Kommentar
EU-strategi mod fattigdom lover at “udrydde fattigdom” i medlemslandene inden 2050. Samtidig viser EU-kommissionens egne rapporter og dokumenter, at over 92 millioner mennesker allerede lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion i EU. Strategien lover sociale rettigheder, boligpolitik og stærkere velfærd, men kolliderer med både EU’s økonomiske styringsmodel og Lissabontraktatens begrænsninger.
Rapportpakken afslører samtidig en grundlæggende modsætning i EU-systemet. Unionen kan opstille sociale mål og koordinere medlemslandene, men har langt stærkere redskaber til at håndhæve budgetdisciplin og markedsregler end til at bekæmpe fattigdom og social ulighed.
Fattigdom i EU præger fortsat millioner
Kommissionens arbejdsdokument Poverty in the EU – key trends and policies viser, at 92,7 millioner mennesker i EU lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Dette svarer til 20,9 procent af befolkningen. 72,4 millioner lever direkte under fattigdomsgrænsen, mens 26,9 millioner oplever alvorlige materielle og sociale afsavn.
Risiko for fattigdom
Personer, der lever med en disponibel indkomst under 60 procent af medianindkomsten i deres medlemsland.
Social eksklusion
Manglende mulighed for at deltage fuldt i samfundet og fritidsaktiviteter på grund af lav indkomst, arbejdsløshed eller manglende adgang til bolig, arbejde, uddannelse, sundhed og sociale aktiviteter.
Medianindkomst
Medianindkomsten er den midterste indkomst i et samfund. Halvdelen af befolkningen tjener mere end medianindkomsten, mens den anden halvdel tjener mindre.
Børnefattigdommen er særlig omfattende. 19,3 millioner børn lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion, svarende til 24,3 procent af alle børn i EU.
Rapporterne viser samtidig store sociale forskelle mellem medlemslandene. I Spanien, Bulgarien og Rumænien overstiger børnefattigdommen 30 procent.
Boligkrisen spiller en central rolle i udviklingen. EU-kommissionens anbefaling Fighting Housing Exclusion beskriver cirka én million hjemløse i EU og mindst 2,4 millioner formelle udsættelsessager årligt i OECD-landene.
Kommissionens egne dokumenter peger på flere årsager til fattigdommen:
- stigende boligpriser
- energifattigdom
- lave lønninger
- utilstrækkelige sociale ydelser
- social arv
- usikre arbejdsforhold
Rapporterne viser blandt andet, at 61,2 procent af børn med lavtuddannede forældre lever i risiko for fattigdom mod kun 11 procent blandt børn af højtuddannede forældre.
Arbejde beskytter heller ikke nødvendigvis mod fattigdom. EU-Kommissionen rapport Questions and answers on the EU Anti-poverty package peger på et voksende problem med såkaldte “working poor”, hvor mennesker trods arbejde fortsat lever med lave indkomster og økonomisk usikkerhed. Samtidig viser EU’s egne tal, at 66 procent af arbejdsløse og 44 procent af personer uden for arbejdsmarkedet lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion.
EU-strategi mod fattigdom lover sociale tiltag
Kommissionens anti-fattigdomsstrategi “The European Union’s Anti-Poverty Strategy – Addressing and preventing poverty from childhood to old age” opstiller et mål om at udrydde fattigdom inden 2050 gennem stærkere sociale ydelser, bedre adgang til bolig, flere sociale investeringer og højere beskæftigelse.
Blandt de mest konkrete initiativer er:
- nationale anti-fattigdomsstrategier
- fælles fattigdomsmål frem mod 2030 og 2050
- automatisering af sociale ydelser
- flere sociale boliger (ikke at forveksle med almene boliger)
- “Housing First”-modeller mod hjemløshed
- gratis skolemad og flere/bedre daginstitutioner
- højere minimumsydelser
- energistøtte til fattige husholdninger
Kommissionen vil samtidig bruge EU-fonde som Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), InvestEU og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til sociale investeringer, boligbyggeri og velfærdsprojekter.
Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+)
EU’s største fond for beskæftigelse og sociale indsatser. Fonden finansierer blandt andet projekter inden for arbejdsmarked, uddannelse, kompetenceudvikling og social inklusion i medlemslandene.
InvestEU
EU’s investeringsprogram, der skal mobilisere offentlige og private investeringer i blandt andet infrastruktur, innovation, grøn omstilling, boligprojekter og små virksomheder. Programmet fungerer især gennem økonomiske garantier og låneordninger.
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
EU’s fælles investeringsbank, ejet af medlemslandene. Banken finansierer store projekter inden for blandt andet energi, transport, klima, infrastruktur, bolig og offentlige investeringer i hele EU.
50,2 milliarder euro fra ESF+ er afsat til social inklusion og materielle afsavn, mens EIB planlægger 22 milliarder euro til social infrastruktur i 2026-2027.
Boligområdet fylder markant i den nye strategi. Kommissionen anbefaler flere sociale boliger, huslejestøtte, gældsrådgivning og “early-warning”-systemer mod udsættelser.
EU-fattigdomspolitik kolliderer med nedskæringer
Samtidig afslører rapporterne en grundlæggende konflikt mellem EU’s sociale mål og Unionens økonomiske styringsmodel.
Lissabontraktaten beskriver EU som en “social markedsøkonomi”, der skal fremme social retfærdighed, social beskyttelse og fuld beskæftigelse.
Problemet er, at EU historisk har prioriteret budgetdisciplin, gældsreduktion, konkurrenceevne og markedsreformer over sociale investeringer.
Efter finanskrisen blev flere medlemslande mødt med krav om nedskæringer, privatiseringer, offentlige besparelser og reformer af sociale ydelser.
Rapportpakken peger indirekte på, at mange af de sociale problemer er blevet forværret af denne politik.
The Left i EU-parlamentet beskriver derfor Kommissionens anti-fattigdomsstrategi som “tandløs”. Gruppen kritiserer især, at EU samtidig prioriterer konkurrenceevne, militær oprustning og markedslogik, mens sociale investeringer ikke styrkes tilsvarende.
Boligpolitikken illustrerer konflikten tydeligt. Kommissionens egne tal viser, at 40 procent af borgerne ser mangel på billige boliger som et akut lokalt problem, mens boligpriserne er steget 60 procent siden 2013. Samtidig kritiseres Kommissionens boligplan for fortsat at bygge på markedsløsninger og manglende regulering af spekulation og investorfondes opkøb af boliger.
EU-strategi mod fattigdom bremses af traktaterne
EU’s største problem er samtidig juridisk og institutionelt.
Lissabontraktaten giver kun EU begrænsede kompetencer på socialområdet. Derfor består store dele af strategien af anbefalinger, retningslinjer, styringsrammer og monitorering frem for bindende EU-lovgivning.
Rapporterne erkender samtidig, at EU ikke kan indføre bindende sociale minimumsstandarder uden sandsynlige traktatændringer. Det gælder blandt andet minimumsydelser, fælles arbejdsløshedsforsikring, sociale boligkrav og harmoniserede sociale rettigheder.
Kommissionens strategi bygger derfor i høj grad på frivillig implementering i medlemslandene. Problemet er, at fattigdom samtidig er tæt forbundet med nationale budgetter, boligmarkeder og velfærdssystemer, som EU ikke kontrollerer direkte, men i høj grad dikterer gennem en stram økonomisk politik. Problemer, som sociale fonde ikke kan løse alene.
EU-bekæmpelse af fattigdom mangler reelle redskaber
Kommissionens rapporter tegner et billede af et EU med voksende boligkrise, massiv børnefattigdom og millioner af mennesker uden adgang til tilstrækkelige sociale ydelser. Problemer, der er vokset under årtiers budgetdisciplin, markedsliberalisering og nedskæringspolitik i EU.
Samtidig lover EU at udrydde fattigdom inden 2050.
Problemet er, at EU’s sociale ambitioner kolliderer med to grundlæggende barrierer:
- en økonomisk model baseret på budgetkontrol, gældsregler og konkurrenceevne
- traktater, der giver langt stærkere redskaber til finanspolitik og markedskontrol end til social omfordeling og velfærd
EU kan koordinere, overvåge og finansiere sociale indsatser, men kan ikke direkte fastsætte sociale ydelser, harmonisere boligpolitik eller opbygge en fælles europæisk velfærdsmodel inden for de nuværende traktater.
Hvis strategien mod fattigdom skal blive mere end anbefalinger og monitorering, vil det derfor kræve traktatændringer og markant større EU-kompetencer på socialområdet. Dette vil samtidig betyde, at områder som sociale ydelser, boligpolitik og velfærd i højere grad flyttes fra medlemslandene til EU-niveau. Alternativet er, at fattigdomsstrategien forbliver afhængig af frivillig implementering og dermed i praksis langt mere begrænset.
Læs mere om fattigdom i EU-landene og EU’s strategi mod fattigdom
EU-institutionerne har udgivet en omfattende rapportpakke om fattigdom, boligkrise, sociale ydelser og børnefattigdom i EU. Find rapporterne her:
The European Union’s Anti-Poverty Strategy – Addressing and preventing poverty from childhood to old age
Læs HER
Questions and answers on the EU Anti-poverty package
Læs HER
Facesheet: Eradicating Poverty in the EU
Læs HER
Breaking the Cycle of Child Poverty – Strengthening the European Child Guarantee
Læs HER
Poverty in the EU – key trends and policies (Commission Staff Working Document)
Læs HER
Principles for effective anti-poverty policies (Commission Staff Working Document)
Læs HER
Progress Implementation European Child Guarantee (Commission Staff Working Document)
Læs HER
Fighting Housing Exclusion (Council Recommendation)
Læs HER
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
