Imens disse ord skrives florerer der videoer på sociale medier, som viser med al tydelighed, hvad Israels endelige mål er med deres folkedrab i Gaza. En lang række israelske ministre og ledende skikkelser i bosætterbevægelsen står lige nu ved grænsen til Gaza, hvor de kræver adgang, så de kan begynde at sætte bosættelser op.
Blandt andet Daniella Weiss, en markant og yderst fascistisk bosætter, der tidligere har sagt, at “arabere vil forsvinde fra Gaza”, så israelere igen kan flytte ind og stjæle landet. Også landets sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, som selv bor i en bosættelse i Hebron på den besatte Vestbred, lover at israelske bosættelser endnu engang vil blive en del af Gaza.
Og det hjælpes på vej af det faktum, at Israel lige nu kontrollerer 70 procent af territoriet i Gaza, langt mere end de 53 procent aftalt i den såkaldte “fredsaftale” fra sidste år. Israel havde tydeligvis aldrig nogen intention om fred i Gaza, som Bezalel Smotrich, Israels finansminister, tidligere har sagt, er Gaza en “spændende bolig udviklingsmulighed”.
Det her sker samtidig med, at bosættervolden og den etniske udrensning af Vestbredden optrapper. På alle fronter er det tydeligt, at Israel går videre med deres projekt om et Storisrael, hvis grænser skal udvides yderligere og yderligere, imens lokalbefolkningen fjernes fra de nyligt indtaget områder.
To-statsløsningen er praktisk talt død. Jo før magthaverne indser det, jo bedre, dog er der ikke meget udsigt til det. Derfor er det op til den solidaritetsbevægelse, som stadig er meget aktiv, at være katalysator for forandring.
Opmærksomheden på folkedrabet og den etniske udrensning er samtidig mindre, end det var for bare et år siden. Det udnytter Vestens politikere, som har været bemærkelsesværdigt stille under Israels nylige eskaleringer.
Lidt halvlunkne fordømmelser og bekymrede miner har det kunne blive til fra vores magthavere. Men væk er snakken om at opsige EU’s associationsaftale med Israel, som giver apartheidstaten uhindret adgang til det indre marked.
EU kan ikke engang blive enige om at stoppe samhandlen med de ulovlige bosættelser, på trods af, at det er en forpligtelse under international lov, som for længst har kendt bosættelserne for ulovlige.
Ved et møde i juni blandt EU’s udenrigsministre blev en række forslag til sanktioner mod bosættelserne fremlagt, ingen kunne dog opnå flertal blandt medlemmerne. EU’s udenrigsminister Kaja Kallas udtalte bagefter, at hun håbede, at der ville komme handling på spørgsmålet i fremtiden, da bosætternes adfærd “umuliggører en to-statsløsning”.
Det klinger dog noget hult, når de ulovlige bosættelser kun er blevet flere og større siden 90’erne, når palæstinenserne siden 2023, både på Vestbredden og i Gaza, har været udsat for et folkedrab og uhæmmet vold. I den periode har EU intet gjort, så hvorfor skulle det være anderledes nu?
To-statsløsningen er praktisk talt død. Jo før magthaverne indser det, jo bedre, dog er der ikke meget udsigt til det. Derfor er det op til den solidaritetsbevægelse, som stadig er meget aktiv, at være katalysator for forandring.
Lige nu er skibet Handala II på vej rundt i Danmark, senere på efteråret skal det sejle til Gaza i et forsøg på at bryde Israels ulovlige blokade. Aktivister fra hele verden er at finde på Vestbredden, hvor de forsøger at beskytte palæstinensere mod de ulovlige og fascistiske bosættere.
Den slags aktivisme er det bedste håb for retfærdighed for palæstinenserne. Magthaverne viser os tydeligt, at de ingen interesse har i at stoppe hverken folkedrabet eller den etniske udrensning, derfor må det være op til alle os andre, der nægter at lade Israels forbrydelser fortsætte uden konsekvens.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
