Nyhedskommentar
Natten til mandag den 15. juli landede en melding fra den pakistanske forhandler, at det nu er lykkedes at få USA og Iran til at indgå en aftale om våbenhvile og forhandling. Aftalen skal efter planen underskrives fredag i Genève, og har få offentlige detaljer.
Det er ikke første gang, vi får at vide, at en aftale er tæt på. I månedsvis har USA’s Trump fortalt, at aftalen er meget tæt på, måske kun få dage væk, i hvert fald lige om hjørnet. Samlet set mindst 39 gange. Men i denne omgang har Iran bekræftet aftalen, USA har bekræftet den. Israel slår sig stadig i tøjret.
Over de næste 60 dage skal der som minimum være en våbenhvile – både i den Persiske Golf og i Libanon, som Israel har invaderet og bombet. De 60 dage skal bruges til at lægge en køreplan, hvor USA og Israel på den ene side og Iran på den anden side skal enes om, hvad forhandlingerne skal dreje sig om, og hvad de ikke skal dreje sig om, beretter tv-kanalen Al Jazeera. Måske vi snarere kan forstå aftalen som en hensigtserklæring.
Det lukkede Hormuz smerter mest
Hovedpunktet i aftalen – altså, hvad der skal forhandles om fra på fredag og de næste 60 dage – er velkendt. Det er genåbning af det strategisk og økonomisk vigtige Hormuzstræde. De internationale oliepriser og aktiekurser har allerede reageret positivt mandag.
Det samme har de danske politikere, Storbritannien, Libanons premierminister. Den danske statsminister Mette Frederiksen har ifølge DR skrevet:
“Jeg byder USA’s aftale med Iran om at indstille fjendtlighederne og genåbne Hormuzstrædet velkommen. Det er vigtigt for sikkerheden og stabiliteten i regionen og globalt.”
“Positivt, at USA og Iran er blevet enige om en aftale. Det er vigtigt, at den implementeres, så vi kan sikre regional stabilitet og genåbne Hormuzstrædet. Det er afgørende for den globale økonomi”, lød det samstemmende fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Ingen af de to danske ministre fandt det belejligt at huske os på, at Hormuz var både åbent og gratis at sejle igennem, lige indtil USA og Israel begyndte deres ulovlige krig.
Kravene til fred langt fra påskud om krigens nødvendighed
Men strædet i Hormuz skal nok blive åbnet i en eller anden form og under overvågning af Iran og Oman, måske til gengæld for en afgift. Sværere bliver det de næste 60 dage med andre krav. Israel fantaserer stadig om regimeskifte i Iran, ifølge finansminister Smotrich på X.
Iran vil have hævet USA’s, EU’s og Storbritanniens ensidige sanktioner mod landet. Iran vil have reelle garantier for, at Israel eller andre ikke blot starter angrebene igen. Iran vil have stop for Israels aggression mod Libanon – stop for bomber, stop for angreb og besættelse. Og Iran vil have en fredsproces for Gaza i gang igen.
Og nåh ja, USA vil have en garanti for, at Iran ikke udvikler atomvåben. Det var jo den oprindelige begrundelse for krigen, omend fokus er skiftet en del over på Hormuz og verdensøkonomien. En oprindelig begrundelse der havde meget lidt med virkeligheden at gøre – mere om det om lidt.
Iran sagde stop
Foreløbigt har Iran opnået nogle store resultater. Det er for alvor lykkedes for Iran at flette Israels ulovlige invasion af Libanon med i det grundlag, der forhandles om. Ved den første våbenhvile fra februar var det klart Irans opfattelse, at en våbenhvile mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden også gjaldt i Libanon.
Israel mente eller påstod noget andet. De har siden invaderet en stor del af Libanon og er i fuld gang med at etnisk udrense den sydlige del af landet. Ganske vist under dække af humanitær bekymring – men en ordre om enten at forlade ens hjem eller blive bombet ihjel har intet med humanitær omsorg at gøre. Det er rendyrket etnisk udrensning.
Men Iran sagde stop. Israel gennemførte den 10. juni et større bombeangreb mod Libanons hovedstad Beirut for første gang i ugevis. Som lovet svarede Iran igen med et missilangreb mod israelske baser. Gennem flere dage fløj missiler og bombefly og droner frem og tilbage. Med sit kontante svar viste Iran, at Israels aggressioner over for Libanon er en fast del af grundlaget for en aftale.
Israel har indtil videre mandag den 15. juni sagt, at de ikke trækker sig tilbage fra de områder, som de har besat i Libanon. Om det er nok til at afspore aftalen, eller USA måske vil forsøge et stille pres på sin partner, får vi se de nærmeste dage. Ellers er Iran rede.
Frygten for iranske atomvåben har altid været et påskud
Men frem og tilbage med missiler og svar på svar på svar. Er det to parter, der er lige gode om det? Svaret er et utilsløret nej. Iran har altid overholdt sine forpligtelser i forhold til det atomprogram, der jo er det oprindelige påskud fra USA og Israel til at starte angrebene tilbage i januar.
Der er bare ikke noget at komme efter. Iran samarbejder med inspektørerne fra IAEA. Inspektørerne har større, mere umiddelbar og mere grundig adgang til Irans atomfaciliteter, end de samme inspektører har i noget land, der har erklæret at være atomvåbenmagter.
Atomprogram og atomvåben er nemlig ikke det samme. Iran har et fredeligt atomprogram og har gentagne gange erklæret, svoret, understreget og i praksis bevist, at de ikke har ambitioner om atomvåben. Iran har indgået internationale aftaler, verificeret i FN’s Sikkerhedsråd netop for at bevise, at de ikke vil have atomvåben.
Kun den “hemmelige” atomvåbenmagt Israel nægter at tro på Iran; eller, kommer i hvert fald med nye, ufunderede anklager om hemmelige programmer og fordækte lokationer, som inspektørerne så må tage ud og besøge. Uden at blive stoppet eller forhindret af Iran, og uden at finde noget som helst.
Måske det slet ikke handler om atomvåben. Havde det handlet om atomvåben for Israel, for USA, for de lande der fortsat sejler våben til de to lande – ja, Danmark, du blev nævnt – havde angrebet reelt set handlet om atomvåben, havde USA jo aldrig opsagt atomaftalen under Trumps første præsidentskab i 2018, og EU-landende havde aldrig ladet deres løfte om fortsat at overholde den, sive som støv mellem fingrene.
Den atomaftale var den hidtil mest indgående, kontrollerede garanti for, at et land ikke har ambitioner om at gøre et fredeligt atomprogram om til et våbenprogram, som verden indtil nu har set. Kun helt at afsværge sig atomkraft og ikke have et eneste atomanlæg vil være en bedre garanti.
Når verdensøkonomien smerter
Havde det været et spørgsmål om atomvåben udenfor kontrol, var sanktionerne, kravene om kontrolbesøg og i sidste ende bomberne, blevet rettet mod Israel. Nu verdensøkonomien smerter under et lukket Hormuz og tilbud om våbenhviler fyger, aner vi konturerne af en anden dagsorden. En dagsorden om kontrol med handel, varer og energi, og en dagsorden om at kunne skumme fløden. En dagsorden om at bruge militær magt og baser som et element i økonomisk krigsførsel.
Irans svar på tiltale har ændret realiteterne på jorden, og er endda ved at ændre USA’s og de transatlantiske politikeres forståelse af den virkelighed. USA har ikke længere fungerende militære baser i og omkring den Persiske Golf, der kan bruges til angreb eller pres på landene i regionen. De kan knap nok bemande baserne, men må skjule soldaterne i civile hoteller og lagerbygninger.
Så aftalen, der hele tiden har været meget tæt på, er måske stadig tæt på og indenfor rækkevidde over de 60 dage. Men aftalen vil mere være begyndelsen på noget nyt, end en afslutning på noget gammelt. USA vil ikke kunne spejle sine krigsmål i den, og Israel vil måske ikke være stærke nok til på sigt at sabotere den. Der bliver måske ikke så meget fløde at skumme.
Måske vil fremtidens historikere pege på denne Vestens mislykkede krig mod Iran som det vendepunkt, hvorfra alle kunne se, at USA ikke længere var øverst på kransekagen i en verden med kun en supermagt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
