Tale
Den 4. juli, op til det igangværende NATO-topmøde i den tyrkiske hovedstad Ankara, deltog svenske Pia Jacobsen fra Kommunistiska Partiet i Antiimperialistisk Fredskonference organiseret af No To NATO og Tyrkiets Arbejderparti (TİP). Her holdt hun følgende tale.
Kære kammerater og antiimperialister.
Jeg vil gerne takke arrangørerne for invitationen. Tak, formand Bas, for din fremragende tale. Det er en stor ære for mig at stå her sammen med jer i dag. Mine varme tanker går til de kammerater, der blev deporteret.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give jer en kort beskrivelse af den aktuelle situation i Sverige.
Sverige er et af de nyeste medlemmer af krigsalliancen NATO. Først siden 2024, da Sverige sammen med Finland tiltrådte, har USA haft den afgørende indflydelse på vores nationale love og regler.
Inden da havde Sverige i over to hundrede år været et allianceløst land. Denne holdning har tjent os godt, ikke mindst fordi Sverige holdt sig uden for direkte indblanding i de to verdenskrige.
Men Sverige har ikke været neutralt. For at spare jer for en lang historiefortælling vil jeg bare springe frem til 90’erne.
I 1994 tilsluttede Sverige sig – igen sammen med Finland – det nu for længst afsluttede NATO-projekt “Partnerskab for fred”. Samme år ansøgte Sverige og Finland om medlemskab af Den Europæiske Union.
Dette medlemskab blev en realitet i 1995, og fra da af kunne vi ikke længere kalde os neutrale. Allerede dengang havde EU indledt sin udvikling fra det, der kaldes et »europæisk fredsprojekt«, til for eksempel at tale om en fælles EU-hær. Selvom dette endnu ikke er en realitet, er sammenlægningen med NATO foreløbig forløbet uden forbehold. 23 af EU’s 27 medlemslande er også medlemmer af NATO.
Et forsøg på at give fredsbevægelsen en ny start var den nylige demonstration uden for NATO’s udenrigsministertopmøde i den svenske by Helsingborg.
Sverige har i lang tid – ikke mindst gennem den tidligere statsminister Olof Palme – markeret sin betydning i de internationale diplomatiske forbindelser netop på grund af sin allianceløshed og neutralitet. Efter tiltrædelsen af NATO er denne vej blevet fuldstændig spærret. Det er ikke længere muligt at være en sådan aktør på den internationale scene, hvilket måske er mere nødvendigt nu end det har været i mange år.
Indtil Rusland greb ind og angreb Ukraine i 2022, var der et stort flertal i Sverige, der var imod et NATO-medlemskab – langt over 50 procent var sikre på, at de ikke ønskede, at Sverige skulle blive medlem. I dag går over 75 procent ind for et svensk NATO-medlemskab.
De forberedelser, der – som tidligere nævnt – blev iværksat i forbindelse med Sveriges tiltrædelse af EU, har sammen med andre forandringer på den politiske scene – for eksempel det faktum, at Sverige fra 1980’erne og frem har bevæget sig væk fra den universelle velfærdsstat og hen imod en neoliberal orden – banet vejen for de NATO-venlige politikere og magteliterne.
Efter Ruslands indgriben var der ikke længere noget at vente på – den perfekte mulighed var der.
For i nogen grad at forklare, hvad der er sket i Sverige, vil jeg kort fremhæve tre ting ud over det ovennævnte:
- For det første forræderiet begået af Socialdemokraterna. I de sidste faser af coronapandemien, efter Ruslands indgriben, skiftede flere kendte partimedlemmer pludselig holdning. De gik fra at være imod NATO til at være for NATO, herunder flere ministre. Efter en meget kort høringsproces skiftede Socialdemokraternas ledelse pludselig holdning til NATO. Da det skete mellem parlamentsvalgene, fik vælgerne ikke mulighed for at udtale sig om partiets kursændring. De gav ikke engang deres egne medlemmer mulighed for at sige deres mening, men indkaldte blot til et Zoom-møde, hvor ledelsens beslutning allerede var truffet.
Hele parlamentet, herunder Miljöpartiet og Vänsterpartiet, går nu ind for militarisering og NATO, eller i det mindste gør de intet for at trække sig ud. Folketinget omdirigerer nu skattepenge fra velfærdssystemet til krig. Man optager endda statslån for at finansiere dette vanvid. Alle partier i parlamentet har gang på gang stemt for at eksportere våben til Ukraine. - For det andet gav de svenske regeringer Jakob Wallenberg – en af Sveriges mest kendte kapitalister, hvis familie også ejer landets største våbenfirma, Saab – en plads ved forhandlingerne, der førte til, at Sverige blev medlem af NATO. Hans interesse i medlemskabet burde ikke komme som nogen overraskelse for nogen. Kapitalister har ét mål: profit. Selv på døden.
- Det tredje og sidste punkt er de svenske mainstream-medier. De er næsten holdt op med at stille de kritiske spørgsmål, undersøge og granske magteliten. Dette gælder både de statsejede og de private medier. Der er mange årsager til dette, som jeg ikke har tid til at gennemgå her og nu, men faktum er, at de blot er blevet et talerør for den eneste holdning, der nu kommer til udtryk i Sverige: militær oprustning og krig.
Ud over NATO-medlemskabet har Sverige underskrevet en bilateral DCA-aftale (forsvarssamarbejdsaftale, red.), der giver USA adgang til 17 militærbaser.
Valget i september giver vælgerne et valg: enten højrefløjen eller den såkaldte venstrefløj, der skal stå for militariseringen og fremskynde nedbrydningen af velfærdssystemet.
Desværre er fredsbevægelsen i Sverige splittet. Der findes en hel del små foreninger og netværk, men af forskellige årsager er de ikke i stand til at skabe en fælles folkelig modstand og lægge det nødvendige pres på politikerne og magteliten.
Et forsøg på at give fredsbevægelsen en ny start var den nylige demonstration uden for NATO’s udenrigsministertopmøde i den svenske by Helsingborg i midten af maj. Vi håber, at alle, der deltog, samt alle andre i Sverige og i udlandet, kan fornemme et glimt af styrke i dette.
Vi, der nægter at sende vores unge og arbejderklassen ud i imperialisternes meningsløse krige, og som er imod, at kapitalisterne tjener penge på døden, må alle kraftigt støtte den fortsatte kamp for fred, lighed og en sund planet, handle og vise solidaritet.
Hilsen fra Kommunistiska Partiet i Sverige
Pia Jacobsen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
