Jeg går i 3. g på Frederiksberg Gymnasium. Jeg er virkelig glad for at gå her, og jeg føler, at jeg lærer meget. Derfor har jeg en personlig interesse i at kæmpe for et uddannelsessystem, der gavner alle. Vores nuværende uddannelsessystem er ikke til for os unge selv, men for at beskytte kapitalismen.
Det er derfor en illusion, hvis man tror, at det er muligt at reformere sig ud af kapitalismen. Staten er nemlig et redskab for den herskende klasse til at udbytte arbejderklassen. Størstedelen af befolkningen deler arbejderklassens interesser, som er at opfylde borgernes behov, mens den herskende klasse er dem, der kontrollerer produktionsapparaterne, energisystemer og investeringer.
Når selv offentlig velfærd er styret af markedslogikken, bliver det tydeligt, at forandring ikke kan komme gennem reformer – men solidaritet blandt vores klassefæller.
Hvis staten ikke tilgodeser erhvervslivet, svækkes landets økonomi, og så er der ikke penge til velfærd. Det ses blandt andet, når offentlig uddannelse er styret af efterspørgsel og konkurrence frem for behov.
For eksempel investerer staten mere i IT-uddannelser end i velfærdsuddannelser. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik i 2023, som viser, at der samlet blev optaget fem procent flere bachelorstuderende på de naturvidenskabelige og teknologiske STEM-uddannelser, og på IT-uddannelserne alene steg optaget med 10 procent, fordi IT-uddannelser i højere grad matcher markedets efterspørgsel, end velfærdsuddannelser gør.
Alle borgere har behov for at kunne gå til lægen, mens flere softwareudviklere primært gavner kapitalisterne, der tjener på AI-bølgen. Det sker ikke tilfældigt — staten har aktivt gjort IT mere attraktivt ved at skære i folkeskolens ressourcer og investere i IT-arbejdspladser.
Denne markedslogik gælder ikke kun de videregående uddannelser. Mit gymnasium er et eksempel på et system, der siger, at det er offentligt, men opfører sig som et marked. For eksempel kommer min uddannelse på bekostning af færre ressourcer til mindre gymnasier.
Det nuværende taxametersystem allokerer nemlig ressourcer til de gymnasier, der har størst efterspørgsel, målt i antal ansøgninger, ikke dem der har mest behov for pengene.
Når selv offentlig velfærd er styret af markedslogikken, bliver det tydeligt, at forandring ikke kan komme gennem reformer – men solidaritet blandt vores klassefæller. Vi unge bør i stedet organisere os i strejker og massebevægelser for at kæmpe mod hele det kapitalistiske system.
Strejker er ikke fortidslevn. Lige nu organiserer italienske arbejdere mod folkemordet i Gaza – ikke ved at sende høringssvar, men ved at nægte at arbejde.
Når den italienske arbejderklasse blokerer store fragtskibe fysisk fra at sejle til Israel og fortsætte Israels blodbad, tager de sagen i egen hånd. De prøver ikke bare at tale til politikerne eller foreslå en ’våbenhvile’.
De viser konkret den magt, arbejderklassen har, hvis de vælger at bruge den. De italienske arbejdere viser, at systemisk forandring ikke kommer fra reformer inden for staten – og det gælder også, når vi kæmper for en velfærd, der ikke er underlagt markedslogikken.
Selv venstreorienterede som Pelle Dragsted tror, at offentlig finansiering er nok til at tage velfærden ud af markedet – men han forveksler fraværet af brugerbetaling med fraværet af markedslogik. Vi er derfor nødt til at følge Italiens eksempel, hvis vi for alvor skal bryde fri af markedslogikken.
Kun på den måde kan vi skabe en stat, der bygger på ægte arbejderdemokrati. En kommende arbejderstat bør derfor skabe de uddannelser, der er behov for, frem for dem der kan skabe mest profit for kapitalisterne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


