Det amerikanske parti “Party of Communists USA” rundsendte i forbindelse med krigen i Ukraine denne tankevækkende tale fra 1949 til den internationale kommunistiske bevægelse. Således nåede den også til Danmark.
Det er en tale, som William Edward Burghardt Du Bois holdt for den amerikanske Kongres i protest imod oprettelsen af NATO i 1949. “Party of Communists USA” skriver om talen:
“Selvom der er gået mange år siden, udgør Du Bois’ kritik af krigsdagsordenen stadig som forbillede til at forstå vores egen tid, hvor NATO beskrives som en fæstning for demokrati, hvor enhver anden holdning anses for forræderi, og hvor der sprøjtes milliarder af dollars ind i Vestens ukontrollerede proxykrig mod Rusland i Ukraine og i en kommende krig med Kina.”
Washington D.C., USA, 1949 – Jeg taler her på vegne af Rådet for Afrikanske Anliggender og den kontinentale fredskongres, som skal holdes i Mexico i næste måned, for at protestere imod forslaget om, at USA skal væbne Europa til krig.
Vi bliver forsikret om, at våbnene skal bruges til fred, ikke krig, ligesom vi er blevet forsikret om, at Atlantpagten er for fred, ikke våben.
Kongressen bliver bedt om at vedtage, at der kan udbetales 1,5 milliarder dollars nu plus ikke nærmere angivne beløb fremover for at iværksætte Atlantpagten (NATO, o.a.). Denne enorme sum afsættes ikke til uddannelse, selvom vores skoler desperat har brug for hjælp. Den afsættes ikke til at bekæmpe den polio, der hærger vort land, heller ikke til at bekæmpe kræft der dræber tusinder. Den afsættes ikke til at tæmme og udnytte de store floders vilde strømme, der årligt dræber mænd, kvinder og børn, ødelægger deres hjem, husdyr og ejendele og efterlader sig et spor af plumret vand og modbydelige sygdomme.
Dette rige land har ikke penge nok til at bekæmpe uvidenhed, sygdomme og forfald eller til at sikre arbejderne i alderdommen – alligevel bliver det bedt om at bruge enorme rigdomme til at myrde mænd, kvinder og børn, gøre dem blinde, forkrøble dem og gøre dem skøre, ødelægge værdier og for tredje gang på 50 år bringe alt det, som menneskeheden har opbygget, i fare.
Vi bliver forsikret om, at våbnene skal bruges til fred, ikke krig, ligesom vi er blevet forsikret om, at Atlantpagten er for fred, ikke våben. Kun de dumme kan tro på disse forsikringer.
Hr. Achesons (1) logik er som skabt til at narre: ”D’herrer, dette er en pagt for fred. Tak, d’herrer, nu skal vi bruge våben til pagten, ikke til krig men til fred. Rusland? Vi nævner ikke Rusland. Vi må bare bekæmpe Rusland. Det er simpelt, d’herrer.”
Vi skal tro, at vores land er i fare for at blive angrebet fra Rusland, eller at Rusland er klar til at erobre verden. Det troede vi ikke, da vi bad ti millioner russere om at dø for at redde verden fra Hitler. Vi troede det ikke, da vi bønfaldt Rusland om at hjælpe med at besejre Japan. Vi begyndte først at tro det, da vi indså, at den russiske opfattelse af, hvad en stat er, ikke brød sammen, men derimod spredte sig.
Hvis vi nu antager, at man ikke kan lide eller tilmed frygter russisk kommunisme, med hvilken ret kan vi da antage, at den kan stoppes med magt? Der ser ud til at være en ide om, at vi kan erobre verden og få den til at adlyde os, fordi vi er rige og råder over atombomben. Selv hvis det var rigtigt, så kan man ikke undgå at stille spørgsmålet, om vores herredømme ville være rigtigt og retfærdigt.
Hvorfor i Guds navn ønsker vi at kontrollere verden? Skyldes det, at det er lykkedes os at herske over menneskene?
Hvordan står vi rustet til at belære verden? Til at belære verden har vi valgt en udenrigsminister der er uddannet i South Carolinas demokrati. Da vi forsøgte at udrede den moderne verdens værste økonomiske knude, valgte vi en general, der var trænet i militær taktik på West Point. Og når vi ønsker at undersøge raceforhold inden for vort lands grænser, tilkalder vi en baseball-spiller.
Hvis vores mål er at regere verden, må vi først lære at regere os selv. Vi må befri vores videnskab fra hærens og flådens kontrol. Vi må gøre vores skoler til reelle læringscentre og ikke til centre for propaganda og hysteri. Vi må befri vores hjerner for absurde fordomme. Vi, der hader sorte (2), foreslår, at vi skal have kontrol over en hel verden fuld af farvede mennesker. Skal de slet ikke have noget at skulle have sagt?
Hvis ikke vi har grundig og præcis viden om verden, hvordan kan vi så lede den? Men vi ved jo, at vi i dag har vores viden om verden fra en presse, hvis reportere siger, hvad ejerne af pressen beordrer dem til. Det er ikke journalisternes fejl. Hvis de vil have mad i munden, må de skrive det, som de bliver bedt om at skrive. Det er vores fejl, hvis vi ikke engang vil betale fem cent for vores morgennyheder. Storkapitalen betaler millioner for at kunne kontrollere nyhederne og får, hvad de ønsker trykt. Vi har naivt gået ud fra, at det er hele sandheden, vi læser i pressen, men reflekterer vi blot det mindste over det, vil vi blive overbevist om, at vi i Amerika ikke har et komplet billede af, hvad der sker bag jerntæppet…
Noter
1) Dean Acheson, USA’s udenrigsminister fra 1949-1953.
2) Du Bois benytter her n-ordet.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022. Oversættelse: Lotte Rørtoft-Madsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
rigtig godt skriv . Fik inspiration til at læse meget mere om denne tid og tidens modige mennesker . Savner meget modet i det danske og europæiske , ikke mindst det vest europæiske landskab .
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
