Erindringer
Dette er historien om min fars og mors benhårde slid, om klassehad på gårdspladsen, og om den værdighed, der til sidst bar os til Amagers selvbyggerkvarterer.
I dag tænker de fleste på 1952 som starten på det moderne Danmarks velfærdsboom. Men dykker man ned i datidens landbrug, var virkeligheden en helt anden.
Min far arbejdede det år som landarbejder på Stokholmgården i Ganløse for en månedsløn på blot 90 kroner. Det var en ussel løn, der holdt os i absolut fattigdom, og som kun rakte til overlevelse, fordi den blev suppleret med “naturalier” – en halv gris om året og en lille lejlighed indrettet i en tidligere staldbygning i en af gårdens tre længer.
Her boede vi, tre små børn og vores forældre, side om side med gårdens foderstoffer. Det betød en konstant rotteplage. Vores lokum var af den gammeldags slags, placeret ude i gården.
Når mørket faldt på, og min mor skulle derud, mærkede hun altid frygten. Hun måtte trampe hårdt i jorden for at jage rotterne væk, før hun overhovedet kunne komme på toilettet.
Imens kunne gårdmandsfamilien overfor nyde tilværelsen i det pæne stuehus med moderne bekvemmeligheder som træk og slip.
Klasseforskellen var hugget i sten
Klasseforskellen var ikke noget, man læste om i bøger; den var hugget i sten og stank af gylle lige midt på gårdspladsen.
Den usynlige og tvungne arbejdskraft Bonderøvs-idyllen krakelerer fuldstændig, når man ser på den grov udnyttelse, landproletariatet var underlagt.
Min far var lænket til gården 365 dage om året. Hele vinteren og året rundt malkede han besætningen med hånden – et ødelæggende fysisk arbejde.
Foto: Privat
Køerne kendte ikke til søndagsfred eller familiefester. Jeg husker tydeligt, hvordan min far måtte forlade slægtsfester for at cykle de mange kilometer hjem til Ganløse for at malke, for derefter at cykle tilbage til festen bagefter.
Overarbejde i høsten eksisterede ikke på lønsedlen; det var en del af den “pligt”, man betalte for at have tag over hovedet. Mens min far knoklede i marken, sørgede min mor for at smøre madpakker og lave saftevand til høstholdet.
Dette er historien om min fars og mors benhårde slid, om klassehad på gårdspladsen, og om den værdighed, der til sidst bar os til Amagers selvbyggerkvarterer.
Men udbytningen stoppede ikke ved min far. Det var en stiltiende forventning, at min mor arbejdede som stuepige og rengøringshjælp på gården.
Ofte uden en eneste krone i selvstændig løn. Hendes arbejdskraft blev betragtet som en del af husbondretten. Mine søstre har fortalt mig om en hårrejsende episode fra Stokholmgården, som indkapsler denne tid.
Min far var ikke hjemme, og mor var ved at lave mad i køkkenkomfuret, hvor vi fyrede med brænde, til os tre små, sultne børn.
Det bankede hårdt på døren. Ind trådte gårdfruen.
Gården havde fået uventede gæster, og min mor fik besked på straks at komme over og servere. Da min mor svarede, at hun lige ville lave maden færdig til sine egne børn først, stivnede gårdfruen i sit hovmod og skreg: “NU!”
Min mor måtte slippe alt, hvad hun havde i hænderne.
Vi børn måtte sidde alene tilbage i stalden og vente i flere timer på vores aftensmad, mens herrefolket blev opvartet. To syn på værdighed.
Foto: Privat
Kynismen mærkede vi også på vores små lyspunkter i hverdagen.
For at spæde til husholdningen havde vi vores egne høns og kaniner.
En dag, hvor vi ikke var hjemme, brød gårdejerens store schæferhund ind og dræbte alle vores kaniner. Erstatning var der selvfølgelig intet af – hvem var en fattig landarbejder til at stille krav til sin arbejdsgiver?
Gårdejeren, der var et brutalt menneske, tæskede efterfølgende hunden grusomt på gårdspladsen. Men min far, der var opvokset i skoven som søn af en skovløber i Ganløse Ore, protesterede.
Selvom han var sønderknust over tabet af familiens kaniner, mødte han verden med et realistisk og humant natursyn: Hunden havde blot fulgt sit instinkt. Den var ikke ond. Gårdejerens rå vold løste intet.
Det viste med al tydelighed, hvem der var moralsk overlegen på den gård. Da Stokholmgården senere skulle sælges, ville ejeren have os ud hurtigst muligt. Da vi ikke kunne flytte, før vi havde fundet noget andet, greb de til ulovlig og kynisk chikane: De slukkede for strømmen til vores lille staldlejlighed, hvor der boede tre små børn.
Mine forældre var lige ved at gå amok af raseri og afmagt, men heldigvis fandt vi i tide et lille bondehus under Langagergård mellem Måløv og Knardrup.
Redningen og flugten til Amager
På Langagergård mødte vi heldigvis humane og flinke gårdejere. Her fik vi værdigheden tilbage. Jeg husker selv, hvordan jeg som lille dreng en dag blev frygtelig bange for at være alene hjemme. Mine to søstre var i skole, min far var på arbejde, og min mor arbejdede oppe på gården. I min angst løb jeg grædende derop.
I stedet for at blive afvist, blev jeg taget imod med varme. Gårdens datter, Hjørdis, trådte til og underholdt mig kærligt, indtil min mor fik fri.
At jeg husker hendes navn den dag i dag, vidner om, hvad den omsorg betød for en lille dreng, der var vant til Stokholmgårdens kulde. Men systemet på landet var slidt op, og min far havde fået nok af bøndernes tyranni. Han tog arbejde på et nærliggende teglværk.
Det var hårdt slid ved ovnene, men det gav noget helt nyt: en fast arbejdstid, rigtige fridage og en løn, man kunne leve af.
Kort efter tog vi det endelige spring, som tusindvis af andre landarbejderfamilier gjorde i efterkrigstiden: Vi flyttede til Amager.
I starten boede vi i de mere eller mindre hjemmebyggede huse i de nye kvarterer – huse, som min far altid kaldte for “sildekasse-husene”.
Selvom der også her i starten var både pumpe og lokum, var levestandarden en helt anden. Vi var herrer i eget hus. Der var ingen herremand, der kunne slukke for vores strøm eller råbe ad vores mor.
Min far arbejdede resten af livet som ufaglært arbejder i byen, og min mor stod i forretning. Foran os ventede de glade 1960’ere med velfærdsboom, køleskab og rigtigt træk og slip.
Men vejen dertil var brolagt med et umenneskeligt slid og en urokkelig klassebevidsthed hos en generation af arbejdere, der nægtede at lade sig knække, og som bar deres dybe rødder og stolte efternavn – Oreskov – med sig hele vejen ind i det moderne Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
