Part 8
Fra 12. juli er Arbejderen med på solidaritetsbåden Handala II, der besøger danske byer, inden den til efteråret vil bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Dette er ottende del af Arbejderens dagbog fra rejsen. Læs de øvrige indlæg her.
Fredag og lørdag besøger vi Øhavets Festival, på Ærø, i søfartens hovedstad Marstal. Vi lægger til en spytklat fra festivalpladsen, der har omkring tusind gæster. Vi håber, at en del af dem kigger forbi Handala II i løbet af de to dage, i hvert fald har vi en vagtplan med ”åbent skib” fra 10.00 til 20.00. Det er nødvendigt med en vagtplan, for dels har vi stadig to nattevagter ad gangen hele natten igennem, dels har vi den almindelige vedligeholdelse og renholdning af skibet.
Så vi har fordelt os i to-timers blokke, hvor man er den ansvarlige for at byde gæsterne velkomne, og fortælle om projektet. Sidst, men ikke mindst har de lokale i Palæstina-initiativet Ærø skaffet adgang til festivalen for fire personer – med adgangsbåndet bundet på en kasse, ikke en enkeltperson – så vi kan gå ind på skift med flyers, og initiativet kan sælge deres berømte Gaza Chips til støttebeløb; vi går ind i pauserne, hvor der ikke er musik på den store scene.
Allerede torsdag aften byder det lokale Palæstina Initiativet Ærø os velkomne på havnen. Sejladsen fra Svendborg er let og uden hverken motorstop eller andre udfordringer, og det samme er ankomsten på Ærø. Omkring 20.000 lystsejlere forventes at besøge Marstal denne sommer, men allerede da vi ankommer, tegner det snarere til mellem 24.000 og 26.000 besøg, så mange både ligger i havnen. Vi har heldigvis reserveret kajplads.
Ud over at være Arbejdernes udsendte er jeg jo aktiv i den københavnske del af solidaritetsbevægelsen med Palæstina, og ja, vi har gennemført mange og store ting i forsøget på at stoppe folkemord og besættelse. Men vi er mange, nogle gange hundreder, der har arbejdet sammen. På Ærø er de fem.
Torsdagens event er meget velbesøgt, og de fem aktivister fra Ærø knokler røven ud af bukserne de næste par dage med at koge chips. Gaza Chips er strimler af fladbrød, friturestegt og krydret med en hemmelig, og virkeligt lækker krydderiblanding. De sælges i små poser til støtte for Handala II’s videre færd. Små poser, fordi fladbrød suger en del mere olie end kartofler og det lægger en naturlig begrænsning på, præcis hvor mange af de lækre chips, man kan skovle ned ad gangen.
Igen ved eventet er det en blanding af os fra båden – her mener Arbejdernes udsendte Mohammad og Tara, der begge har taget turen med flotillen og er blevet kidnappet af israelerne – og lokale kræfter. Kim Jezus, velkendt fra en del Arbejderen-støttefester gennem tiden, har taget turen med fra Svendborg og spiller harmonika, og den lokale organist giver en række numre på sit medbragte klavikatur. Det er organisten selv, der stiller op, for som han siger: ”Jeg er skuffet over folkekirkens manglende støtte til Palæstina. Men når præsten ikke vil, så må organisten jo”. Den holdning gennemsyrer vores tre dage på Marstal. Ja, den er jo essensen i hele Freedom Flotilla og Ship to Gaza.
Helt personligt er jeg imponeret. Ud over at være Arbejdernes udsendte er jeg jo aktiv i den københavnske del af solidaritetsbevægelsen med Palæstina, og ja, vi har gennemført mange og store ting i forsøget på at stoppe folkemord og besættelse. Men vi er mange, nogle gange hundreder, der har arbejdet sammen. På Ærø er de fem. Fem aktivister, og de står støt fra morgen til aften over de to dage, hvor Øhavets festival varer, steger, sælger t-shirts, går på besøg på festivalen, og alligevel har de overskud til en stor afskedsfrokost med os fra båden om søndagen. Flere af dem, og deres venner, stiller også op og tager en vagt på skibet, aften eller nat, for selvom Marstal er fredelig i både solskin og regn, så slækker vi ikke på sikkerheden.
I Marstal er det mere kvalitet end kvantitet i besøgene fra de lokale, fra nysgerrige sejlere – de tyske sejlere forbander politi og myndigheders undertrykkelse af Palæstina-solidariteten i hjemlandet langt væk – og fra festivalens gæster. I Svendborg kom de alle på en gang, og måtte stå i kø – vi lukker fem gæster ombord ad gange, for, I ved, sikkerhed.
I Marstal er der en jævn strøm, og vores gæster giver sig tid til ordentlige samtaler. Ofte sætter vi os med dem over en kop kaffe eller te, og deler erfaringer. Nogle har kun hørt om Handala II, eller læst om demonstrationer og anden solidaritet, men faktisk er det mange af gæsterne, der også er med i solidaritetsarbejdet, der hvor de er. Måske kun af og til, som tiden rækker, men mange af dem gør noget, der hvor de kan.
Så jo, tre dage på Ærø med lille besætning, vagter både med snak og med at holde øje om natten, de tre døgn trækker på kræfterne. Men Arbejderens udsendte har mere energi til de næste besøg og den sidste del af sejladsen til Sønderborg, end da vi lagde til ved kajen fra den historiske mole.
En mole bygget med håndkraft af de lokale gennem generationer og gennem årtier, fordi de ville have en havn. Måske det sidste blik mod molen på Marstal Havn, mens Handala II stævner ud i en ruskende kuling og stævnen peget mod Sønderborg, kan være overskriften for den ottende dag af dagbogen: støt, langsigtet arbejde af frivillige kræfter, gennem årtier og gennem generationer, små og store sten mellem hinanden, til blokaden af Gaza er brudt, til besættelse og folkemord blot er grimme fodnoter, til Palæstina er frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
