For et par dage siden kunne vi høre om en “fredsdemonstration” udenfor den russiske ambassade , ved ikke hvem som har organiseret dette men det havde ikke meget med fred at gøre . Den person som var talskvinde optrådte på DR radio med en sætning og det var ” send flere våben” .. Er det en fredsdemonstration ?? Ingen , absolut ingen i medierne mig bekendt stillede spørgsmål til sådan en udmelding . Utroligt men også trist.
Log ind for at svareDen 21. september er FN’s Internationale Fredsdag. Hvert år. I år blev det dagen, hvor krigen i Ukraine gik ind i en ny, endnu farligere fase.
Hvis ikke der sættes massivt ind for at afværge yderligere optrapning, risikerer vi at stå over for det værst tænkelige.
Efter at den russiske hær har lidt et større militært nederlag, har præsident Putin dekreteret, hvad der kaldes “delvis mobilisering”. Det indebærer indkaldelse af anslået 300.000 soldater af reserven. I sin korte tale til nationen om morgenen på FN’s Fredsdag gjorde Putin det skræmmende klart, at Rusland er klar til at tage alle midler i brug, alle våbentyper kan komme på tale, og “dette er ikke bluff”:
“De, der bruger nuklear afpresning mod os, skal vide, at vinden kan vende.”
Med det nye dekret er krigen ikke mere noget, der foregår “derude”. Den kommer nu ind i hvert russisk hjem og hver russisk familie.
Her syv måneder efter Ruslands invasion i Ukraine den 24. februar står Europa og verden det værst tænkelige sted. På randen af en egentlig storkrig i Europa.
I løbet af de syv måneder (og før) har Vesten – USA, NATO og EU – pumpet og pumpet våben, penge, militær træning og anden krigsstøtte ind i Ukraine. Mindst tre milliarder kroner alene fra lille Danmark. I dag giver det ikke mening at tale om en selvstændig ukrainsk hær. I dag er Ukraines hær fuldstændig afhængig af og sammenfiltret med NATO-landenes militære kapaciteter.
I krigens nye fase står NATO og Rusland konkret militært over for hinanden, omend NATO-soldater officielt ikke er udkommanderet.
I løbet af de syv måneder har vi været vidne til eskalering på eskalering. Ét sølle forsøg på en diplomatisk, forhandlet fredsløsning er det blevet til, de såkaldte Istanbul-forhandlinger. Selvom kompromiser var på vej, faldt forhandlingerne i sidste ende sammen – det var, hvad Vesten (læs her: især USA) ønskede skulle ske.
På intet tidspunkt i de syv måneder har EU, der ellers bryster sig af at være et fredens projekt, taget noget, der bare kunne minde om et seriøst diplomatisk initiativ. Krigsophidsende retorik og russofobi, den ene ensidige og selvskadende sanktionspakke efter den anden, forkælelse af våbenindustrierne – dét har været de beskæmmende svar fra Bruxelles.
På Facebook skrev Mette Frederiksen onsdag aften:
“Jeg slutter min USA-tur i skyggen af Putins forfærdelige udtalelser. Putin vælger denne uge, hvor hele verden er samlet til FN’s Generalforsamling i New York, at fremture med sprog, som ikke hører vores tid til. Kontrasten til, hvad vi og vores partnere arbejder for, er enorm.”
Hold nu op! “Kontrasten til hvad vi og vores partnere arbejder for …”!
I timerne op til den danske statsministers opslag fremturede flere af Vestens repræsentanter i FN’s Generalforsamling i deres taler “med sprog, der ikke hører vores tid til” i et forsøg på at kuppe den politiske dagsorden for generalforsamlingen til et stormløb mod deres rivaler, Rusland og Kina.
Langt flertallet af verdens lande – og befolkninger – har en helt anden dagsorden. FN’s generalsekretær, der reelt befinder sig på en sidelinje i det storpolitiske magtspil, erklærede ved åbningen af generalforsamlingen, at “vores verden er i store problemer”. Og videre:
“Kløfterne bliver dybere, og ulighederne bliver større.” “En vinter med global utilfredshed truer i horisonten.” Han sagde, at krigen i Ukraine er ødelæggende: “Kampene har kostet tusindvis af liv.” Han gjorde det klart, at milliarder af mennesker rundt om i verden er berørt af manglen på energi og fødevarer.
Men Vesten fremturer med krigsretorik og lader FN og det store flertal af verdens befolkninger sejle deres egen sø. Beskæmmende at statsledere fra Afrika og Asien må tale for døve øren, når de fra FN’s talerstol gør sig til talsmænd for forhandlingsløsninger og tilbyder diplomatiske missioner i et forsøg på at bringe krigen i Ukraine til ophør.
Hvis det fortsætter, hvis ikke der sættes massivt ind for at afværge yderligere optrapning, risikerer vi at stå over for det værst tænkelige.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
