Læserbrev
Ny regering, nyt regeringsgrundlag – er der grund til optimisme?
Regeringsgrundlaget kunne være værre, men det kunne bestemt også være bedre. Velfærden vandt denne runde, men vi skranter stadig og hænger hele tiden i en stram snor, skriver Mona Striib.
|
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at resultatet af folketingsvalget gav anledning til en del panderynker og bekymringer. Bekymringer på medlemmernes vegne, bekymringer på velfærdens vegne. Det landede heldigvis godt – eller så godt som det nu kunne blive, vil jeg hellere sige.
Lige nu er der forhandlet kommune- og regionsaftale om det kommende års budgetter, og selv om der er tale om en forbedring af økonomien, så ser det stramt ud.
Vi er meget optaget af, at den offentlige sektors økonomi udvikles i takt med udgiftsstigninger, blandt andet som følge af den demografiske udvikling. Derfor er det vigtigt, at der arbejdes med velstandskorrigerede demografiske træk.
Det kunne vi godt læse i regeringsgrundlaget ikke er tilfældet, men der var trods alt tale om en velstandsudvikling plus. Vi er også stærkt optagede af, at budgetloven ændres.
Dummebøder skal helt væk, og der skal indføres flerårige budgetter med plads til investeringer i velfærdsteknologi etcentera og helst uden for servicerammen. Vi ser det gang på gang, at der ikke bruges penge helt op til rammen af frygt for en ekstraregning.
Det er mig en gåde, at regeringen ikke for alvor sætter ind og sikrer, at de penge, vi anvender, rent faktisk går til borgerne.
Jeg noterer mig, at det tydeligt fremgår, at anlægsrammen/loftet skal overholdes, selv om der blandt andet skal investeres i folkeskolernes bygninger.
Der er tilsyneladende heller ikke fuldt ud taget højde for to store regninger, der skal betales. Den ene udløses, når arbejdsskadesager skal genvurderes for alle, der ikke har fået tilkendt erhvervsevnetabsydelse, hvis erhvervsevnetabet var under 15 procent. Den anden regning udløses af den bagudrettede efterbetaling som følge af dommen om deltid.
Vi står helt klar i FOA til gennemgangen af medlemmernes krav på efterbetaling. Vi ved, at det er en kæmpe opgave. Alene i FOA har vi 40.000 medlemmer registreret, hvor vi efter aftale har stoppet forældelse af krav. Når vi kigger på tværs af organisationer, kan vi gange med to.
Vi ved også, at det er en stor efterbetaling. Vi har nemlig regnet ved OK 26 på det fremadrettede, når alle deltidsansatte fremover skal have overarbejdsbetaling for timer ud over den ansættelsesbrøk, man er ansat med. Det stod helt tydeligt og klart, at der ikke er ansat det personale, der er behov for. Alene for 2024 var der udbetalt for fem millioner timer.
Et andet område, der er stærkt udfordret, er det specialiserede socialområde. Et område hvor udgifterne i mange år har været i kraftig vækst, selv om antallet af borgere med behov ikke er steget.
Det er mig en gåde, at regeringen ikke for alvor sætter ind og sikrer, at de penge, vi anvender, rent faktisk går til borgerne. Det skal naturligvis ikke løses i en budgetforhandling, men det er nu, at der skal sættes en stopper for det, vi kalder velfærdskriminalitet.
Det går ud over vores fælles pengepung, men hvad værre er, det går ud over borgere, som fortjener kvalitet, og som vi skal passe særligt godt på.
Det kunne være værre, men det kunne bestemt også være bedre. Velfærden vandt denne runde, men vi skranter stadig og hænger hele tiden i en stram snor.
Borgerne fortjener bedre, og medarbejderne kan med rimelighed forlange ordentlige vilkår til at levere faglighed og i et arbejdsmiljø, hvor de kan holde til at være.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. juni 2026 | 06:58
