Oplæg og musik
Når kommunen bryder loven år efter år, hvem skal så stoppe det?
Rigsrevisionen har dokumenteret, at kommunerne ikke overholder lovens krav i 69 procent af anbringelsessagerne. Statsrevisorerne siger direkte, at både kommunerne og ministeriet har svigtet udsatte børn i mange år, skriver Henrik "Mas" Nørgaard Christensen.
|
Jeg er tidligere hjemløs og formand for SAND – De hjemløses landsorganisation. Jeg har altså mødt mange hjemløse, som har haft kontakt med kommunen hele livet. Mange af dem blev anbragt uden for hjemmet som børn. De blev flyttet rundt, fejlbedømt, glemt og svigtet af de myndigheder, der skulle beskytte dem.
Nu ved vi, at det ikke bare er enkelthistorier. Rigsrevisionen har dokumenteret, at kommunerne ikke overholder lovens krav i 69 procent af anbringelsessagerne. Statsrevisorerne siger direkte, at både kommunerne og ministeriet har svigtet udsatte børn i mange år, og at ministeriet har kendt til problemerne i mindst 20 år.
Det er ikke småfejl. Det er et systemsvigt.
Spørgsmålet er ikke længere, om kommunerne bryder loven. Spørgsmålet er, hvad der skal til, før de holder op med at gøre det.
Det burde ryste enhver. For en anbringelse uden for hjemmet er noget af det mest indgribende, samfundet kan gøre mod et barn. Hvis retssikkerheden ikke gælder dér, hvor gælder den så?
Og det hænger sammen med hjemløshed. Ifølge VIVE har cirka hver tredje unge hjemløse været anbragt som barn. Næsten hver tiende tidligere anbragt ung rammes af hjemløshed i ungdommen. For mange begynder hjemløsheden altså ikke den dag, de mister en bolig. Den begynder længe før, når systemet igen og igen ikke griber dem, mens der stadig er tid.
Det samme mønster går igen senere i livet. På socialområdet er lovbrud alt for ofte ikke en fejl i maskineriet. Det er blevet en del af driften at springe over, hvor gærdet er lavest.
Det gælder også botilbud efter servicelovens § 107 og § 108.
§ 107 er midlertidige botilbud til mennesker med omfattende støttebehov.
§ 108 er længerevarende botilbud til mennesker, som har brug for varig og betydelig hjælp.
Det er ikke ekstra service. Det er tilbud, kommunen skal have til rådighed, når borgeren har ret til dem og brug for dem. Københavns Kommune har selv slået fast, at det ikke er lovligt at have ventelister til botilbud, bortset fra en kort og konkret ventetid.
Alligevel har Københavns Kommune brugt ventelister i årevis. I en sag til Socialudvalget står der sort på hvidt, at forvaltningen allerede i 2017 kunne konkludere, at ventetiderne på botilbud ikke var i overensstemmelse med lovgivningen. Samme sag viser også, at kommunen frem mod 2026 forventede at mangle omkring 250 pladser på tværs af områderne, herunder cirka 50 pladser til udsatte voksne. Det er altså ikke et nyt problem. Det er derimod et kendt problem, som man har undladt at gøre noget ved i mange år.
Så spørgsmålet er ikke længere, om kommunerne bryder loven. Spørgsmålet er, hvad der skal til, før de holder op med at gøre det.
I dag kan en kommune få kritik, en henstilling og endnu en chance. Men imens venter mennesker på hjælp, de har krav på. Imens bliver deres tilstand værre. Imens vokser risikoen for hjemløshed, mere sygdom og mere kaos. Og imens fortsætter kommunen.
Kan en forvaltningsdomstol lave om på det?
Det tror jeg, den kan. Ikke fordi endnu en instans i sig selv løser noget. Men fordi problemet i dag er, at det for sjældent koster noget at bryde loven. Så længe det er billigere at undlade at overholde loven, eksempelvis ved ikke at oprette de nødvendige pladser, vil nogle kommuner lade være med at følge reglerne.
Jeg er ikke den eneste, der er frustreret over, at kommunerne laver systematisk dårlig sagsbehandling, og at alt for mange borgere ikke får den hjælp, de har brug for og i øvrigt krav på. Ret til faktisk.
Før folketingsvalget besluttede et flertal i Folketinget dermed, at det måske var på tide at få en forvaltningsdomstol.
Hvis vi ikke ændrer måden, kommunerne ser på retssikkerheden på, kommer prisen igen til at blive betalt af dem, der har allermest brug for at få hjælp. Det er ikke bare dårlig forvaltning. Det er et retssikkerhedsproblem. Og når kommunen bryder loven år efter år med vidt åbne øjne, så har vi brug for en instans, der kan tale et sprog, kommunerne forstår, nemlig at ramme dem økonomisk med bøder – og ikke mindst erstatninger til de berørte borgere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. april 2026 | 06:42
