Reportage
Den 27. september 2022 var gassen endnu ikke holdt op med at boble op fra Østersøen, før en fortælling begyndte at sætte sig.
“Tidligere FE-analytiker: Pilen peger på Rusland,” lød en overskrift i Børsen.
Samme dag var “Pilen peger på Rusland”-overskriften i TV Avisens dækning, ifølge en senere gennemgang i Politiken. Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet beskrev på TV2 sabotagen som en fortsættelse af den russiske “energikrig” og formulerede skråsikkert:
– Rusland satser på, at de vil kunne underminere Vestens vilje til at støtte Ukraine, ved at det bliver dyrt.
Også Ekstra Bladet gjorde ifølge EU-kommissionens daværende presseoverblik Rusland til hovedmistænkt.
Politiken skrev dagen efter, at sabotagen kunne vise sig at være første skridt ind i en mere kontant hybridkrig mellem Rusland og Vesten.
Regeringen slog samtidig fast, at der var tale om bevidste handlinger. Få dage senere begyndte et sprog at tage form, som siden er blevet velkendt fra statsministeren selv. Kort efter sabotagen advarede Frederiksen om “risiko for hybride angreb” og sagde, at Nord Stream viste, at Europa måtte forestille sig trusler, man hidtil ikke havde haft fantasi til at forestille sig.
Vi formidler det, vi ønsker at formidle.
Mette Frederiksen, statsminister
Omkring regeringens formelle forsigtighed voksede hurtigt et offentligt fortolkningsrum frem, hvor sabotagen passede næsten perfekt ind i fortællingen om russisk hybridkrig: Moskvas manipulation af energimarkedet, russisk undervandskapacitet, Putins ønske om at skabe frygt og splittelse i Europa.
Men den daværende appetit for hypoteser er ikke smittet af på den nuværende appetit for beviser.
Fire år senere er vi et helt andet sted end i september 2022.
Den tyske forbundsanklagemyndighed har rejst tiltale mod den tidligere ukrainske hærofficer Serhii K. Ifølge anklageskriftet udviklede han sammen med andre militærfolk efter Ruslands invasion en plan om at ødelægge Nord Stream 1 og 2 på vegne af statslige organer i Ukraine. Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak udtalte i sin seneste optræden i DR’s Deadline, at hendes vurdering er, at præsident Zelenskyj har vidst besked.
Ifølge anklagerne var formålet med sabotageoperationen permanent at standse gasleverancerne og dermed begrænse Ruslands indtægter fra gashandlen. Serhii K. skal have ledet en gruppe bestående af blandt andre professionelle dykkere og en sprængstofekspert, som fra en lejet yacht placerede sprængstoffer på rørledningerne nær Bornholm. Han nægter sig skyldig.
Den 19. august blev endnu en ukrainsk statsborger, Vladimir Z., anholdt i Kroatien på en europæisk arrestordre. Ifølge de tyske anklagere var han uddannet dykker og en del af gruppen omkring Serhii K, skriver Reuters.
Den ukrainske regering afviser fortsat at have været involveret. Så sent som 23. august sagde Zelenskyj, at Ukraine ikke havde deltaget officielt i nogen operation mod Nord Stream, og at landet samarbejder med efterforskningen.
Hvor den danske debat i 2022 byggede på motiver og ekspertvurderinger, foreligger der nu en formel tysk tiltale, der forbinder operationen med ukrainske statslige organer. Det er en ganske anden bevismæssig kategori end den, der skråsikkert fyldte de danske forsider i september 2022.
Det gør Danmarks egen rolle i efterforskningen desto mere interessant.
Danmark sagde nej til tysk anmodning
Og her bliver den danske del af sagen vanskeligere.
Et tysk anklageskrift dateret 26. juni 2026, som DR har fået adgang til, beskriver, hvordan tyske efterforskere ønskede hjælp til at afhøre havnefogeder og lystsejlere, blandt andet på Bornholm og Christiansø.
Sverige og Polen imødekom tilsvarende anmodninger.
Danmark gjorde ifølge det tyske anklageskrift ikke.
Statsadvokaten i København afviste den 14. februar 2024 den konkrete anmodning om retshjælp. Ifølge tyskernes beskrivelse skyldtes det en mulig trussel mod “statens ve og vel”.
Danmark ser ud til at have lukket døren for den konkrete, formelle retshjælp, tyskerne bad om, og i stedet henvist sagen til et klassificeret efterretningssamarbejde.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Hvorfor måtte tyske efterforskere ikke få de ønskede afhøringer gennem det almindelige retlige system? Hvilken konkret risiko for statens sikkerhed var forbundet med afhøringer af havnefogeder og lystsejlere på Bornholm og Christiansø? Og hvorfor kunne denne risiko ikke håndteres på anden vis?
Der er endnu et sammenfald, som ikke beviser noget, men som burde vække politisk nysgerrighed.
Den danske afvisning er dateret 14. februar 2024.
12 dage senere, den 26. februar, meddelte Københavns Politi og PET, at den danske strafferetlige efterforskning blev indstillet. Myndighederne havde fastslået, at der var tale om forsætlig sabotage, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark.
Senere har Justitsministeriet over for Folketinget formuleret det sådan, at Danmark “i relevant omfang” havde delt oplysninger med svenske og tyske myndigheder.
Episoden viser, at der eksisterer en forskel mellem det billede af et gnidningsfrit internationalt samarbejde, som offentligheden hidtil har fået, og den konkrete tyske beskrivelse af et dansk nej til retshjælp.
Den forskel kræver en forklaring. Sagen grundet sin politiske vægt kræver gennemsigtighed.
Christiansborgs begrænsede nysgerrighed
Den politiske tavshed er ikke total, men påfaldende.
Enhedslistens Trine Pertou Mach reagerede efter afsløringen med seks spørgsmål til justitsministeren. Hun vil blandt andet vide, hvad truslen mod statens sikkerhed bestod i, om Justitsministeriet kendte til afslaget, hvorfor danske og tyske myndigheder tilsyneladende beskriver forløbet forskelligt, og om Danmark senere har udleveret materiale til den fortsatte tyske efterforskning.
Hun spørger også helt fundamentalt, om ministeren mener, at sabotagen bør opklares, de ansvarlige retsforfølges og danske myndigheder bistå nære allieredes efterforskning. Spørgsmålene er fortsat ubesvarede.
Men netop at seks udvalgsspørgsmål fra én oppositionspolitiker indtil videre udgør en så stor del af den synlige parlamentariske reaktion, illustrerer tendensen.
Reaktionen står dermed i bemærkelsesværdig kontrast til sagens potentielle betydning. Hvis de tyske anklagere får ret, har personer med forbindelse til ukrainske statsorganer gennemført en avanceret sabotageoperation mod kritisk europæisk energiinfrastruktur ved en dansk ø.
Selv om Nord Stream-sprængningerne fandt sted uden for dansk territorialfarvand i den økonomiske zone ved Bornholm, skete denne avancerede sabotage i Danmarks sikkerhedspolitiske nærområde, og hvis den tyske anklagemyndighed har ret i, at operationen blev udført af ukrainske folk på vegne af statslige organer, vil det være en sikkerhedspolitisk begivenhed af første rang.
Det bredere spørgsmål
Christian Jensen, Politikens chefredaktør, udløste blandt andet en hel P1 Debat under overskriften “Mette, frygtens minister?”. Hans kritik gik så langt som at beskylde Mette Frederiksen for at føre hybridkrig mod sin egen befolkning.
Jensen pegede på et paradoks i regeringens kommunikation om Nord Stream og senere uafklarede sikkerhedshændelser: Myndigheder og regering advarer befolkningen om hybridkrig, sabotage og fjendtlige operationer, men når borgerne bagefter spørger, hvad der faktisk skete, mødes de af klassificering, sparsomme oplysninger, vage politiske signaler og henvisninger til statens sikkerhed.
Dilemmaet bag Jensens kritik er reelt: Jo mere staten beder borgerne forstå deres samtid gennem hybridkrig, sabotage og skjulte trusler, desto større bliver dens ansvar for at forklare de konkrete hændelser, der bruges til at begrunde alvoren.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Indland
Ukrainsk mand arresteret:
Tre år efter sabotagen på Nord Stream viser danske myndigheder fortsat et tæppe af hemmelighedskræmmeri
Nord Stream er det ultimative eksempel. Den danske efterforskning blev lukket, mens den tyske fortsatte og siden bevægede sig i en retning, der udfordrede den oprindelige Rusland-mistanke. Derfor får et senere svar fra Mette Frederiksen en næsten demonstrativ kraft. Da Frihedsbrevet spurgte statsministeren til den danske tavshed om Nord Stream, svarede hun i en næsten trumpistisk klang:
– Vi formidler det, vi ønsker at formidle.
Regeringen advarer om hybridkrig og sabotage og beder dermed borgerne tage en virkelighed alvorligt, som de kun i begrænset omfang får lov at efterprøve. Man kan ikke kræve, at befolkningen forstår truslens alvor, mens man behandler konkrete oplysninger som et politisk tilvalg.
Det asymmetriske forhold mellem den markante trusselskommunikation og den stædige lukkethed gør også Nord Stream-sagen demokratisk væsentlig. For i et demokrati er gennemsigtighed ikke et supplement til sikkerhedspolitikken, men en del af dens legitimitet.
Den politisk umulige gerningsmand?
Danmark har siden 2022 placeret sig entydigt på Ukraines side. Det ændrer ikke på, at støtte til et land ikke kan være det samme som at fritage dets myndigheder for ansvar, hvis de viser sig involveret i sabotage kort ud fra dansk farvand.
Nord Stream-sagen har ramt en langt mere principiel nerve end selve sprængstofferne på havbunden. Danmark insisterer på folkeret, retsstat og en regelbaseret europæisk sikkerhedsorden, og derfor må de samme standarder naturligvis gælde, uanset hvem mistanken rammer.
Ellers opstår en åbenlys asymmetri, hvori mistanke, der peger mod Rusland, afføder retorik om hybridkrig, europæisk sikkerhed og nødvendigheden af massiv oprustning. Men peger efterforskningens beviser mod en partner, bliver den i højere grad et spørgsmål til efterretningstjenesterne, og den politiske vilje til at komme til bunds og reagere tilsvarende udebliver.
En regelbaseret europæisk sikkerhedspolitik skal være mere end et udenrigspolitisk slogan, og derfor skal reglerne også gælde, når det er politisk ubekvemt at håndhæve dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
