Vi som er imod, at kapitalister tjener penge på døden, må støtte kampen for fred

Ved en antiimperialistisk fredskonference i Ankara, op til NATO-topmødet i samme by, holdt svenske Pia Jacobsen fra Kommunistiska Partiet følgende tale.

1 kommentar

| Populær

|Print artikel|

Pia Jacobsen Kommunistiska Partiet 08. juli 2026 | 11:36

08. juli 2026 | 11:36

Den 4. juli, op til det igangværende NATO-topmøde i den tyrkiske hovedstad Ankara, deltog svenske Pia Jacobsen fra Kommunistiska Partiet i Antiimperialistisk Fredskonference organiseret af No To NATO og Tyrkiets Arbejderparti (TİP). Her holdt hun følgende tale.

Kære kammerater og antiimperialister.

Jeg vil gerne takke arrangørerne for invitationen. Tak, formand Bas, for din fremragende tale. Det er en stor ære for mig at stå her sammen med jer i dag. Mine varme tanker går til de kammerater, der blev deporteret.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give jer en kort beskrivelse af den aktuelle situation i Sverige.

Sverige er et af de nyeste medlemmer af krigsalliancen NATO. Først siden 2024, da Sverige sammen med Finland tiltrådte, har USA haft den afgørende indflydelse på vores nationale love og regler.

Inden da havde Sverige i over to hundrede år været et allianceløst land. Denne holdning har tjent os godt, ikke mindst fordi Sverige holdt sig uden for direkte indblanding i de to verdenskrige.

Men Sverige har ikke været neutralt. For at spare jer for en lang historiefortælling vil jeg bare springe frem til 90’erne.

I 1994 tilsluttede Sverige sig – igen sammen med Finland – det nu for længst afsluttede NATO-projekt “Partnerskab for fred”. Samme år ansøgte Sverige og Finland om medlemskab af Den Europæiske Union.

Dette medlemskab blev en realitet i 1995, og fra da af kunne vi ikke længere kalde os neutrale. Allerede dengang havde EU indledt sin udvikling fra det, der kaldes et »europæisk fredsprojekt«, til for eksempel at tale om en fælles EU-hær. Selvom dette endnu ikke er en realitet, er sammenlægningen med NATO foreløbig forløbet uden forbehold. 23 af EU’s 27 medlemslande er også medlemmer af NATO.

Et forsøg på at give fredsbevægelsen en ny start var den nylige demonstration uden for NATO’s udenrigsministertopmøde i den svenske by Helsingborg.

Sverige har i lang tid – ikke mindst gennem den tidligere statsminister Olof Palme – markeret sin betydning i de internationale diplomatiske forbindelser netop på grund af sin allianceløshed og neutralitet. Efter tiltrædelsen af NATO er denne vej blevet fuldstændig spærret. Det er ikke længere muligt at være en sådan aktør på den internationale scene, hvilket måske er mere nødvendigt nu end det har været i mange år.

Indtil Rusland greb ind og angreb Ukraine i 2022, var der et stort flertal i Sverige, der var imod et NATO-medlemskab – langt over 50 procent var sikre på, at de ikke ønskede, at Sverige skulle blive medlem. I dag går over 75 procent ind for et svensk NATO-medlemskab.

De forberedelser, der – som tidligere nævnt – blev iværksat i forbindelse med Sveriges tiltrædelse af EU, har sammen med andre forandringer på den politiske scene – for eksempel det faktum, at Sverige fra 1980’erne og frem har bevæget sig væk fra den universelle velfærdsstat og hen imod en neoliberal orden – banet vejen for de NATO-venlige politikere og magteliterne.

Efter Ruslands indgriben var der ikke længere noget at vente på – den perfekte mulighed var der.

For i nogen grad at forklare, hvad der er sket i Sverige, vil jeg kort fremhæve tre ting ud over det ovennævnte:

For det første forræderiet begået af Socialdemokraterna. I de sidste faser af coronapandemien, efter Ruslands indgriben, skiftede flere kendte partimedlemmer pludselig holdning. De gik fra at være imod NATO til at være for NATO, herunder flere ministre. Efter en meget kort høringsproces skiftede Socialdemokraternas ledelse pludselig holdning til NATO. Da det skete mellem parlamentsvalgene, fik vælgerne ikke mulighed for at udtale sig om partiets kursændring. De gav ikke engang deres egne medlemmer mulighed for at sige deres mening, men indkaldte blot til et Zoom-møde, hvor ledelsens beslutning allerede var truffet.

Hele parlamentet, herunder Miljöpartiet og Vänsterpartiet, går nu ind for militarisering og NATO, eller i det mindste gør de intet for at trække sig ud. Folketinget omdirigerer nu skattepenge fra velfærdssystemet til krig. Man optager endda statslån for at finansiere dette vanvid. Alle partier i parlamentet har gang på gang stemt for at eksportere våben til Ukraine.
For det andet gav de svenske regeringer Jakob Wallenberg – en af Sveriges mest kendte kapitalister, hvis familie også ejer landets største våbenfirma, Saab – en plads ved forhandlingerne, der førte til, at Sverige blev medlem af NATO. Hans interesse i medlemskabet burde ikke komme som nogen overraskelse for nogen. Kapitalister har ét mål: profit. Selv på døden.
Det tredje og sidste punkt er de svenske mainstream-medier. De er næsten holdt op med at stille de kritiske spørgsmål, undersøge og granske magteliten. Dette gælder både de statsejede og de private medier. Der er mange årsager til dette, som jeg ikke har tid til at gennemgå her og nu, men faktum er, at de blot er blevet et talerør for den eneste holdning, der nu kommer til udtryk i Sverige: militær oprustning og krig.

Ud over NATO-medlemskabet har Sverige underskrevet en bilateral DCA-aftale (forsvarssamarbejdsaftale, red.), der giver USA adgang til 17 militærbaser.

Valget i september giver vælgerne et valg: enten højrefløjen eller den såkaldte venstrefløj, der skal stå for militariseringen og fremskynde nedbrydningen af velfærdssystemet.

Desværre er fredsbevægelsen i Sverige splittet. Der findes en hel del små foreninger og netværk, men af forskellige årsager er de ikke i stand til at skabe en fælles folkelig modstand og lægge det nødvendige pres på politikerne og magteliten.

Et forsøg på at give fredsbevægelsen en ny start var den nylige demonstration uden for NATO’s udenrigsministertopmøde i den svenske by Helsingborg i midten af maj. Vi håber, at alle, der deltog, samt alle andre i Sverige og i udlandet, kan fornemme et glimt af styrke i dette.

Vi, der nægter at sende vores unge og arbejderklassen ud i imperialisternes meningsløse krige, og som er imod, at kapitalisterne tjener penge på døden, må alle kraftigt støtte den fortsatte kamp for fred, lighed og en sund planet, handle og vise solidaritet.

Hilsen fra Kommunistiska Partiet i Sverige

Pia Jacobsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.

Kan du lide, hvad du læser?

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

Abonner

Støt

Debat i Arbejderen

Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.

45% af 750.000 DKK
337.028 DKK nået totalt

STØT

Én kommentar

juli 8, 2026 at 21:43
Kai Jensen says:
Vi sier NEI til NATOs krigsforberedelser – ingen krig mot Russland!

7. og 8. juli skal NATO holde et toppmøte i Tyrkia. På agendaen står en massiv opprustning som krever at NATO-landene bruker minimum 5 % av BNP på det militære – i gjennomsnitt rundt 17 % av de enkelte lands statsbudsjetter.

Hvorfor skjer denne opprustningen?

NATO og våre regjeringer forteller oss daglig at en krig mellom Russland og europeiske land/EU/NATO er sannsynlig og kan bli en realitet innen 2030.
Derfor må vi kunne «forsvare oss».
Vår påstand er at NATO og EU selv i samme grad planlegger og bevæpner landene for krig mot Russland.
Dette handler ikke om å kunne forsvare seg mot et mulig angrep, men en i en økonomisk rivalisering mellom stormaktene.

En storkrig i Europa må stoppes for enhver pris!

Trusler og regionale kriger florerer og øker risikoen for å sette verden i brann og ende i en total krig.
Stormaktene leker med ilden.
Vi bør i stedet respektere at alle land har krav på sikkerhet og nasjonal suverenitet.

Den voldelige opprustningen vi ser i dag i Europa – og spesielt sterk i Norden og Arktis – er ikke fredsskapende.
Det er inngått avtaler med USA om 47 militærbaser spredt over Sverige, Finland, Norge og Danmark, på samme måte som USA og NATO har baser på Island og Grønland.
Flere nordiske land har inngått avtaler med Frankrike om atomvåpen.
Den svenske Riksdagen har vedtatt at alle NATO- og EU-landene, etter en vurdering fra regjeringen, skal kunne føre krig fra svensk territorium, også selv om Sverige ikke er blitt angrepet.
Våpenfabrikker bygges i stor skala. Verneplikten utvides, og militærøvelser følger hverandre som perler på en snor.

Alle disse opprustningstiltakene bidrar til å øke krigsfaren i Norden.
De øker risikoen for konflikt og involvering i en fremtidig krig.
Flere og flere avviser ideen om at opprustning for krig forhindrer krig.
Det finnes krefter som ønsker krig, men deres drift mot krig må aldri bli virkelighet!
Vi oppfordrer alle som ønsker fred til å avvise kravene fra våpenpolitikerne og våpenprodusentene om økt militarisering av samfunnet vårt.
Folket i de nordiske landene ønsker ikke krig – og vi vil ikke betale for NATOs krigsrustning.

Underskrevet av organisasjoner og enkeltpersoner i Finland, Norge, Sverige og Danmark.

Thomas Wallgren, professor i filosofi, Helsingfors , Finland
Ulla Klötzer, Kvinnor for fred, Finland
Kerstin Tuomala, Fredskämparna i Lappland, Finland
Martti Nikumaa, Fredskämparna i Lappland, Finland
Mikael Böök, medlem i Finlands Fredsförbund, friforskara og fagboksforfatter
Jonna Kevin, Åland,Finland
Olli Tammilehto, Finland
Syver Kleve Kolstad, styreleder i Norges Fredsråd
Kristine Mollø-Christensen, leder i Stopp NATO, Norge
Nikolai Østgård, leder i Antikrigs-Initiativet, Norge
Ingeborg Breines, leder av Internasjonal kvinneliga for fred og frihet, Norge
Einar Bråthen, leder av Fredslaget Oslo og omegn og medlem av samordningsutvalget i
Nordisk Fredsallianse, Norge
John Y. Jones, Lay down your arms, Norge
Hilde Johannesen, styremedlem i Antikrigs-Initiativet, Norge og Nordic Peace Alliance
Folk mod DCA – för fred, demokrati og klimaträttvisa, Sverige
Hans Ôhrn, leder av Sveriges Fredsråd, Stockholm
Kerstin Grundsman, Sverige
Jan Wiklund, Sverige
Anna Hollader, Sverige
Eva B. Mannheimer, aktiv i Svenska Freds – och skiljedomsföreningen, Sverige
Inga Palmer, Nej til NATO, Folk mot DCAS, Kvinnor for fred, GWUAN, Sverige
Gabor Tiroler, medlem av Swedish Peace Council
Conny Hansson, ViSK (Vänstern i Svenska Kyrkan)
Bernt Lindberg,Styremedlem i Jordens Vänner, Sverige
Karin Utas Carlsson, medlem i Svenska Fredskommittén, Sverige”
Barbara Hagel, aktiv i Nätverket för Alliansfrihet och Fred, Sverige
Tord Björk, Jordens Vänner, Sverige
Fredsvagten ved Christiansborg, Danmark
Tid til Fred – Aktiv mod krig, Danmark
Stop Terrorkrigen – Ud af NATO, Danmark
Håndslag, tidsskrift mot fascisme og krig, Danmark
Henning Salling Olesen, talsperson for NEJ til oprustning – JA til bæredyktig sikkerhedspolitik, Danmark
Susanne Possing, talsperson for NEJ til oprustning – JA til bæredyktig sikkerhedspolitik, Danmark
Log ind for at svare