Kommentar
Nu er det socialområdets tur
Et stort velfærdsområde har ikke fået tilført ekstra ressourcer, selvom behovet er stort. Det drejer sig om det specialiserede socialområde, som blandt andre omfatter voksne handicappede og udsatte børne og unge.
|
Den ny regering og dens parlamentariske grundlag er på flere punkter begyndt at genoprette velfærden. Det nye flertal har prioriteret flere penge til daginstitutioner, ældrepleje, sygehuse og psykiatri. Der er også fundet penge til, at folk kan komme tidligere på pension, hvis de har været længe på arbejdsmarkedet.
Det har alt sammen været tiltrængt, for velfærdsordningerne er i årevis blevet ringere, og regeringen og dens flertal er langt fra i mål, når det gælder om at genskabe tilstrækkelige økonomiske rammer. Men retningen er rigtig.
Når medarbejderne er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt uddannede, så bliver arbejdsforholdene bedre.
Et stort velfærdsområde har imidlertid ikke fået tilført ekstra ressourcer, selvom behovet er stort. Det drejer sig om det specialiserede socialområde, som blandt andre omfatter voksne handicappede og udsatte børne og unge.
Mere fast og uddannet personale
Området mangler paradoksalt nok specialiseret arbejdskraft. Og det er en stor del af baggrunden for, at medierne for ofte har triste beretninger om tilbud til mennesker, der på grund af deres mentale og/eller fysiske tilstand har brug for en hjælp, der er på et højt fagligt niveau. Men hvor tilbuddene ikke fungerer forsvarligt.
Desværre er socialområdet præget af stor personalegennemstrømning, mange vikarer og mange ufaglærte, selvom de komplicerede arbejdsopgaver kræver et uddannet og stabilt personale. Uddannelse skal sikre, at den faglige viden er på plads, og stabilitet skal sikre, at personalet kender borgernes behov.
Når der mangler tilstrækkeligt kvalificeret personale, skaber det en ond cirkel, hvor arbejdsforholdene gør det sværere og sværere at tiltrække og fastholde personale, så problemerne hele tiden vokser.
Situationen kræver mindst to ting. Den første er, at arbejdsgiverne på socialområdet sikrer, at ufaglært personale bliver uddannet, og at de fremover kun ansætter uddannet personale.
Desuden skal arbejdsgiverne ansatte tilstrækkeligt personale, så medarbejderne har mulighed for at hjælpe borgerne ordentligt.
En god cirkel
Når medarbejderne er tilstrækkeligt mange – og tilstrækkeligt uddannede, så bliver arbejdsforholdene bedre, og flere vil blive længere i deres stillinger.
Det kræver selvfølgelig, at politikerne bruger flere penge på området, og desværre indeholder regeringens aftaler med kommuner og regioner ikke noget økonomisk løft til socialområdet. Regeringen og dens politiske flertal bør spørge sig selv: Hvad er egentligt vigtigere at prioritere, end nogle af samfundets allersvageste borgere?
19. juli 2021 | 06:35
