Det er ikke kun hedebølgen, der kan give én åndenød denne sommer. Også andre faktorer får sveden til at perle frem og hjertet til at banke faretruende. Tempoet og beslutsomheden i de imperialistiske magthaveres oprustning er en af de vigtigste.
Beslutninger og udmeldinger står i kø i en sommer, hvor NATO 3.0 har vist sig i højere grad at være en militær-industriel investeringsfond end en militær-politisk alliance.
Topmødet i Ankara den 7.-8. juli var en sådan udstilling af ordrer til krigsindustrien. Selskaber som amerikanske Anduril, Boeing, General Dynamics Land Systems, Lockheed Martin and Raytheon og europæiske Diehl, PGZ and Rheinmetall slikker sig om munden. De fik “nye kontrakter til en værdi af titusindvis af milliarder, som vil sikre det afgørende udstyr, vi har brug for til afskrækkelse og forsvar,” sagde NATO-generalsekretær Marc Rutte i Ankara.
Han burde snarere have titel af direktør for oprustning, våbenindustri og permanent krigsberedskab!
Den revolver, som værten Erdogan forærede nogle af topmødedeltagerne, var blot et komisk symbol på våbenindustriens forkælelse. Man havde simpelthen integreret krigsproduktionens repræsentanter direkte i topmødet og afholdt et særligt forum under topmødet:
”Forummet, der udgjorde en integreret del af NATO-topmødet i 2026, samlede højtstående embedsmænd fra NATO, de allierede lande og partnerlandene samt ledende repræsentanter fra industrien og de kredse, der har ansvaret for at fremme industrien og innovationen, for at drøfte de mest presserende spørgsmål på området.”
Protesterne sker blandt andet på baggrund af horrible forhold i den ukrainske hær.
Oprustningens repræsentanter nåede ikke megen ferie, for få dage efter, den 13. og 14. juli, samledes en stor flok af dem igen. Denne gang i Paris, hvor den traditionsrige Bastille-dag blev udnyttet til at samle de fremmeste europæiske repræsentanter for oprustningen. En europæisk koalition af villige trådte frem på ærestribunen som “symbolet på, hvordan Europa tager ansvaret for sit eget forsvar – uden USA”, som DR’s korrespondent rapporterede i højstemte toner.
Ja ja, helt uden USA’s våbenindustri går det endnu ikke, dertil er den teknologiske afhængighed endnu for stor. Men en kendsgerning er det, at den kapital, der går til militære formål i Europa, i stigende grad bliver “kanaliseret mellem europæiske lande frem for at komme udefra”. Antallet af udenlandske forsvarsinvesteringer i Europa er mere end tredoblet på et enkelt år, og to ud af tre kroner kommer nu fra europæiske investorer selv, viser en ny analyse.
Med til oprustningsbilledet hører, at der er pålidelige forlydender om, at USA i denne tid forhandler med flere østeuropæiske lande – såsom Polen og Estland – om at få lov til at udstationere atomvåben dér. Fælles for disse lande er, at de grænser op til eller ligger meget tæt på Rusland.
Den permanente krig mod Rusland er i gang, og i Ukraine “går granaternes glidende bånd” støt videre. De omfattende droneangreb, som Rusland ikke har kunnet stoppe, er ved at gøre Ukraine til en regulær affyringsrampe i denne permanente krig, der også omfatter sanktioner og anden økonomisk og politisk isolation.
Optrapningen i denne tid skal også ses i lyset af, at der midt i september er valg i Rusland. Her mærkes krigens konsekvenser nu i dagliglivet, og krigstræthed og utilfredshed med, at krigen trækker i langdrag, breder sig. De kommende måneders militærstrategiske beslutninger vil – både i Rusland og i NATO og EU – blive kraftigt farvet af dette valg og processen op til det.
En egentlig politisk krise kan man næppe tale om i Rusland, men det kan man til gengæld i Ukraine! Her flyver det rundt med fyresedler til fremtrædende ministre, og for få dage siden fandt der demonstrationer sted i op mod 15 byer. Zelenskyj klynger sig dog stadig til magten og lader sine undersåtter fare mere og mere voldsomt frem for at sikre kroppe til krigsmaskinen:
I begyndelsen af juli kom det til en voldsom konfrontation mellem en menneskemængde på flere hundrede og betjente, der forsøgte at anholde mænd i den værnepligtige alder i den vestukrainske by Lviv. Episoden er “blot det seneste eksempel på et stigende antal angreb på militærpersonale, der har til opgave at indkalde folk til fronten”, oplyser den franske tv-kanal France 24.
Protesterne sker blandt andet på baggrund af horrible forhold i den ukrainske hær.
Og så er flere og flere ukrainere skeptiske over for at fortsætte krigen. Hvor over 70 procent i 2022 erklærede, at de var rede til at “holde ud så længe det skal være”, er denne andel i dag nede på 48 procent.
Ifølge tænketanken CSIS er mere end to millioner soldater på begge sider blevet dræbt eller såret siden Ruslands invasion i februar 2022. Dertil kommer civile tab.
Alligevel hamrer NATO-lederne – og da ikke mindst dens europæiske fløj – ufortrødent videre på deres krigskurs. Uanset partifarve har alle EU-ledere plus Storbritannien (også efter Starmer) ubetinget forpligtet sig til at fortsætte krigen, som er definerende for, om Vestens verdensorden holder.
I den kamp er intet offer tilsyneladende for stort.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
METTE FRYGTS KRIGSRUS !!
Det er lykkes Mette frygt — at hjernevaske folket med krigsrus.
Og den danske presse – spiller glade med på krigsrusen.
Man kunne jo stille spørgsmålet til folket ?
Hvem vil sende deres børn og børnebørn i døden.
I Mettes krig mod Rusland.
Folket kan nok stadig huske alle de døde og ødelagte unge mænd.
Der blev lokket i døden af Fogh og Søren Gade !!!
Og Mette er virkelig krigsgal !!!!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
