Marx, Engels og Lenin analyserede samtidens realiteter og forudså en socialistisk fremtid uden klassedeling i hele verden. Men de teoretiserede ikke om hvordan og hvornår. De kunne ikke vide, hvordan verden ville se ud over hundrede år efter:
At verdensordenen efter endnu en verdenskrig ville blive domineret af én supermagt; at indre svagheder ville destruere det første socialistiske land; at marxisme-leninismen ville vinde fodfæste i et fattigt landbrugsland som Kina og i dag blive den amerikanske imperialismes hovedmodstander; at et muligt altødelæggende våben ville blive udviklet.
Efter Anden Verdenskrig måtte marxister søge en vej frem imod socialisme, som undgår, at store dele af menneskeheden omkommer i en atomkrig. En arbejderrejsning i et vestligt land ser i dag ikke ud til at blive den afgørende dyst i kampen for socialisme eller eliminering af atomfaren. Lenin så koloniernes begyndende uafhængighedskamp som en del af verdens frigørelseskamp. Selv om kolonierne – bortset fra Palæstina – formelt er selvstændige, så er de påtvunget den amerikanske verdensorden, som blokerer for reel frihed og økonomisk udvikling.
Den amerikanske atomtrussel
I 1950 søgte Kim Il Sung at forene Nord- og Sydkorea. USA gik til modangreb. De amerikanske styrker nærmede sig den kinesiske grænse, men blev slået tilbage af Kina. General McArthur og ligesindede ville fortsætte og ”befri” Kina – også med atomvåben. Men til sidst forhandlede USA og Kina sig frem til et kompromis, status quo omkring den 38. breddegrad.
Frankrig ville beholde sin Vietnamkoloni og fik fuld støtte af USA, som kæmpede mod ”kommunisme”. Alligevel led Frankrig militært nederlag, og USA truede med at benytte atomvåben. I 1954 forhandlede parterne sig frem til et kompromis, en midlertidig deling af Vietnam langs 17. breddegrad, og en aftale om en folkeafstemning to år efter. Den fandt ikke sted, fordi USA vidste, at Ho Chi Minh ville vinde. Vietnameserne genstartede derfor krigen.
I 1962 opstillede Sovjetunionen missiler i Cuba til brug i tilfælde af et nyt amerikansk angreb på Cuba, efter det fejlede i Svinebugten. USA truede med angreb på missilerne, og Sovjetunionen trak dem tilbage – imod et mundtligt løfte om, at USA ville fjerne sine missiler fra Tyrkiet. Det kompromis forhindrede en truende atomkrig.
Den diplomatiske afslutning på 2. Vietnam-krig
Under USA’s valgkamp i 1964 blev Vietnam truet med ”små konventionelle atomvåben”. Johnson sendte i stedet over en halv million soldater til Sydvietnam. I 1968-9 var det klart, at USA tabte. Ingen amerikansk præsident kunne tåle at tabe ansigt ved at indrømme, at verdens største militærmagt blev slået på slagmarken af lille Vietnam. I desperation talte amerikanske politikere om atomangreb på Nordvietnam og Kina. Kina følte sig også truet af et fjendtligt Sovjetunionen, som ønskede at angribe Kinas missiler, før de var klar til gengældelse.
Kina søgte en diplomatisk løsning. Det signaliserede gennem diplomatiske kontakter og i et lykønskningstelegram til Nixon for valgsejren i 1968, at det var interesseret i kontakt. Signalerne fortsatte igennem bordtennisdiplomatiet. Det førte til Kissingers hemmelige besøg i 1971, hvor han fik aftalt med Zhou Enlai om, hvordan USA kunne slippe ud af Vietnam uden at tabe ansigt:
Kina ville overtale/lægge pres på Nordvietnam for et ”kompromis”. USA kunne erklære, at det havde sejret, fordi de sydvietnamesiske regeringsstyrker nu selv kunne forsvare sig imod Nordvietnam og Viet Cong. USA kunne så trække sine tropper hjem. Til gengæld skulle vietnameserne i den uofficielle del af aftalen love, at de i en vis periode (”a decent interval”) efter den officielle fredsaftale i 1973 ville undlade en offensiv. To år efter overrendte de Sydvietnam. Vietnameserne fik, hvad de ville, nemlig at slippe af med USA. Nixon undgik at miste ansigt, fik ”fred med ære” og kunne derfor genvælges. Og verden undgik en truende atomkrig.
Ny strategisk tænkning
Indtil da havde Kina stort set været udelukket fra det amerikansk dominerede verdensmarked. Det ændrede Nixon/Kissinger åbningen på. Kina importerede mange kunstgødningsfabrikker og anden industriel teknologi og fik adgang til at eksportere Kinas egne industriprodukter. Det bragte den industrielle revolution til Kina.
Men alle Kinas ledere fra Mao til Xi Jinping var klar over, at USA ikke ville acceptere nogen rival. Maos efterfølger, Deng Xiaoping, advarede: ”Vær god til at holde en lav profil… Fjendtlige styrker findes uden for muren. De er stærkere end os. Vi må forholde os i defensiven.” (citeret fra Henry Kissinger: On China. The Pinguin Press 2012, side 438). Deng forventede, at den kommende konflikt mellem USA og Kina ville begynde som en handelskrig. Kina var vel forberedt med sit monopol på de sjældne jordarter. USA engagerede sig militært overalt i verden. Det mindskede risikoen for, at en handelskrig med Kina ville slå over i en militær krig.
Også i USA findes der strategiske tænkere. Først var det kun nogle få Kina-kendere, som gennemskuede Kinas taktik. Det officielle USA regnede med, at Kina kunne ”lokkes” til at tilslutte sig den overlegne amerikansk kapitalisme. Først under Trump er det gået op for mainstreamen, at det ikke er lykkedes: “Tilbudt lokkemidlet i form af amerikansk teknologi og adgang til vestlige markeder ville de kinesiske ledere se visdommen i at tilslutte sig det amerikansk-designede system og ikke udfordre det”. (David A. Sanger: New Cold War, 2024, side 139). Sanger er en ledende kommentator i den amerikanske presse.
Den kapitalistiske model
Denne strategi gik så godt i Rusland og Østeuropa, så hvorfor ikke i Kina? Fordi de kinesiske ledere var marxister og forstod realiteterne: Et landbrugsland, som ville industrialisere, måtte lære af og gøre brug af vestlig teknologi og markedsmekanisme. Det gjorde Kina, og på flere områder er Kinas teknologi blevet den mest avancerede. Stærke kræfter i USA og Vesten kalder nu til kamp imod konkurrencen fra Kina. Trump benytter Kina som syndebuk for arbejdsløsheden blandt amerikanske industriarbejdere. Da Trump startede en handelskrig, gjorde Kina god brug af sit ”våben”, monopolet på de sjældne jordarter.
Det grundlæggende i ”det amerikansk-designede system” er fuldstændig frihed for markedskræfterne. Kun de skulle styre økonomien. De store profitter fra den koloniale udbytning finansierede Vestens industrielle revolution og skabte en regerende klasse af forretningsfolk og politiske ledere. I dag kaldes det korruption. I det globale syd kunne kun nogle få asiatiske lande industrialisere i det system. I andre ulande kvalte vestlige banker, korporationer og CIA sammen med korrupte lokale politikere økonomisk udvikling.
Korruption vandt også indpas i Kinas politiske system. Da Xi Jinping blev leder, igangsatte han straks en kampagne imod korruptionens svøbe på alle niveauer i Kina. Hvis man skal tale om en kinesisk udviklingsmodel for fattige landbrugslande, så betyder det brug af markedskræfterne, men med en hæderlig politisk ledelse, som regulerer dem og sikrer, at de på kort og lang sigt arbejder i samfundets interesser og holder streng kontrol med administratorernes ”ekstrafortjenester”.
Den kinesiske ”model”
Siden 1949 har Kina afprøvet forskellige udviklingsmuligheder. Trods fejl, stridigheder og kursændringer er det lykkedes Kina at industrialisere. Kineserne siger ikke som USA, Vesten og det gamle Sovjetunionen, at det har en ”model”, som andre lande bare kan kopiere.
Men de siger, at så længe landene i det globale syd ikke bliver industrialiseret, bliver der aldrig fred i verden. Kina søger nu at forene det globale syd for at skabe en verdensorden, som også varetager dets interesser. Selv mange vesterlændinge kan se det uholdbare i USA’s holdning, her den tidligere australske statsminister og nuværende ambassadør i USA. Han ønsker en ikke-væbnet løsning på verdens modsætninger:
”Under Xi Jinping tilbyder Kina en anderledes udviklingsmodel til verden… Hvis udfaldet af denne globale idekonkurrence skal afgøres ud fra deres indre værdier, deres forskellige track records af resultater og deres folkelige støtte i verden, så lad det bedste system vinde.” (Kevin Rudd: The avoidable War, New York 2022, side 391).
Hvordan undgås storkrig?
Under den kolde krig kunne en af de to supermagter slå til i håb om at udrydde modpartens gengældelse. I dag er risikoen mindre, fordi Kina bevidst har holdt sin atomslagstyrke på cirka 10 procent af USA’s – nok til en mulig gengældelse, men ikke til en ”first strike”. Rudd og andre rettænkende vesterlændinge er optimister og er overbevist om, at verdens ideologiske forskelle kan løses uden storkrig.
I dag kan en amerikansk leder i desperation over, at USA taber kapløbet med Kina, slå til. Hvis den amerikanske verdensorden fortsætter med utilregnelige ledere, kan enhver lokal konflikt eskalere og komme ud af kontrol. Men i 1969-72 viste Mao og Zhou Enlai, hvordan en amerikansk vildmand skulle håndteres: Giv ham lidt indrømmelser, så han kunne redde ansigt før næste valg. Lad ham bare prale lidt med sin ”sejr” i Vietnam. Xi Jinping og hans team forsøger det samme i nutidens kamp imod USA-imperialismen.
Fredsdiplomati
Kina engagerer sig ikke i kamphandlinger, kun i diplomatiet. Overtalelser og kompromiser er løsningen på de fleste konflikter som for eksempel Kinas mægling imellem de palæstinensiske grupper, Iran og de arabiske lande. Når USA er part i en konflikt, engagerer Kina sig diskret diplomatisk for at undgå, at den eskalerer og truer verdensfreden. Det gør det også i den nuværende Iran-krig. Kina offentliggør ikke, hvad de siger til de stridende parter og de officielle pakistanske og arabiske mæglere.
Men officielt siger Kina, at ”USA snarest muligt må opgive sit hegemoniske sindelag og anerkende Irans sikkerhedsbekymringer”. Det siger også, at ”Iran bør på sin side fortsætte med at udøve strategisk tilbageholdenhed” (Global Times, 15.07. 2026). Budskabet til Iran er, at når man har at gøre med en utilregnelig, men magtfuld vildmand, må man være forsigtig. Giv den skrydende Trump lidt indrømmelser, så han kan gå til valg med lidt ”ære”.
Nærmest hele Jordens befolkning ønsker fred. Men mange falder for den vestlige presses påstand, at kun USA kan beskytte Vesten imod andre påståede trusler. Derfor er det nødvendigt, at den socialistiske venstrefløj forener sig med andre rettænkende i en fælles fredsbevægelse imod den aktuelle trussel, USA’s insisteren på at forblive verdens leder.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
