varmeste august måned nogensinde målt, der blandt andet medførte ekstrem tørke i lande som Frankrig, Ungarn, Rumænien, Serbien og Storbritannien, skovbrande i Algeriet, samt dødbringende oversvømmelser i Nepal. I Namibia forventer de desuden en meget kraftig El Niño (globalt klimafænomen, der opstår som følge af variationer i vindforholdene og havoverfladetemperaturerne over det tropiske Stillehav, red.), hvilket vil give mindre regnfald og temperaturer på hele 3 grader over normalen efter nytår.
Vi går ikke ram forbi i Europa. Som FN’s klimachef, Simon Stiell, for nyligt beskrev, er den nuværende klimakrise en økonomisk sikkerhedsmæssig nødsituation for hele det europæiske kontinent.
– Hvis ikke menneskeheden nedbringer forureningen fra fossile brændstoffer, der får vores planet til at koge, vil denne sommers ekstreme varme, brande og tørke komme til at virke som milde, sammenlignet med det permanente klimamareridt som er på vej, tilføjede han.
Masser af dårligt nyt
Dårlige nyheder om klimaet er der masser af. I august beskrev DR, hvordan vores afbrænding af blandt andet kul og olie kan få havstrømme i Atlanterhavet til at kollapse, og temperaturen i lande som Danmark til at falde dramatisk. DMI understreger, at antallet af marine hedebølger i danske farvande er støt stigende.
EU’s klimatjeneste, Copernicus, pointerede samtidig, hvordan verdenshavene aldrig har været varmere. CarbonBrief skriver om, hvordan over 40 procent af alle børn under 10 år udsættes for flere og flere dage med såkaldt varmestress, især i det sydlige og sydøstlige Asien samt i det vestlige Afrika.
FN’s Miljøprogram og Miljøorganisation (UNEP) beskrev i starten af september, at vi er på vej til for alvor at overskride de 1,5 grader, som verden med Parisaftalen lovede at handle for at holde os under, inden for få år.
En grænse, som vi efter al sandsynlighed kommer til at overskride i år, med den igangværende ”Super-El Niño”, der vil medføre måneder med ekstrem varme, oversvømmelser, tørke og forstyrrende vejr verden over, et stykke ind i 2027.
Nyliberal egoisme eller kassetænkning?
Hvis vi endelig har fattet, at klimakrisen er en eksistentiel trussel, virker det alligevel, som om vi ikke kan, vil eller ved, hvad vi skal gøre ved det.
Måske fordi krisen i vores del af verden endnu ikke har ramt et niveau, der gør, at vores erfaringsgrundlag fortæller os, at det er nødvendigt. Eller fordi vi ikke kan tænke ud af den nyliberale, vækstbaserede, eurocentriske, egocentriske, naturfjendtlige og antropocentriske boks.
Global Aktions partner, den internationale bondebevægelse La Via Campesina, pointerer i en pressemeddelelse om de dødelige oversvømmelser i Nepal, at Nepals samlede bidrag til de globale drivhusgasudledninger er forsvindende lille.
De pointerer samtidig, at finansieringen til genopbygningen af landet burde gives som tilskud og erstatning, ikke som lån, der blot forvandler en klimakatastrofe til ny statsgæld. Og at det globale nord burde skylde nepaleserne, fremfor at det er nepaleserne, der skylder Verdensbanken.
Bæredygtig bevægelse
I Global Aktion er vi enige. Vi mener, at klimakrise, vækst, ulighed og fattigdom hænger sammen. At klimakrisen er en politisk skabt krise, der derfor har en politisk løsning, der bygger på retfærdighed og solidaritet.
Samt at løsningen må bygge på et opgør med en verdensorden, der er skabt af og til fordel for de få. Og hvor magten ikke bygger på afhængighed af fossile brændstoffer, ikke-bæredygtigt landbrug, samt ulighed og utopiske krav om uendelig vækst og stigende forbrug og profitrater.
Hvis vi vil denne verdensorden til livs, må vi opbygge en bæredygtig strategi og en bevægelse af og for de mange – fra det lokale niveau til det internationale – der kan ændre dette system. Vores regeringer og store virksomheder har erklæret krig mod os og planeten.
Vi må komme ind i kampen, før det er for sent.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
