Alle kender det, bremsespor i underbukserne.
Nogle laver også spor af fækalier på vores veje. Netop nu spreder bønderne 30-40 millioner tons gylle ud over det danske landskab. Det meste ender i sagens natur på markerne. En del driver via dræn til vandmiljøet og havet. Og promiller ender på vores veje.
Det er tilsyneladende uundgåeligt, at de store og højeffektive gyllevogne spilder gylle hid og did. Over hele landet ser man dette fænomen på især de mindre biveje: Brune striber på vejbanen af umiskendelig herkomst: gylle.
Det er ikke et spørgsmål, om vi får en zoonose/pandemi med udspring i svineindustrien – det er et spørgsmål om hvornår.
Landbruget er den eneste erhvervsgren, der fuldstændigt omkostningsfrit kan spilde kemisk affald på vores fælles veje. Gylle består af mindst 300 forskellige kemiske stoffer. Dette giftige stads skal naturligvis ikke spildes på kørebanerne. Potentielt ender det på sofaen i folks dagligstuer via skosåler, katte og hunde.
Hvor smittefarlig er denne gylle? Vi ved, at nærmest 100 procent af samtlige svinefabrikker i Danmark bærer den multiresistente bakterie MRSA CC 398. Ikke mindst borgere med nedsat immunforsvar skal ikke komme i berøring med svinegylle.
Det er ikke et spørgsmål, om vi får en zoonose/pandemi med udspring i svineindustrien – det er et spørgsmål om hvornår. Det vil få covid-19 til at ligne en konfirmation.
Mens vi venter på katastrofen, skal vi altså finde os i støv, støj og stank fra landets 30-40 millioner svin. Det er helt urimeligt, at et landbrugserhverv med røde tal på bundlinjen kan omgå helt gængse regler og love. Det skal vi ikke længere finde os i.
Vi regner med, der netop i disse dage lægges planer på Marienborg for at få stoppet landbrugets hærgen. Luk den giftige og kemiske landbrugsindustri!

Dette er et debatindlæg, modtaget 24. maj 2026. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


