Part 8
Rosa Luxemburg-konferencen januar 2026 i Berlin opfordrede til modstand mod imperialistisk krig og til at styrke den internationale solidaritet. Ifølge Rosa Luxemburg begynder krig i fabrikker, i parlamenter, i aviser. Og kun kollektiv, internationalistisk modstand kan stoppe den. Men fred er ikke noget, man påkalder sig, det er noget, man opbygger gennem organisering. Et eksempel er Unione Sindacale de Base (USB), en aktiv og militant italiensk fagforening, som er særligt stærk inden for transportsektoren.
***
USA’s angreb på Venezuela er af mange årsager en meget alvorlig og farlig handling. Men jeg vil gerne fremhæve én af dem i særdeleshed. Det er et klart bevis på den dybe krise i USA, som er tynget af en ukontrollabel statslig gæld, en privat gæld, der er uholdbar for den amerikanske befolkning, en drastisk deindustrialisering, der er udstillet af kinesisk konkurrence, en inflation, der er klar til at eksplodere på grund af told, og hvis Trump beordrer den amerikanske centralbank til at sænke renterne, og en gigantisk finansiel boble, der nu er ved at briste.
Det traditionelle system med samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter viser sine begrænsninger. I en militariseret kapitalisme bliver kompromis til medvirken.
I lyset af denne situation har Trump valgt krig som løsning og angriber et ressourcerigt land for at stimulere den indenlandske økonomi og beskytte den finansielle boble. Trumps strategi er udelukkende rettet mod at erhverve ressourcer og udvide amerikanske forretninger i Latinamerika for at modvirke kinesisk indtrængen: Tænk på Panama-kanalen, det kinesiske knudepunkt i Peru og det amerikanske pres i Colombia, Uruguay og Chile, for ikke at nævne redningen af Milei og angrebene på Lula. Sidst, men ikke mindst, målet om at annektere Grønland og dermed bringe sig i åben konflikt med Danmark, et medlem af Atlanterhavsalliancen, hvis eksistensgrundlag er blevet udfordret af Trumps politik.
USA, som er i alvorlig tilbagegang, vælger ensidige magtdemonstrationer som et redskab til at løse økonomiske spændinger, der erstatter eller supplerer told, for at fortsætte med at håndhæve dollaren som den internationale valuta og tvinge verden til at opkøbe landets gæld, der er dækket af ressourcerne fra de “koloniserede” lande.
Det stærke bånd til Israel og dets krige er redskabet til at udøve kontrol over et helt område, skræmme de nu oprørske petromonarkier, der er tilbageholdende med at investere i USA, og true med krig i Iran for at opnå monopol på energi, det eneste Trump kan sigte mod. Krigen i Ukraine, som Biden har fremmet, vil være en anden måde at knække de europæiske økonomier og erhverve ressourcer på. Sammenfattende mener jeg, at angrebet på Venezuela er Trumps endelige valg om at ty til krig for at standse en uafvendelig nedgang.
I dag, den 10. januar, er fagforeningen USB til stede på mange italienske torve for at støtte Venezuela og for at kræve Maduro og Cilia frigivet.
Genoprustning, krigsøkonomi og klassekamp
USB har analyseret den politiske situation således:
1. En global kontekst med systemisk ustabilitet
Den nuværende internationale situation er præget af en dybtgående systemisk ustabilitet. Krisen i den neoliberale model, fragmenteringen af de globale værdikæder og konkurrencen om råstoffer og strategiske teknologier er med til at omdefinere magtbalancen i verden. Krig – fra Ukraine til Mellemøsten – er ikke en undtagelse, men snarere en måde at håndtere krisen på. De kapitalistiske magter bruger militære konflikter som et redskab til at føre industripolitik og omstrukturere de globale hierarkier. I denne sammenhæng tilslutter Den Europæiske Union sig fuldt ud den atlantiske blok og gør opbygningen af en permanent krigsøkonomi til en strategisk prioritet.
2. Genoprustning som en strategi for akkumulering
Ifølge SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute) nåede de globale militærudgifter i 2024 op på 2,44 billioner dollars, svarende til cirka 2,3 procent af det globale BNP. Europa viser den hurtigste vækst: + 16 procent i perioden 2023-2024. I Italien beløber de militære udgifter for 2025 sig til 29,8 milliarder euro (Mil€x Observatory, 2025-rapporten). De offentlige investeringer er koncentreret i de største virksomheder inden for det militære område – Leonardo, Fincantieri, MBDA – hvilket styrker et militærindustrielt kompleks, der støttes af staten. Genoprustningen fungerer som en ny kapitalistisk akkumuleringscyklus, der støttes af offentlig gæld, subsidier og ideologisk konsensus.
3. Krigsøkonomien: Struktur og logik
Krigsøkonomien medfører en fuldstændig omlægning af den økonomiske styring og produktionssystemerne. Det betyder centralisering af beslutningsprocessen, omlægning af produktionskæderne til teknologier med dobbelt anvendelse og militarisering af forskning og uddannelse. Fortællingen om “sikkerhed” retfærdiggør en overførsel af ressourcer fra velfærd og offentlige tjenester til våben. Krigsøkonomien bliver således et nyt paradigme for akkumulering, med den militariserede stat som den vigtigste økonomiske drivkraft.
4. Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser
Krigsøkonomien har direkte indvirkning på arbejdsforholdene: Skattelettelser frem for velfærd og offentlige tjenester, udbredt prækarisering og deregulering, industriel omstrukturering og øget undertrykkelse. Udenlandske krige resulterer i en intern krig mod arbejdskraften med lønnedgang og svækkelse af kollektive forhandlinger og rettigheder.
5. Krisen i det klassesamarbejdende fagforeningssystem
Det traditionelle system med samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter viser sine begrænsninger. I en militariseret kapitalisme bliver kompromis til medvirken. De største fagforeninger – CGIL, CISL, UIL – accepterer NATO’s og EU’s rammer og tilpasser sig den økonomiske krigspolitik. Derimod bekræfter klassefagforeningerne (1) deres uafhængighed og modstand som det eneste reelle alternativ.
6. Den klasseorienterede fagforenings funktion
En klassebaseret fagforening forbinder det umiddelbare forsvar af arbejdernes interesser med en strukturel kritik af det system, der fornægter dem. Dens rolle er at afsløre sammenhængen mellem militarisme og udbytning, forsvare lønninger og velfærd, fremme en civil omstilling af produktionen og opbygge en international arbejderfront mod krig og social uretfærdighed. For en klassebaseret fagforening er internationalisme et afgørende punkt. Vores kamp for at sætte en stopper for folkemordet i Palæstina og den italienske regerings medvirken til Israels handlinger er et vigtigt punkt, som vi har kæmpet for i mange kampe og i de enorme generalstrejker den 22. september og 3. oktober.
7. Konklusioner: Mod en ny internationalisme i arbejderbevægelsen
Fagforeningen skal fordømme oprustningen som et middel til kapitalistisk akkumulering og opbygge en massebevægelse mod krig og for social fred. Kun en internationalisme i arbejderbevægelsen – baseret på solidaritet og autonomi – kan udfordre krigsøkonomien og bringe arbejderklassen tilbage som historiens subjekt.
Havnearbejdernes kamp: Frontlinjen mod krig
Den nuværende fase er kendetegnet ved militarisering af økonomien og det sociale liv. De oprustningspolitikker, som de europæiske regeringer fremmer, med Italien blandt de førende aktører, begrundes med national sikkerhed, men i virkeligheden omdirigerer de offentlige midler til det militærindustrielle kompleks. Resultatet er klart: Stigende militærbudgetter, stagnerende lønninger, svindende velfærd og undertrykkelse af sociale konflikter. USB identificerer denne dynamik som essensen af krigsøkonomien: Ikke kun våbenproduktion, men en omfattende autoritær omstrukturering af økonomien og arbejdsmarkedet.
Et af de tydeligste eksempler på konkret modstand mod krigsøkonomien er mobiliseringen af havnearbejdere organiseret af USB. I havne som Genova, Livorno og Civitavecchia har arbejderne blokeret lastningen af militært gods med destinationer i krigsområder – især Israel og Ukraine. Disse aktioner, der blev gennemført mellem 2021 og 2024, afslørede de italienske havnes rolle som logistiske knudepunkter for imperialistisk krig. USB forsvarede havnearbejderne mod angreb fra retsvæsenet og medierne og bekræftede, at retten til at strejke af politiske og etiske årsager er et grundlæggende princip i klassekampen. Denne erfaring markerede et vendepunkt: Den viste, at krigen går gennem arbejdspladserne, og at modstand mod krigen kan og skal komme fra arbejderne selv.
Opbygning af en national kampfront
Disse erfaringer har ført til en bredere mobilisering, der har forenet kampen mod militariseringen af økonomien, usikre ansættelsesforhold og lønnedgang samt angreb på faglige rettigheder og kollektive overenskomster. Siden 2023 har USB samlet disse krav i en national platform: “Mod krig, mod de høje leveomkostninger, for højere lønninger, fred og social retfærdighed” under sloganet: Sænk våbnene, hæv lønnen!
Generalstrejkerne i september 2024 og 2025, organiseret af USB og andre fagforeninger, udtrykte denne linje klart. De vigtigste krav var generelle lønforhøjelser, kortere arbejdstid, øjeblikkeligt stop for oprustning og offentlige investeringer i velfærd, sundhed, uddannelse og transport. På trods af regeringens undertrykkelse og forsøg på at begrænse strejkeretten var deltagelsen høj inden for transport, uddannelse, sundhedspleje, logistik og produktion. Strejkerne i september blev således en handling af social og politisk modstand inden for rammerne af krigsøkonomien.
USB går videre end fordømmelse og fremmer et positivt socialt projekt: Civil omstilling af militæret og højteknologiske industrier, offentlige beskæftigelsesplaner og økologisk omstilling, centralisering af offentlige tjenester som sociale rettigheder og genindførelse af kollektive forhandlinger som et redskab for arbejdstagernes magt. I dette perspektiv bliver kampen mod oprustning en del af den bredere kamp for folkedemokrati og arbejdstagernes frigørelse.
Klassefagforeningens rolle i dag
I dag står fagforeningen ved en skillevej: Enten bliver den en teknisk administrator inden for krigsøkonomien, eller også genvinder den sin historiske rolle som en organisation for klassekamp og klassebevidsthed. USB vælger den sidste vej. At opbygge en fagforening baseret på klassekamp i dag betyder at kæde lønkampene sammen med antikrigsbevægelsen, forene arbejdere i den offentlige og private sektor, praktisere konkret internationalisme og forsvare organisatorisk og politisk autonomi over for regeringer og arbejdsgivere.
Havnearbejdernes kampe og strejkerne i september beviser, at fred skabes gennem klassekamp, ikke gennem diplomatiske appeller. Krigen passerer gennem fabrikker, havne og arbejderkvarterer. Derfor må fagforeningen blive det sted, hvor arbejdere organiserer social modstand mod krigsøkonomien og opbygger et alternativt samfund baseret på arbejde, ikke profit.
USB udråbte den 28. november til en national strejkedag, hvilket var et vigtigt skridt i kampen mod krigsøkonomien, lønomkostningerne og nedskæringerne i de offentlige tjenester. Strejken var forankret i USB’s nationale platform, som kræver:
– Reelle lønstigninger indekseret efter inflationen.
– Reduktion af arbejdstiden uden tab af løn.
– Et øjeblikkeligt stop for stigninger i militærudgifterne og omfordeling af ressourcer til sundhed, uddannelse, transport og velfærd.
– Fuld beskyttelse af strejkeretten, især i strategiske sektorer, der er berørt af nye regeringsrestriktioner.
– En national plan for social og økologisk omstilling af strategiske industrier.
Strejken den 28. november fortsatte den mobiliseringscyklus, der blev indledt med strejkerne i september, og styrkede den nationale modstandsfront mod militarisering, social uretfærdighed og sparepolitikker.
Den næste fase af konflikten
Mobiliseringerne den 28. og 29. november repræsenterede et kvalitativt skridt fremad i opbygningen af en social og politisk opposition mod krigsøkonomien. Den nationale strejke den 28. november bekræftede eksistensen af en bred og tværgående social base, der er villig til at forbinde lønkampe, forsvaret af offentlige tjenester og modstand mod militarisering inden for en samlet analytisk og politisk ramme.
Ud over deltagelsesniveauet ligger strejkens betydning i dens politiske indhold. Den udfordrede direkte omfordelingen af offentlige midler til militærudgifter og afslørede den strukturelle sammenhæng mellem oprustning, løntryk og autoritær begrænsning af fagforeningsrettigheder. I denne forstand fungerede strejken ikke blot som en defensiv handling, men som en kollektiv afvisning af krigsøkonomien som model for social organisering.
Den nationale demonstration den 29. november konsoliderede denne proces yderligere. Ved at samle arbejdere fra forskellige sektorer, sociale bevægelser og politiske netværk synliggjorde den fremkomsten af en social blok, der var i stand til at formulere et alternativ til den dominerende sikkerhedsbaserede fortælling. Sammenhængen mellem arbejdskampe og antikrigspositioner viste, at modstanden mod militarisering ikke ligger uden for klassekonflikten, men i stigende grad er en af dens centrale dimensioner.
Inden for denne udviklende mobiliseringscyklus har USB annonceret den næste nationale kampdag i havnene den 6. februar. Dette initiativ er strategisk vigtigt. Havne udgør et materielt knudepunkt i krigsøkonomien, hvor globale militære forsyningskæder krydser lokale arbejdsprocesser. Havnearbejdernes mobiliseringer fremhæver de konkrete måder, hvorpå krige opretholdes gennem daglige logistiske operationer, og bekræfter den organiserede arbejdskrafts evne til at afbryde og udfordre disse strømme.
Kampdagen i havnene bekræfter således en bredere politisk kurs: Fra generalstrejker til sektorielle aktioner, der tager sigte på strategiske infrastrukturer, fremmer fagforeningen en form for konflikt, der kombinerer økonomiske, politiske og internationalistiske dimensioner. På denne måde udfordrer den både normaliseringen af krigen og forsøget på at afpolitisere arbejdsforholdene under permanente militariseringsforhold.
Noter
1) I artiklen bruges begrebet klasseorienterede fagforeninger. I Sydeuropa er arbejderne organiserede i politiske fagforeninger i modsætning til fagbevægelsen i Skandinavien, der bygger på en enhedsfagbevægelse, hvor forskellige politiske linjer kæmper om magten. De revolutionære i enhedsfagbevægelsen ønsker at gøre fagforeningerne til kamporganisationer. Man kunne også sige, at gøre fagforeningerne til klasseorienterede fagforeninger.
Cinzia Della Porta er fra den internationale afdeling af Unione Sindacale de Base (USB), en aktiv og militant italiensk fagforening, som er særligt stærk inden for transportsektoren. Hun holdt dette oplæg på Rosa Luxemburg-konferencen i Berlin den 10. januar i år. Oversat af Arbejderen. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, april 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
