Kommentar
Den politiske del af DIIS’ Afghanistanudredning har ligget klar hos forskerne siden februar 2025, men er blevet forsinket af det politiske slagsmål om anonymitet.
Debatten om gennemsigtighed er vigtig. Men den må ikke overskygge de spørgsmål, udredningen skylder offentligheden at besvare. Vi ved allerede meget om, hvorfor krigen i Afghanistan endte, som den gjorde.
I den første del af Afghanistanudredningen beskriver DIIS en afghansk stat præget af svage institutioner, korruption, manglende legitimitet og en sikkerhedssektor, der var dybt afhængig af vestlige penge, rådgivere, flystøtte og logistik.
Taleban begyndte at genvinde styrke allerede omkring 2005 og 2006. I 2009 havde bevægelsen mærkbar indflydelse i næsten alle landets provinser. Fra 2018 til 2020 blev antallet af distrikter under Talebans kontrol fordoblet.
Sammenbruddet i august 2021 rullede hurtigt hen over tv-skærmene.
Udviklingen frem mod det var derimod resultatet af en mangeårig proces.
Samtidig har krigsudredningen foretaget af Københavns Universitet (2019) vist, at danske militære bidrag generelt afspejlede beslutningstagernes vilje til at imødekomme USA’s ønsker.
Danmark blev ikke presset ind i krig. Skiftende regeringer søgte selv at placere landet som en aktiv og anvendelig allieret for supermagten på den anden side af Atlanten.
Den kommende udrednings vigtigste opgave bliver derfor at forklare, hvordan den viden, der allerede foreligger om Kabuls lange kollaps, blev omsat til politiske beslutninger i København.
Tre svar er afgørende.
Blev krigen ført for Afghanistan eller for Washington?
Danmarks officielle mål i Afghanistan ændrede sig gennem krigen. Først handlede indsatsen om terrorbekæmpelse og at forhindre, at landet igen blev et fristed for al-Qaeda.
Senere kom demokrati, statsopbygning, kvinders rettigheder, udvikling og uddannelse af afghanske sikkerhedsstyrker til.
Samtidig fandtes et andet hensyn. Krigsudredningen fra Københavns Universitet i 2019 viste ikke blot, at danske regeringer søgte at imødekomme USA’s ønsker.
Hvor tungt vejede Washington? Hvornår stod nederlaget klart? Hvem forsøgte at ændre kurs? Det er den prøve, Afghanistanudredningen skal bestå.
Den viste også, hvordan beslutningerne blev “formet snarere end truffet” i en lille kreds af ministre, topembedsmænd, militære chefer og allierede.
Den kommende udredning bør derfor ikke blot kortlægge, at hensynet til USA spillede en rolle, men hvordan det blev afvejet mod de humanitære mål og de militære vurderinger af krigens udvikling. Det gør ikke nødvendigvis alliancehensynet illegitimt.
Men hvis mulighederne for demokrati, stabilitet og en selvbærende afghansk stat blev stadig mindre – også efter at al-Qaeda var svækket og Osama bin Laden var blevet dræbt – mens den danske deltagelse fortsat havde alliancepolitisk værdi, ændrede krigens reelle begrundelse sig.
Netop den afvejning bør udredningen dokumentere.
Udredningen bør derfor vise, hvilken vægt forholdet til USA fik ved de afgørende beslutninger om at optrappe, omlægge og forlænge den danske indsats.
Hvad forventede regeringerne konkret at opnå gennem loyaliteten? Større indflydelse i NATO, politisk adgang i Washington eller amerikansk støtte til danske interesser?
Og blev de forventede gevinster nogensinde efterprøvet?
Hvornår vidste regeringerne, at målene ikke længere var realistiske?
DIIS’ første rapport gør det vanskeligt at fremstille Talebans sejr som et resultat, der først blev synligt i sommeren 2021. Taleban genopbyggede gradvist sin organisation og udvidede sin indflydelse.
Den afghanske stat forblev svag. Sikkerhedsstyrkerne kunne ikke fungere uden omfattende udenlandsk støtte.
Ifølge DIIS fulgte magtovertagelsen efter vedvarende advarsler og udviklingstræk, som samlet gjorde udfaldet overvejende sandsynligt. Alligevel fortsatte krigen.
Selv efter Talebans fremgang blev stadig tydeligere, og USA under Barack Obama forsøgte at vende udviklingen med den omfattende troop surge, blev den grundlæggende præmis for missionen ikke genovervejet. I stedet kom nye strategier, flere soldater, nye træningsmissioner og ændrede målsætninger.
Hver gang problemerne blev tydelige, blev missionen tilpasset. Den blev sjældnere grundlæggende genovervejet.
Udredningen bør derfor fastslå, hvornår danske ministre og centrale embedsmænd mistænkte og forstod, at den afghanske stat næppe kunne overleve uden en langvarig vestlig tilstedeværelse. Hvilke vurderinger modtog regeringerne om Talebans fremgang, korruptionen, hærens svaghed og statens manglende legitimitet?
Hvordan blev de fremlagt for Folketinget?
Var den offentlige beskrivelse af krigens udvikling mere optimistisk end de interne analyser? Det er muligt, at regeringerne handlede ud fra en oprigtig tro på, at en ny strategi kunne vende udviklingen.
Så bør udredningen vise, hvilket grundlag den tro hvilede på, og om de politiske beslutninger stod mål med den viden, regeringerne faktisk havde. Men hvis alvorlige advarsler blev nedtonet, tilsidesat eller behandlet som midlertidige problemer, skal det også frem.
Når Talebans genkomst og den afghanske stats svaghed ifølge DIIS kunne følges gennem store dele af krigen, hvorfor endte Afghanistan så som Danmarks længste krig?
Hvem forsøgte at ændre kurs, og hvem forhindrede det?
Danmark besluttede ikke i 2001 at føre krig i Afghanistan i næsten 20 år.
Engagementet voksede og ændrede sig gennem mange mindre beslutninger om tropper, materiel, geografi, træning, rådgivning og bistand.
Fra Helmand til de senere træningsmissioner blev indsatsen justeret igen og igen, uden at Folketinget én gang tog stilling til en tyveårig krig som samlet projekt.
Forklaringen om krigen som resultatet af mange små beslutninger er vigtig. Men den kan også blive for bekvem. Processer træffer ikke beslutninger.
Det gør ministre, embedsmænd, militære chefer og folketingsflertal. Den kommende udredning bør derfor identificere de tidspunkter, hvor Danmark kunne have valgt en anden kurs.
Hvornår blev en nedskalering eller tidligere tilbagetrækning diskuteret?
Hvem advarede eventuelt mod at fortsætte? Hvilke alternativer blev fremlagt? Hvem afviste dem og med hvilke argumenter?
Det er også nødvendigt at undersøge, om krigens egne omkostninger gjorde det vanskeligere at afslutte den.
Når soldater var udsendt, menneskeliv mistet og politisk prestige investeret, kunne et tilbagetog fremstilles som et svigt af de faldne, de allierede eller den afghanske befolkning.
Sådan kan en fejlslagen kurs fastholdes uden én stor beslutning om at fortsætte.
Hvert enkelt skridt virker begrænset. Tilsammen bliver de til 20 års krig. Her er navnene nødvendige. Offentligheden bør kunne se, hvem der tvivlede, hvem der advarede, hvem der argumenterede for fortsættelse, og hvem der havde magten til at ændre kurs, men undlod og hvorfor.
Ansvaret vil sandsynligvis være fordelt mellem flere regeringer, partier og institutioner. Det må ikke betyde, at det forsvinder.
Næste gang Danmark bliver bedt om at gå i krig
Afghanistanudredningen handler ikke kun om fortiden. Den handler om, hvordan Danmark træffer beslutninger, næste gang en regering ønsker at sende danske soldater i krig.
Omkring 12.000 danske soldater havde mere end 21.000 udsendelser til Afghanistan. 44 mistede livet.
Taleban sidder igen ved magten. Udredningen kan derfor ikke nøjes med at konstatere, at Afghanistan var en vanskelig krig og dermed sparke de fundementale demokratiske debatter til hjørne.
Den skal vise, hvorfor Danmark fortsatte, hvem der traf beslutningerne, og om Danmark fortsatte af de grunde, offentligheden fik at vide.
Hvor tungt vejede Washington? Hvornår stod nederlaget klart? Hvem forsøgte at ændre kurs? Det er den prøve, Afghanistanudredningen skal bestå.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
