Op til topmødet mellem Biden og Putin
Jeg tror, at USA har blikket stift rettet mod Ruslands hypersoniske missiler og i langt mindre omfang på ukrainernes og hviderussernes demokratiske udvikling. Men jeg tror også, at de har forstået, at russerne har nogle røde linjer – og de går i Ukraine og Hviderusland.
Der har været en del mystik omkring Joe Bidens utålmodige ønske om at møde Ruslands præsident Vladimir Putin. Hvad vil de to snakke om?
Bidens præsidentperiode begyndte med en meget konfronterende linje over for blandt andet Rusland. Der var høj profil i Ukraine-spørgsmålet, Vestens værdier, kritik af situationen omkring menneskerettigheder i Rusland, beskyldninger om russisk indblanding i amerikanske forhold med mere.
Rusland har på sin side ændret sin retorik fra en mere høflig til en meget kritisk og markant mistænksom position. Russerne betragter USA som en fjendtlig stat, der udgør en trussel mod landets eksistens. Og det er ikke godt nyt, når man ved, at Rusland og USA råder over 90 procent af verdens atomvåben, og at de stort set ikke snakker sammen.
Frygt for storkrig
Mange er nok bange for, at en mindre lokal konflikt som for eksempel i forbindelse med Ukraine-konflikten vil kunne føre til en meget alvorlig storkrig mellem Rusland og NATO.
For cirka 20 år siden opsagde USA’s daværende præsident George W. Bush ABM-traktaten. Det skete under voldsomme protester og advarsler fra russisk side. Der var meget på spil dengang. ABM-traktaten handlede om anti-ballistiske missiler, en aftale indgået i 1972 i en tid, hvor stormagterne talte med hinanden.
Det triste er, at der skal supersoniske missiler til, for at amerikanerne tilsyneladende tager russerne alvorligt. Det lover ikke godt for nedrustningen på vores planet.
Idéen var dengang at lægge låg på antallet af missiler, som kunne skyde de store a-våben-bærende interkontinentale missiler ned. Man kunne forestille sig, at en af parterne kunne udvikle et program med så mange og så effektive ABM-missiler, at man kunne vinde en atomkrig. En part kunne simpelthen skyde modstanderens interkontinentale missiler ned, før de kunne komme i anvendelse. Dermed kunne man vinde en atomkrig. Med traktaten anerkendte USA og det datidige Sovjetunionen, at de holdt hinanden i et jerngreb i gensidig sikret ødelæggelse (Mutual Assured Destruction), meget poetisk og retvisende forkortet: MAD.
Rusland har mistet tiltroen til Vesten
Men den filosofi opgav USA i 2001. USA troede i 1990’erne, at de var verdens eneste supermagt, herre over planeten og i fuld kontrol. Der er sket meget siden. Rusland er ikke den sølle stat, som den var dengang, ligesom Kina også udfordrer USA som økonomisk stormagt.
Det lykkedes ikke at få skabt en ordning i Europa med Rusland med ombord. I stedet kom der NATO-udvidelse trods Ruslands tydelige advarsler. Det førte til voksende spændinger og militær oprustning samt til Ukraine-katastrofen.
I disse år udviklede Rusland som svar på alt det desuden en række moderne missilsystemer. De er hypersoniske, det vil sige flyver mindst fem gange lydens hastighed. Russerne har udviklet en stribe af disse missiler, nogle kan flyve med en hastighed på Mach 10, det svarer til 10 gange lydens hastighed. De kan alle bære atomvåben og har en meget høj præcision. Lige på dette punkt synes Rusland p.t. at være foran Vesten.
Det er vanskeligt ikke at drømme om, hvad der ville være sket, hvis NATO ikke var blevet udvidet for 20 år siden, hvis man havde fået en samlet sikkerhedspolitisk ordning i Europa med respekt for forskellighed. Det første skridt blev taget i 1990 med pariser-aftalerne. Men det blev ved snakken.
USA ønskede ikke Rusland ind i de europæiske strukturer. Men russerne har siden nærmest tryglet om samlet europæisk sikkerhedspolitik – hinsides NATO. Det gjorde de verbalt indtil omkring 2010. Så mistede de tiltroen til Vesten, den har de haft og mistet flere gange i historien. Hvor meget stolede vekslende Moskva-ledere ikke på både Napoleon og Hitler? Indtil de blev skuffede. I dag har vi russiske supersoniske missiler, som Vesten ikke kan være ligeglade med.
Er virkeligheden nået til Biden?
Jeg tror, at virkeligheden er kommet til Joe Biden og hans Demokrater. Biden har nærmest insisteret på at mødes med Putin. Det kan umiddelbart overraske, både Biden og hans Demokrater har jo kaldt Putin ting, som normalt ville udelukke enhver form for kontakt. Putin er både en morder og løgner i Bidens optik.
Men sanktioner og henvisning til vestlige værdier er i sig selv håbløse og impotente. For det første skaber de det modsatte af det, de skulle opnå. Sanktionerne mod Rusland skulle skabe modstand mod Putin og gerne fjerne ham fra magten. Det er det modsatte, vi ser. For det andet skaber sanktionspolitikken, moralsk kritik og støtte til den liberale vestvendte opposition ikke mere sikkerhed – igen tværtimod. Jeg minder lige om, at USA’s sanktionspolitik over for Japan fra 1939 endte med angrebet på Pearl Habour i 1941.
Jeg tror, at USA har blikket stift rettet mod de russiske hypersoniske missiler og i langt mindre omfang på ukrainernes og hviderussernes demokratiske udvikling. Men jeg tror også, at de har forstået, at russerne har nogle røde linjer – og de går i Ukraine og Hviderusland. Om end det næppe er noget, de vil indrømme åbent. At Biden og Putin skal mødes om kort tid er entydigt positivt. Det er vanvid, at to store supermagter ikke taler sammen. Det gjorde de i det mindste under den gamle kolde krig.
Det triste er, at der skal supersoniske missiler til, for at amerikanerne tilsyneladende tager russerne alvorligt. Det lover ikke godt for nedrustningen på vores planet.
37% af 500.000 DKK
183.946 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
