Part 9
Fra 12. juli er Arbejderen med på solidaritetsbåden Handala II, der besøger danske byer, inden den til efteråret vil bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Dette er niende del af Arbejderens dagbog fra rejsen. Læs de øvrige indlæg her.
Havet rusker noget under os, mens vi sejler de fem timer fra Marstal til Sønderborg. Arbejderens udsendte vasker op på kajen, mens andre stuver ting under dæk og surrer fast. Kun hejsebommen, som i Svendborg blev brugt til at få en ny generator til ankerspillet hejst ombord – ny brugt, ikke fabriksny – blev ikke gjort forsvarligt fast, og må sikres med ekstra tovværk, da vi kommer ud på åbent hav udenfor Marstal. Den slår sig frem og tilbage i vinden, og skal have mere reparation, når Handala II skal på bedding i Marstal.
Selve overfarten tilbringer jeg under dæk. Jeg har kun være på skibet en uge, men mit sovehjerte har allerede nået helt at ændre sig. De mange nattevagter på skiftende tidspunkter, har, sammen med de intense perioder med besøg ombord, hvor snakketøjet går hele tiden og poltik og praksis æltes godt sammen, har vænnet min krop til at sove, når den kan sove, og være vågen, når den skal være vågen.
Resten af Handala II’s besætning justerer kroppen til hvile på samme måde. Ditte, som jeg kender fra det københavnske solidaritetsarbejde, tager hjem da vi sejler fra Marstal. Dagen før havde hun vagt fra 04 til 08 på båden, lavede morgenmad til os, og havde hele dagen vagter, samtaler, besøg og så videre, inden hun sluttede som vagt 20 til 24. Frisk hele dagen, og så snart hun kom til køjs, faldt hun i dyb søvn. Jeg genkender mønstret. To timers søvn før hundevagten virker lige så forfriskende som seks timers søvn bagefter. Men, mon ikke der er en pris at betale, når jeg lander hjemme i København.
Sønderborg ligger smuk i solen under en opklaret himmel. Vi sejler forbi, hvad der kun kan være det næst smukkeste skib i havnen, nemlig kongeskibet – men førstepladsen må da gå til Handala II, der tøffer frem med flag fra Palæstina, fra Nunarsuaq (også kaldet Kaalallit Nunaat) og fra Sami vejende i vinden. Og vi bliver alle glædeligt overraskede, for inde på kajen står der tyve-tredive gode folk med vajende Palæstina-flag og venter.
Som den lokale palæstinenser, skolelærer og aktivist fra Sønderborg, Hayssam, sagde, da han under eventet på plænen foran Sønderborg slot holdt en lille tale og læste sit digt om figuren Handala op: vi lover ikke at være stille.
Vi beslutter hurtigt, at vi har åbent skib den næste dag, tirsdag, selvom den egentlig var hviledag for os. Men fire timer mellem ti formiddag og to eftermiddag kan vi nok klare, inden onsdag, hvor de lokale har arrangeret endnu et event, med musik, talere og debat fra båden, og hvor vi skal sælge t-shirts og nye beviser på ”en sømil til Handala II” for 100 kroner.
Ja, ja, ”vi beslutter hurtigt” skal tages med et gran salt. Vi når ikke at stikke hovederne sammen, men der er så mange palæstinensiske familier med børn på kajen, og de vil alle se båden, at to af os lige får nikket til hinanden og improviserer noget i retning af ”kom forbi i morgen til åbent skib mellem ti og to”. Sådan kan beslutninger også tages.
Tara Adler, der jo var med flotillen for to måneder siden, svarer på spørgsmål fra ti-tolv børn, der hurtigt sætter sig på kajen overfor skibet, og med åbne øjne øver sig i disciplinen gang på gang at få stillet nysgerrigheden. Vi andre får pakket ting ud, og får en landgangsbro rigget til, fordi gabet fra bolværket til rælingen er lidt for stort til et enkelt skridt. Og der er mulighed for bad på havnen.
Flere af de lokale palæstinensere har lavet aftensmad til os, og de lover at komme med morgenmad og frokost, så længe vi ligger i byen. Aftensmad tirsdag behøver vi heller ikke bekymre os om, for en af vores nye naboer på kajen inviterer hele besætningen på aftensmad fra sin restaurant tirsdag. Sammen med de hold af nattevagter, som de stiller så vi kan nøjes med at have en fra båden på vagt ad gangen, så tegner det til et godt, givende besøg.
Da vi når frem til onsdag morgen på kajen i Sønderborg, står to ting klart for os. For det første, bliver vi nødt til at sige til de lokale, at vi ikke har brug for mere mad til båden. Vi har fået så mange donationer at vi ikke kan spise det. Så i stedet laver de små portioner med dolma, som sælges ved eventet og bliver til støtte for Handala II’s videre færd.
For det andet, at vi må improvisere en del, når vi når frem til eventet. Ingen har husket at tjekke for strømforsyning til det lydanlæg, som Handala II fik doneret i København, så alt må foregå ved ”stemmens hævede kraft”. Og den truende regn får os til at afvikle hele programmet i en blok, og derfra få folk de par hundrede meter ned til båden, og på rundvisning.
For Arbejderens udsendte går det pludseligt hurtigt. Vores event starter klokken 14, og klokken atten begynder turen fra Sønderborg station og hjem mod København, sammen med Tara der har sørget for siddepladser til os.
De fire timer glider ud i et, i et væld af gode samtaler, farvel til sejlerkammeraterne, en tjans som både vært og som ordstyrer ved samtalen mellem Tara og Mohammad, der jo begge har taget turen før, hurtigt at pakke de sidste ting, og få mad og vand med til togturen. Regnen når at indhente os, men vi får – selvfølgelig – et lift til stationen. Ti dage med Handala II kan ikke opsummeres i et ord eller en sætning.
Og dog. Som den lokale palæstinenser, skolelærer og aktivist fra Sønderborg, Hayssam, sagde, da han under eventet på plænen foran Sønderborg slot holdt en lille tale og læste sit digt om figuren Handala op: vi lover ikke at være stille.
Det lover vi. Vi er ikke stille, mens Handala II fortsætter sin rejse. Vi er ikke stille, men vi støtter hinanden i kampen. Vi er ikke stille, når vi protesterer mod blokade, mod fordrivelse, mod folkemord. Vi er ikke stille.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
