Stort interview
EU sender milliarder til oprustning, mens unionens sociale ambitioner støder direkte sammen med dens økonomiske struktur.
Mens EU-kommissionen taler om at udrydde fattigdom inden 2050, har unionen på under ét år skabt en finansiel ramme, der kan mobilisere op til 800 milliarder euro til militær oprustning frem mod 2030.
Samtidig lever 92,7 millioner mennesker i EU i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det svarer til 20,9 procent af befolkningen.
EU’s egne rapporter viser, hvordan EU sender milliarder til oprustning, mens fattigdomsbekæmpelse forbliver underlagt stramme finanspolitiske regler og nedskæringer.
EU-milliarder til oprustning ændrer budgetprioriteterne
ReArm Europe-planen skal mobilisere op til 800 milliarder euro frem mod 2030. Heraf kommer 150 milliarder euro gennem SAFE, hvor EU optager fælles lån og videreudlåner dem til medlemslandenes forsvarsinvesteringer.
Derudover ventes op mod 650 milliarder euro frigjort gennem midlertidige undtagelser fra budgetreglerne.
SAFE-lånene kan løbe i op til 45 år med op til 10 års afdragsfrihed. Dette giver EU’s medlemslande adgang til hurtig finansiering af ammunition, missiler, luftforsvar og militær infrastruktur.
EU-landenes samlede forsvarsudgifter nåede 343 milliarder euro i 2024 og ventes at stige til mellem 381 og 392 milliarder euro i 2025.
Dette er en finansiel mobilisering uden historisk sidestykke i EU’s forsvarssamarbejde.
Når EU sender milliarder til oprustning, halter sociale investeringer bagefter
På socialområdet er skalaen væsentligt mindre.
Kommissionens antifattigdomsstrategi afsætter 50,2 milliarder euro fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), mindst 100 milliarder euro i næste flerårige budget og 22 milliarder euro fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til social infrastruktur.
Samlet giver det omkring 172,2 milliarder euro.
For Per Clausen, medlem af EU-parlamantet for Enhedslisten, afspejler tallene en tydelig politisk prioritering.
Han ser ikke nogen reel vilje blandt flertallet i EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og Ministerrådet til at prioritere velfærdsinvesteringer i samme skala som oprustningen:
– Konsekvenserne bliver flere fattige og større ulighed, siger Clausen.
Han peger samtidig på behovet for en mere realistisk vurdering af de faktiske forsvarsbehov, større fokus på civilt beredskab og langt større investeringer i bekæmpelse af fattigdom og ulighed. Ifølge Per Clausen kræver det også en hårdere beskatning af de rigeste og de største selskaber.
Samtidig viser EU-rapporterne:
- 19,3 millioner børn lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion
- Børnefattigdom koster årligt 3,4 procent af EU’s BNP
- Omkring en million mennesker oplever hjemløshed i EU
EU’s medlemslande bruger i dag omkring 2,1 procent af samlet BNP på forsvar. Med ReArm Europe åbner EU for yderligere forsvarsudgifter, hvilket i praksis kan løfte niveauet til omkring 3,5 procent af EU’s BNP.
Kommissionen vurderer selv, at investeringer svarende til 0,26 procent af EU’s BNP kunne løfte over 20 millioner mennesker ud af fattigdom.
Budgetregler bøjes for militærudgifter
Den centrale forskel ligger i budgetpolitikken.
Medlemslandene kan under ReArm Europe overskride EU’s budgetregler med op til 1,5 procent af BNP årligt til forsvarsudgifter. 17 medlemslande havde allerede i begyndelsen af 2026 aktiveret ordningen.
SAFE
Står for “Security Action for Europe” og er EU’s nye fælles låneinstrument til militær oprustning.
Ordningen giver medlemslandene adgang til op til 150 milliarder euro i lån, som EU-Kommissionen optager på kapitalmarkederne og videreudlåner til investeringer i blandt andet ammunition, missiler, luftforsvar, droner og militær infrastruktur.
Lånene kan løbe i op til 45 år med op til 10 års afdragsfrihed. Medlemslandene kan samtidig bruge ordningen sammen med lempede budgetregler, så forsvarsudgifter lettere kan holdes uden for de normale krav til underskud og gæld.
SAFE trådte i kraft 29. maj 2025 og er en central del af EU’s oprustningsplan ReArm Europe.
ReArm Europe
ReArm Europe er EU-Kommissionens plan for massiv europæisk militær oprustning frem mod 2030.
Planen skal mobilisere op til 800 milliarder euro til forsvar gennem fælles EU-lån, lempede budgetregler, øget støtte fra Den Europæiske Investeringsbank og private investeringer.
Kernen i planen er:
- 150 milliarder euro i fælles lån gennem SAFE
- mulighed for, at medlemslande kan øge forsvarsudgifterne med op til 1,5 procent af BNP årligt uden de normale budgetsanktioner
- styrket fælles våbenproduktion og fælles forsvarsindkøb
- opbygning af et mere integreret europæisk forsvarsmarked
Planen blev lanceret af Kommissionen i marts 2025 som svar på den sikkerhedspolitiske situation i Europa.
Målet er at gøre EU militært kampklart inden 2030 og reducere afhængigheden af våbenimport fra lande uden for Europa.
Der findes ingen tilsvarende social undtagelsesklausul.
Hvis et medlemsland investerer i sociale boliger, højere kontanthjælp, daginstitutioner eller fattigdomsbekæmpelse, tæller det fuldt ud med i underskuds- og gældsreglerne.
EU’s finanspolitiske ramme fastholder stadig:
- underskud på højst 3 procent af BNP
- offentlig gæld på højst 60 procent af BNP
- krav om årlige gældsreduktioner for højt forgældede lande
Sociale investeringer mødes dermed fortsat af budgetdisciplin.
Per Clausen kalder forskellen et udtryk for en grundlæggende skæv prioritering:
– EU’s budgetregler har i årevis holdt medlemsstaternes økonomi i en spændetrøje og været med til at blokere for nødvendige investeringer i velfærd og grøn omstilling. Derfor bør de droppes. Når disse regler suspenderes i forhold til forsvar, er det udtryk for en helt forkert prioritering.
Ifølge Per Clausen viser undtagelserne for forsvarsudgifter, at EU politisk er villig til hurtigt at bøje sine egne finanspolitiske regler, når det gælder oprustning, mens samme fleksibilitet ikke gives til sociale investeringer og velfærd.
Traktaterne giver forsvar stærkere redskaber
Lissabontraktaten forklarer den institutionelle asymmetri.
På socialområdet kan EU primært koordinere, vejlede, anbefale og medfinansiere.
EU kan derimod ikke direkte harmonisere sociale ydelser, fastsætte fælles kontanthjælpsniveauer eller etablere fælles europæiske minimumsydelser uden traktatændringer.
På marked, konkurrence og finansdisciplin har EU langt stærkere redskaber. EU kan på disse områder lovgive direkte, overvåge medlemslandenes økonomi og sanktionere brud på reglerne gennem budgetkrav, statsstøtteregler og konkurrencelovgivning, mens unionen på socialområdet primært er begrænset til anbefalinger og koordinering uden tilsvarende håndhævelsesmuligheder.
Magtfulde redskaber omfatter i stigende grad forsvarspolitikken, hvor EU gennem eksisterende traktatbestemmelser har opbygget fælles låneinstrumenter som SAFE, åbnet for fælles gældsoptagelse, lempet budgetreglerne for forsvarsudgifter og sat mål for fælles våbenindkøb og et mere harmoniseret europæisk forsvarsmarked. Dette giver Kommissionen langt mere direkte styring af medlemslandenes investeringer, end EU har på socialområdet.
White Paper for European Defence opstiller konkrete mål om, at mindst 40 procent af medlemslandenes forsvarsindkøb skal ske i fællesskab, og at mindst 50 procent af forsvarsmateriellet skal købes fra europæisk forsvarsindustri inden 2030. Målet er at reducere national fragmentering, samle produktion og standarder på tværs af medlemslandene og opbygge et mere integreret europæisk forsvarsmarked under fælles EU-koordinering.
Dette er en grad af markedsstyring og harmonisering, som EU ikke råder over på socialområdet. Ligeledes findes der heller ingen tilsvarende bindende mål for sociale minimumsstandarder, som der gør på forsvarsområdet.
EU sender milliarder til oprustning, mens den sociale strategi presses
EU-rapporterne viser en grundlæggende modsætning.
EU-milliarder til oprustning peger på to strukturelle barrierer:
- en økonomisk model baseret på budgetkontrol, gældsregler og konkurrenceevne
- traktater, der giver langt stærkere redskaber til marked, finansdisciplin og forsvar end til social omfordeling
Per Clausen ser udviklingen som udtryk for en bredere politisk forskydning i EU:
– Det er udtryk for, at man prioriterer de store virksomheders profit højere end hensynet til almindelige menneskers behov. Det er en politik, som bør mødes med konsekvent modstand.
Hans kritik rammer den centrale modsætning i rapporterne. EU mobiliserer på få måneder fælles lån, budgetfleksibilitet og nye markedsredskaber til oprustning, mens bekæmpelse af fattigdom fortsat henvises til nationale budgetter, anbefalinger og begrænsede støtteprogrammer.
Det er denne spænding, der præger udviklingen i EU netop nu.
Vil du vide mere om EU’s massive investeringer i militær oprustning?
Så kan du læse rapporterne her:
Financing the European defence industry
Briefing: Læs HER
ReArm Europe Plan/Readiness 2030
Rapport: Læs HER ⏐ Faktaark: Læs HER
White Paper for European Defence – Readiness 2030
Rapport: Læs HER ⏐ Faktaark: Læs HER
Defence Readiness Roadmap 2030
Rapport: Læs HER ⏐ Faktaark: Læs HER
Security Action for Europe – SAFE
Forordning: Læs HER
Hvad er instrumentet for sikkerhedstiltag for Europa (SAFE)?
Artikel: Læs HER
EU’s forsvar i tal
Artikel: Læs HER
EU-finansiering af forsvar
Artikel: Læs HER
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
