STARK bryder sympatikonflikt
Tak. Af hjertet tak til hver eneste jordemoder, sundhedsplejerske og læge, som var med til at bringe min datter til verden. På en for dem ganske almindelig arbejdsdag gjorde de en verden til forskel for min kone og jeg.
Min førstefødtes vej til livet var en lang og sej kamp. Min hustru havde ønsket sig en så naturlig fødsel som muligt for at mærke den urkraft, kvinder besidder i en fødsel. Fødeklinik, badekar og helst ingen epiduralblokade. Drømmen var, at det skulle være en intens og intim oplevelse. Virkeligheden blev det modsatte. Fra de første kradsbørstige veer til vi kunne møde vores barn, gik der 52 hæsblæsende og nervepirrende timer. Forsvindende lidt søvn, et glubskt forbrug af lattergas, et prikket hul på fosterhinden, ve-stimulerende drop, to epiduralblokader og et kejsersnit skulle der til, før vi hørte det spæde skrig og fik vores familieforøgelse i armene. Det kunne have været en rystende og traumatisk oplevelse, men takket være personalet var det en tryg og rar begivenhed.
1.085 jordemødre og jordemoderstuderende har underskrevet en erklæring om, at de ikke ønsker nye ansættelser, før de kan se frem til væsentligt bedre lønninger. Som vidne til deres indsats kan jeg kun være solidarisk.
Shahin Aakjær
Rigshospitalet ligger som en majestætisk kolos i hjertet af København. Her starter københavnernes liv, og ofte slutter det også her. Livets cirkel i form af et brutalistisk betonpalads. Fra vi ankom i fødemodtagelsen, til vores datter lå i mine arme, havde vi været i 16 menneskers varetægt. Hver eneste af dem var kyndig, omsorgsfuld og forstående.
I en nation, der bekymrer sig om lave fødselstal og beder sine døtre om at tælle æg, er så kompetente menneske på fødegangene en velsignelse. Det ville klæde os som velfungerende velfærdsstat at værdsætte disse hårdtarbejdende statsansatte. 1.085 jordemødre og jordemoderstuderende har underskrevet en erklæring om, at de ikke ønsker nye ansættelser, før de kan se frem til væsentligt bedre lønninger. Som vidne til deres indsats kan jeg kun være solidarisk. For overhovedet at komme ind på den tre et halvt år lange uddannelse skal de have et gennemsnit med fra gymnasiet på over 11. Når de så kommer ud på den anden side, kan de se frem til en grinagtig løn på 165 kroner i timen. Jordemødrene fortjener bedre. De fortjener en fair løn, og de fortjener at kunne tilbyde nybagte forældre og kommende skattebetalere bedre forhold.
Henimod slutningen af graviditeten myldrede horrible historier rundt i medierne. En kvinde i fødsel blev flyttet fra Herlev til Slagelse med taxa, og en anden blev flyttet fra Herlev til Hvidovre under fødslen og tilbage igen lige efter. På grund af det høje pres på hovedstadens fødeafdelinger blev hele 232 fødende kvinder flyttet sidste år. Tænk sig at være den jordemoder, der skal videregive den besked i en så sårbar og stressende situation. Der har sågar været eksempler på jordemødre, som har måttet skrue ned for det ve-stimulerende drop for at udskyde fødsler, der ellers var i gang.
Veer på en rolig aften
Gudskelov fik min kone veer på en rolig aften. Tilfældet var på vores side. Men næsten to dage senere, da vi var på tærsklen til kejsersnit, fik min kone af vide, at hun skulle blive på hospitalet de to efterfølgende nætter. De ville sikre sig, at alt var, som det skulle være ovenpå operationen. Men der ville med stor sandsynlighed ikke være plads til mig. Vi var begge målløse. Skulle min kone være alene? Skulle jeg se min datter fødes og så forlade den familie, jeg lige var blevet en del af? Jeg foreslog, at jeg kunne hente et liggeunderlag derhjemme. Det kunne der ikke være tale om. Men igen var vi heldige. De undersøgte sagen, og til vores store lettelse var der to senge til rådighed. Den lettelse gav en ekstra energi, som blev nødvendig på operationsstuen.
Heldigvis kunne jeg være med de to efterfølgende dage på barselsafsnittet. Hvem skulle ellers skifte vores datter og hente mad, mens min kone var sengeliggende, såret og søvnig? Det havde været ubærligt, hvis ikke jeg havde kunnet hjælpe til. Men er det tilfredsstillende, at man som kommende forældre skal satse sin tryghed på held?
Efter operationen og en times tid på opvågning blev vi sendt ind på barselsafsnittet, hvor vi fik anvist to senge på en firesengsstue. Bag et gardin lå en anden nystøbt familie med deres lille nyfødte og havde netop fundet ro. En ro og intimitet som blev hvirvlet op, da vi brasede ind med habengut, baby og skulle til at rede senge, finde os tilrette og forsøge at amme. Næste dag blev vores roommates udskrevet, og den efterfølgende nat kom en ny larmende familie ind og hvirvlede vores kostbare nattesøvn op. Hver gang vores datter klynkede efter et mættende bryst, vendte og drejede det sig bag gardinet. Alle gik på listefødder, men vækkede alligevel hinanden. De første døgn er en skrøbelig tid. Amningen skal kæmpes i gang, der skal skabes nære relationer, og som nybagt forælder er man nervøs for at lave fejl. Det kræver ro og tryghed.
Det ville klæde os at have senge nok, personale nok
Befolkningen bliver ældre, og kvinderne bliver bedt om at tælle deres æg. Kort sagt, vi bedes sætte børn i verden – for fædrelandets skyld. Så bør vi vel også skabe så gode muligheder som muligt for dem, der rent faktisk laver nye samfundsborgere. Hvis fædrene skal tage mere ansvar og være en større del af fødslen, så giv dem en sengeplads. Det er sølle, at fædrene er forment mad og en seng på barselsgangen. Giv mødrene ro og tid til efterfølgende at falde til i deres nye rolle. Generelt ville det klæde os at have senge nok, personale nok og tryghed nok i velfærdsstaten til dem, der kaster sig ud i at lave næste generation af danskere.
Mulighederne kunne være bedre, men personalet fortjener en tak. Så af hjertet tak til alle de kompetente ansatte på Rigshospitalet, som gjorde en hård kamp til en god oplevelse. De fortjener ikke bare tak, men også muligheder og løn, der matcher deres rolle i samfundet. Jordemødre er et af de fag, der viser, at kvindefag stadigvæk halter bagefter, når det gælder lønningerne. Det er pinligt, at vi ikke er kommet videre. Jeg sad på sidelinjen og betragtede hårdtarbejdende jordemødre og min krigeriske kones kamp. Det har kun gjort mig endnu mere stolt af at skulle være far til en datter, en kvinde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
