Kommentar
På en enkelt dag i efteråret 1983 gik omkring 400.000 mennesker over hele Belgien på gaden i protest mod atomoprustning og NATO. Demonstrationen var én blandt snesevis af massedemonstrationer rundt omkring i Vesteuropa på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig eskalerede, og indbyggere i en række NATO-medlemslande ønskede en afvikling af NATO og af USA’s dominerende rolle i alliancen.
Der er et helt segment af befolkningen, der afviser krigens logik, afviser at vælge side og at sende våben, men de har ikke fundet ud af at positionere sig,
Tyve år senere, da USA invaderede Irak på trods af indvendinger fra adskillige af de NATO-allierede lande, gik millioner af mennesker på gaden i protest rundt omkring i Europa og over hele verden – en af de største demonstrationer mod krig nogensinde.
Men da fredsaktivister i Belgien forsøgte at mobilisere til protest i marts 2022 i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og den militære støtte, som USA og europæiske lande har sendt til Kyjiv, var opslutningen langt mere beskeden.
Det samme gjorde sig gældende andre steder i Europa. Selvom der måske i nogle lande fandt større antikrigsdemonstrationer sted, end hvad der var tilfældet i Belgien, var der næppe nogen af dem, der kunne måle sig med de massemobiliseringer, vi så i forbindelse med Irakkrigen.
“Vi var tre tusind, måske fire tusind mennesker, og det er ikke mange”, fortalte Ludo De Brabander, medlem af den belgiske fredsgruppe Vrede vzw til The Intercept. “Det var svært at mobilisere folk”.
“Med Irakkrigen var det meget klart: Det var en angrebskrig på baggrund af falske påstande”, forklarede han.
“I Ukraine er situationen derimod den, at det var Rusland, der udførte en ulovlig og uprovokeret invasion, og militærstøtten til Ukraine, som er anført af USA, er af mange blevet anskuet som nødvendig for at kunne afværge grusomheder endnu værre, end hvad det russiske militær allerede havde begået. Dette har ført til, at fredsaktivisterne er blevet signalforvirrede”, udtalte De Brabander, “fordi vi ønsker ikke at støtte NATO. Og vi er selvfølgeligt imod det, Rusland foretager sig. Og en position midt imellem med alternativer til krigsførelse er blevet vanskelig at sælge”.
Som konsekvens har budskaberne til tider været forvirrende og modsætningsfyldte i protestaktioner rundt omkring i Europa dette forår: Nogle har været spækket med ukrainske flag og paroler om opbakning til Ukraines befolkning og deres modstandskamp. Andre flager med det regnbuestribede fredsflag, som man også så overalt i Europa under Irakkrigen, dengang påmalet slagord mod militærudgifter og NATO-udvidelser.
Udfordringer for fredsbevægelsen
De europæiske fredsaktivisters vaklende reaktion i den nuværende situation er en afspejling både af den brutale og uprovokerede invasion, som har rystet hele verden, men samtidig også af en fredsbevægelse, der er blevet mindre talstærk og stadig mere marginaliseret i årenes løb.
De, der stiller sig kritiske over for konflikteskalering og væbnet respons, er blevet marginaliseret og er blevet beskyldt for at være vandbærere for Putin.
Venstrefløjen i både Europa og USA har været udfordret med hensyn til, hvordan de skal reagere på den tsunami af støtte til Ukraine, som i praksis kommer til at forpurre årtiers indsats for at få Europa viklet ud af en militæralliance, der er styret af USA. De frygter også, at det, der måske kan synes hensigtsmæssigt på kort sigt – at støtte Ukraine ved at øge Europas forsvarsbudget og styrke NATO – i sidste ende vil komme til at forlænge konflikten og potentielt vil kunne føre til, at krigen breder sig. Blot har man i antikrigsbevægelsen endnu ikke været i stand til at finde på konkrete alternativer, eftersom selv de mest beskedne diplomatiske forsøg indtil videre alle er slået fejl.
Målet må være, at vores solidaritet og endda militærstøtte til Ukraine fokuseres på at få afsluttet krigen, ikke at forlænge konflikten i en uendelighed.
I et nyligt interview advarede Yanis Varoufakis, en græsk økonom og tidligere finansminister og en fremtrædende figur på den europæiske venstrefløj, mod at komme til at sætte “ukrainernes teoretiske ret til NATO-medlemskab over befolkningens liv”.
“Det er vigtigt, at vi står sammen om at bringe et minimum af fornuft tilbage ind i diskussionen og fokuserer på det, der betyder noget lige nu”, sagde han.
“Dét er ikke penge. Det er ikke handel. Det er ikke naturgas. Det [der betyder noget, red.] er menneskeliv i Ukraine. Hvordan forhindrer vi, at flere mennesker mister livet?”
Han fortsatte: “Hele idéen med modstand er at nå til et sted, hvorfra vi kan forhandle om fred”.
Modstand mod NATO inden for medlemslandene – på græsrodsniveau og politisk – er gået hånd i hånd med militæralliancen, lige så længe den har eksisteret.
Kritikere har på forskellige tidspunkter klaget over den uforholdsmæssigt store rolle, som amerikanske interesser spiller i udformningen af NATO’s politik; alliancens ekspansion i tiden efter Den Kolde Krig med indlemmelserne af et tiltagende antal tidligere østbloklande; NATO’s indblanding i krige fra Balkan til Libyen; og militæralliancens underminering af FN’s multilateralisme. Mange kritikere i Europa har stillet spørgsmål ved, om der overhovedet har været behov for NATO’s eksistens efter Sovjetunionens kollaps og opløsningen af Warszawapagten.
Men i den aktuelle situation, hvor Finland og Sverige som direkte konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine [har søgt, red.] optagelse i militæralliancen, og hvor den amerikanske regering opfordrer sine allierede til at optrappe deres reaktioner over for Vladimir Putins aggressioner, er NATO-kritiske stemmer blevet tilbageholdende og til tider stille.
Efterhånden som krigen [er gået ind i sin fjerde, red.] måned, og udsigterne til at opnå fredelige løsninger gennem diplomatiske forhandlinger hver dag synes stadig mere fjerne, er dem, der håber på en deeskalering af konflikten, i vildrede.
“Jeg føler mig ikke overbevist om, at der hersker konsensus omkring en række beslutninger, eksempelvis at uddelegere afgørelserne angående, hvordan man reagerer på krigen, til Washington og NATO, og der er heller ikke konsensus om at væbne Ukraine”, udtalte Antonio Mazzeo, en italiensk journalist og fredsaktivist.
“Men sikkert er det, at flertallet af de politiske stemmer og eksperter er blevet enstemmige”. Han tilføjede: “Der er et helt segment af befolkningen, der afviser krigens logik, afviser at vælge side og at sende våben, men de har ikke fundet ud af at positionere sig, ej heller hvordan de direkte kan påvirke samtalen om denne krig”.
Dette skyldes delvist, at de, der stiller sig kritiske over for konflikteskalering og væbnet respons, hurtigt er blevet marginaliseret og er blevet beskyldt for at være vandbærere for Putin eller at komme med undskyldninger for russisk imperialisme. (Det har selvfølgeligt ikke hjulpet på sagen, at der har været nogle, der har gjort netop dét). Frygten for den slags mistænkeliggørelser og anklager har medført, at mange i stedet vælger at tie.
“Folk er bange for at åbne munden, fordi de ikke har svarene; de ønsker at afslutte krigen uden våben, men der findes ikke nogen organiseret bevægelse, der kan understøtte dem i, at de har ret”, udtalte en embedsmand fra Europa-parlamentet, som ønsker at forblive anonym, netop på grund af at denne holdning er blevet så kontroversiel.
“Der hersker en intuitiv fornemmelse af, at vi kunne afslutte denne krig uden eskalering, men folk ved ikke, hvordan de skal sige det, og derfor forbliver de tavse”.
Ingen plads til nuancer
Kontrasten mellem fortidens antikrigsbevægelser og den relativt beskedne aktuelle respons på krigen i Ukraine er kompleks.
Partier, der historisk har forbindelser til antikrigsbevægelsen, som eksempelvis De Grønne og Socialdemokraterne i Tyskland, har ændret kurs.
På den ene side har rædslen ved Ruslands gerninger, inklusive massakre på civile og rapporter om omfattende tilfælde af krigsforbrydelser, chokeret mange europæere, herunder også fredsbevægelsen. Dem, der førhen har været modstandere af NATO-indblanding, har typisk indtaget denne holdning som reaktion på angrebsaktioner fra NATO’s side. Men den omstændighed, at NATO-allierede lande i Ukraines tilfælde er kommet en invaderet nation til hjælp, stiller NATO-modstandere over for et dilemma, de endnu ikke har fundet ud af, hvordan de skal forholde sig til.
“Mange er fortvivlede”, udtalte De Brabander. “De tror ikke længere på diplomatiske løsninger, fordi Putin er gået for langt. Og de tror heller ikke på øget våbenstøtte til konflikten”.
Det politiske landskab i Vesteuropa havde allerede forandret sig markant forud for invasionen af Ukraine i kraft af en politisk højredrejning i adskillige lande og en tiltagende marginalisering af de spørgsmål, der traditionelt har været venstrefløjens, som for eksempel NATO-modstand.
Partier, der historisk har forbindelser til antikrigsbevægelsen, som eksempelvis De Grønne og Socialdemokraterne i Tyskland, har ændret kurs, og de yngre generationer, der er vokset op uden frygten for en overhængende atomtrussel – en faktor, der var en katalysator for massemobiliseringerne i 1980’erne – har nu om dage i stedet rettet opmærksomheden mod problemer som klimaretfærdighed.
I mellemtiden har Ruslands aggressioner mod Ukraine og Georgien i løbet af de seneste år til gengæld affødt en legitim frygt i Østeuropa, som stort set har overskygget enhver NATO-skepsis.
Sådan en kontekst lader så godt som ingen plads tilbage til nuancering, ifølge folk, der stiller sig kritiske over for både Ruslands invasion af Ukraine såvel som de NATO-tiltag, der ledte op til invasionen. “Under de aktuelle omstændigheder kan antikrigsaktivisme desværre tolkes som en støtte til Putin”, konstaterede en rådgiver i Europa-parlamentet, som ønsker at forblive anonym for at kunne udtale sig om det følsomme emne til The Intercept.
“Du er tvunget til enten at være et hundrede procent på den ene side eller den anden side. Enhver forskel bliver mistænkelig og rejser tvivl om din loyalitet og dine motiver. Dette er et andet rædsomt udfald af denne krig, fordi efter min mening er den slags vulgarisering og forsimpling af diskursen yderst skadelig ikke blot for udenrigspolitik, men også for demokratiet”.
De Brabander påpegede ligeså, at det ikke gavner, at dele af den yderste venstrefløj i antikrigsbevægelsen “udelukkende ser USA eller EU som ansvarlige”. Dette har nemlig medført, at også de mere moderate stemmer eksponeres for anklager om at forsvare Putin.
“Der hersker sådan en meget sort/hvid-forestilling om, at hvis du ikke er med os, er du imod os”, sagde han og tilføjede, at det i tidens løb mange gange er overgået dem, der arbejdede for en opløsning af NATO, at de er blevet beskyldt for at forsvare Ruslands interesser.
Men selvom græsrodsmodstanden mod øget militarisering og mod NATO i dag kun udgør en brøkdel af, hvad den gjorde engang, er den dog ikke forsvundet.
“Vi har advokeret for en delegitimering af NATO, og det er der ingen grund til at ændre på”, sagde Reiner Braun, tysk aktivist og administrerende direktør for Det Internationale Fredskontor.
Braun henledte opmærksomheden på, at en koalition af dusinvis af grupper, som alle arbejder for opløsningen af NATO, planlægger et fredstopmøde i Madrid i juni i år som modstykke til det officielle NATO-topmøde, der finder sted i byen på samme tidspunkt. “Hovedårsagerne til, at vi er imod NATO, er militarisering, militærudgifter, den aggressive fremfærd samt udvidelserne af NATO – alle kritikpunkter, der stadig er aktuelle”.
“Vi er afgjort modstandere af Ruslands invasion af Ukraine, men uden at komme med undskyldninger for Putin forsøger vi at belyse, at NATO’s udvidelser i løbet af de sidste cirka 25 år er en af årsagerne til den aktuelle situation”, forklarede han. “Det er ikke en undskyldning for invasionen, men hjælper til at forstå, hvordan sådan en situation kunne opstå”.
Selvopfyldende profetier
I perioden under Den Kolde Krig udvidede NATO alliancen med optagelsen af enkelte nye lande. Det var i tiden efter Sovjetunionens kollaps og østblokkens opløsning, at den store ekspansionsbølge skete med indlemmelsen af en hel række nye lande i folden, en tendens der kulminerede i 1990’erne under Clinton-regeringen. Det var i den periode, Polen, Ungarn og Tjekkiet sluttede sig til NATO.
“Det er en overgang i historien, hvor USA ser ud til at ville vedblive med at være nummer ét til evig tid, og derfor er det faktisk ret omkostningsfrit for USA at indgå nye alliancer”, udtalte Joshua Shifrinson, lektor i internationale relationer ved Boston Universitet. “Der hersker den her fortælling om en alliance, der træffer kollektive beslutninger, men på en måde kørte USA kanonerne i stilling til ekspansionerne via NATO-alliancen som helhed”.
Dengang var der mange, der var kritiske over for optagelse af nye medlemslande i NATO, men ekspansion har dog alligevel været NATO’s politik lige siden. Forhenværende præsident George W. Bush svor i 2008, at Ukraine og Georgien en dag ville slutte sig til alliancen – en fejldisponering, som mange analytikere mener var en udløsende faktor i forhold til Ruslands aggressioner mod begge lande i de efterfølgende år. Den aktuelle stemning giver ikke næring til at tro, at amerikanske embedsmænd og politikere er villige til at overveje spørgsmålet, om udsigten til, at Ukraine måske vil tilslutte sig NATO, kunne tænkes at have spillet en rolle i det, der dog er et uprovokeret angreb fra Ruslands side.
“Lad os prøve at bevare overblikket og stille spørgsmålet, hvilke grunde Rusland kunne tænkes at have til at frygte NATO?” sagde Shifrinson. “Dette er ikke det samme som at sige, at løsningen er krig. Du kan bebrejde Putin for krigen. Men jeg synes ikke, at det er urimeligt for nogen russisk leder at bekymre sig over en udsigt til, at Ukraine bliver en del af NATO. De færreste stormagter bryder sig om, at deres naboer melder sig ind i fjendtlige alliancer”.
Under alle omstændigheder er situationen nu den, at invasionen af Ukraine har pustet nyt liv i NATO’s egne rationaler omkring alliancens fortsatte rolle med hensyn til at inddæmme Rusland. Hvis Warszawapagtens sammenbrud tilbage i 1990’erne så ud til at gøre NATO overflødig, har Ruslands invasion af Ukraine indtil videre set ud til at give militæralliancen ny eksistensberettigelse. Det er det, De Brabander kalder “den selvopfyldende profetis politik”: NATO’s udførelser af provokationer (ekspansion helt ind til Ruslands grænser), som medvirker til en krise, der kommer til at retfærdiggøre NATO’s eksistens. “Putin er blevet den allerbedste advokat for NATO-politik”, tilføjede han. “Han har gjort NATO meget stærk med denne krig”.
Det igangværende hastværk for at udvide NATO og øge militærbudgetterne over hele Europa vil dog efter al sandsynlighed komme til at ske på bekostning af prioriteringen af sociale og miljømæssige politiske målsætninger, sundhedssystemer, velfærd og en mere fornuftig energipolitik – allesammen områder, der ellers har haft prioritet i mange af medlemslandene. Når den fulde pris for denne byttehandel går op for folk, vil antikrigsbevægelsen muligvis vokse igen, mener aktivister.
“De sociale og miljømæssige konsekvenser er ekstremt uklare”, sagde Braun, den tyske aktivist. “Denne situation kommer til at skabe nød og elendighed for millioner af mennesker i verden. Men det vil skabe en ny dimension af protest”.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022. Artiklen er oversat af Karoline Enevold fra det amerikanske netmedie The Intercept.
Alice Speri er journalist og skriver om USA’s udenrigspolitik og dets militære aggression. Hun har rapporteret fra Palæstina, Haiti, El Salvador, Colombia og på tværs af USA. Hun er oprindeligt fra Italien og bor i Bronx.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
