Gæld undertrykker og ødelægger – og beriger udvalgte
Gældens 5000 år gamle historie, nu på dansk, skriver Jesper Petersen.En usædvanlig bogudgivelse giver nu os danskere en unik mulighed for at anskue det økonomiske system fra en helt anden vinkel end den ‘sandheden, vejen og livet’-opfattelse, som især nyliberalismen har fordrejet folks hoveder med de seneste årtier.
Den allerede verdensberømte bog “Debt: The First 5,000 Years“, skrevet af den amerikanske antropolog og forfatter David Graeber (1961-2020), er netop blevet oversat og udgivet på dansk – 15 år efter den udkom på originalsproget.
Til manges overraskelse eksisterede gæld og kreditsystemer, længe før mønter og fysiske penge blev opfundet.
Gæld er uden sammenligning verdens største forretning. Private banker tjener astronomiske summer på lån og gældsætning af alt og alle.
Seneste opgørelse af verdens samlede gæld – bestående af lån fra regeringer, virksomheder og husholdninger – lød på over 312 billioner (312.000.000.000.000) dollars. Beløbet er mere end tre gange større end verdens samlede økonomiske produktion eller bruttonationalprodukt (BNP).
Herhjemme har Dansk Landbrug for eksempel i årtier betalt renter af en kæmpe gæld på op mod 400 milliarder.
– Alle tror, at Tyskland har masser af penge, men vi drukner i gæld, sagde Tysklands kansler Angela Merkel tankevækkende, da spekulationsboblen senest brast i 2008.
Gæld = social kontrol
David Graeber argumenterer i sin bog for, at gæld ikke blot er et økonomisk anliggende, men et socialt og politisk redskab brugt til at opdele samfund i kreditorer og debitorer. Ofte med fatale konsekvenser for de sidstnævnte.
I en aktuel DR-artikel uddyber antropolog Sine Plambech:
– Han bliver kaldt en anarkistisk antropolog, fordi han er en af grundlæggerne af det, vi kalder ’Occupy Wall Street’ eller ’The 99 percent’.
Altså, at der findes én procent af menneskeheden, som sidder på alle ressourcerne og økonomien. Og så er der alle os andre, de 99 procent, som skylder penge.
Pengemyter
Graebers imponerende bogværk er for længst blevet en bibel for globale aktivister og intellektuelle med dens opfordring til at revurdere finanssystem og undertrykkende moralske dogmer.
Bogen beretter indsigtsfuldt om gældens historie helt fra oldtidens Sumer for 5000 år siden og dens vigtige rolle i slaveri, krig og religion. Og viser, hvordan krav om gældslettelse har udløst mange politiske opstande gennem historien.
Til manges overraskelse eksisterede gæld og kreditsystemer, længe før mønter og fysiske penge blev opfundet. Graeber tilbageviser desuden den traditionelle økonomiske fortælling om, at penge opstod for at løse problemer med direkte byttehandel. Tidlige samfund uden møntsystem brugte eksempelvis komplekse kreditbaserede systemer.
“Gæld – De første 5000 år”, som er den danske titel på de 736 sider lyder, beskriver desuden, hvordan gæld er blevet gjort til et moralsk spørgsmål for derved at kunne retfærdiggøre magtstrukturer og vold, især når det handler om at få gældsofre til at føle sig som skyldige andenrangsborgere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.