Hvad har det officielle Danmark lært af USA’s, NATO’s og Danmarks krigsindsats i de sidste 20 år? På baggrund af DR’s udsendelse Afghanistan – hvorfor gik det galt, der blev sendt forleden i forbindelse med det ydmygende og katastrofale nederlag til guerillabevægelsen Taleban, er svaret: Intet.
Topmålet af idioti og kynisme blev lanceret af tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), der var medansvarlig for krigene mod Afghanistan, Irak og Libyen. Han erklærede bramfrit, at vi har oplevet 20 år med udvikling af kvinderettigheder og demokrati.
Det irakiske parlament har forlangt, at soldaterne forlader landet. Så undgå et nyt kaos, og træk omgående soldaterne hjem!
Men landene er bombet sønder og sammen med millioner af døde og flygtninge til følge, og krigene har kostet tusinder af milliarder kroner. Og han undlader at fortælle, at alle angrebskrigene mod Afghanistan, Irak og Libyen er folkeretsstridige og startet på en løgn. De fine falske erklæringer om frihed og demokrati dækker blot over, at målet var at få indsat marionetregeringer, der understøtter USA i den geopolitiske kamp mod Kina og Rusland. Hertil kommer kontrollen over landenes enorme ressourcer af olie, gas og mineraler.
I øjeblikket har Danmark ledelsen af NATO’s såkaldte træningsmission i Irak med 150 soldater, der træner den irakiske hær i at bekæmpe Isis. Men Isis er nedkæmpet, og det irakiske parlament har forlangt, at soldaterne forlader landet. Så undgå et nyt kaos, og træk omgående soldaterne hjem!
Lad os slå det sidste søm i ligkisten med den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, hvor Danmark er en aggressiv krigsnation, og i stedet prioritere fredeligt internationalt samarbejde.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.