En væbnet afkolonisering
Krigen i Ukraine nærmer sig nu de fire måneder. Det er en rædselsfuld krig. Selvom der ikke findes en reel formidling af, hvad der nøjagtig sker, er det hundred procent sikkert, at det er en grusom krig. Død og lemlæstelse. Flugt og traumer. Lidelse. Brutalisering af menneskelige relationer.
Og det er ikke film, ikke tv. Det er virkelighed for de tusindvis, måske millioner af mennesker, der ofres i en stedfortræderkrig.
Reelt kastes tusinder af ukrainere og russere ind som kanonføde i en gruopvækkende krigsmaskine. Deres liv vejer ganske let, næsten intet, i forhold til de “vestlige værdier” og den “frihed”, der skal vindes. Uanset omkostninger.
Og det skal de blive ved med, hvis det står til de mest stålsatte og krigeriske kredse i den vestlige NATO-lejr. “Frihed er vigtigere end fred,” erklærede den tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen for nylig i et interview i den tyske avis Handelsblatt. Som om krigen og dens eftervirkninger levner noget som helst rum for frihed, hvordan man så end definerer denne frihed.
Hvad Fogh og Co. gør, er reelt at kaste tusinder af ukrainere og russere ind som kanonføde i en gruopvækkende krigsmaskine. Deres liv vejer ganske let, næsten intet, i forhold til de “vestlige værdier” og den “frihed”, der skal vindes. Uanset omkostninger.
Selvsamme Anders Fogh Rasmussen er blevet medleder af en international arbejdsgruppe, der skal rådgive Ukraines præsident Zelensky, om sikkerhedsgarantier for Ukraine. “Det primære mål nu er at sikre, at Ukraine vinder krigen,” udtaler Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse fra sit eget konsulentfirma, Rasmussen Global.
Mens Anders Fogh, Zelensky og ligesindede således rejser rundt og plæderer for krig uanset omkostningerne og for, at der ingen diplomatisk løsning er mulig, begynder tvivlen om Ukraines og Vestens uovervindelighed at nage flere steder.
Den amerikanske avis Washington Post, der ikke kan anklages for at være systemkritisk, offentliggjorde for nylig en opsigtsvækkende artikel, der gav et sjældent indblik i, hvor dårligt det går de ukrainske styrker. Artiklen punkterer det pr-spind, der omgærder krigen, og de ukrainske og vestlige lederes skønmaleri af Ukraines usårlighed.
Også i den ellers så tætsluttende NATO-koalition begynder der at være revner og sprækker og erkendelser af, at Ukraine lider store militære tab og måske ikke vinder krigen. Det er også i det lys, at et lille udvalg af EU-ledere torsdag i denne uge tog til Ukraine. Den fransk-tysk-italiensk-rumænske kvartet er ikke tilfældig. Det er fire lande, hvor der er divergerende opfattelser i den herskende klasse om kursen, og hvor den folkelige opbakning til Vestens krigskurs er svagest.
I de fire lande ønsker den største del af befolkningen således en fredsaftale nu, konkluderes det i en ny, særdeles interessant måling om europæernes holdning til krigen, udsendt af European Council on Foreign Relations. Her fremgår det, at befolkningernes holdning til krigen og krigens parter er i bevægelse og under forandring, sammenlignet med krigens første tid.
Omkring en tredjedel af de adspurgte europæere kategoriseres som tilhørende en “fredslejr” og ønsker krigen stoppet hurtigst muligt. Lidt over en femtedel er hardcore for “at afstraffe Rusland”. Resten – op mod 45 procent – svinger eller er uafklarede. Selvom tallene er meget forskellige fra land til land, er det opmuntrende, at der er bevægelse i opinionen.
Krigen i Ukraine nærmer sig nu de fire måneder. Der kan ikke være et vigtigere krav end “fred nu”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
