Den danske transportgigant Mærsk har transporteret vitale våbendele til Israel under krigen i Gaza.
Det viser en ny rapport udarbejdet af Oxfam Danmark og Palestinian Youth Movement.
Transporten af våbendele er sket på trods af, at Mærsk fortsat holder fast i, at de ikke transporterer våben og ammunition til Israel.
Men siden oktober 2023 har Mærsk transporteret dele til ammution og bomber, som Israel har brugt til at dræbe titusinder af civile i Gaza.
Det viser research fra de to organisationer bag rapporten, der har kortlagt data fra fragtsedler fra databaser med handelsdata.
Fragter dele til bomber og ammunition
Mærsk transporterer bl.a. dele til ammunition og dele til bomber, som den israelske hær har brugt i Gaza.
Mærsk oplyser ellers på sin hjemmeside, at man ikke fragter “våben eller ammunition til aktive konfliktzoner“, og siden oktober 2023 har fulgt en “strikt politik om ikke at levere våben eller ammunition til Israel“.
Men det hænger ikke sammen med rapportens konklusioner, mener seniorrådgiver i Oxfam Danmark, Jonas Devantier.
– Rapporten viser, at Mærsk har fragtet centrale våbendele til Israel under folkedrabet i Gaza: komponenter til ammunition, bomber og morterer. Dermed har Mærsk været med til at holde Israels krigsmaskine i gang, siger Jonas Devantier.
Mærsks fragt af våbendele til Israel betyder, at de risikerer at være medskyldig i Israels krigsforbrydelser. Det er uforståeligt, at Mærsk ikke afholder sig fra at være indblandet i det.
Jonas Devantier, Oxfam
Rapporten viser blandt andet, at Mærsk siden oktober 2023 har fragtet projektilkerner og messinghylstre til Israel. De indgår i Israels produktion af forskellige typer håndvåbenammunition, som er blevet anvendt af den israelske hær i Gaza.
Mærsk har også fragtet dele til MK-84- og MPR-bomber, som Israel har brugt til at bombe Gaza.
Og endelig har Mærsk fragtet dele til 120 milimeter mortér-granater, som israelsk militær har brugt til at bombe Gaza.
Mærsks fragt af våbendele til Israelske våbensystemer er ikke blot i strid med virksomhedens egne udmeldinger, det er også i strid med FN’s og OECD’s retningslinjer, advarer Oxfam.
– FN’s principper for ansvarlig virksomhedsføring, forventer at virksomheder udfører en udvidet risikovurdering, når de arbejder med konfliktområder for at forhindre, at man bidrager til alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Mærsks transport af våbendele til Israel, der er anklaget for krigsforbrydelser og endda folkedrab, er åbenlyst i strid med de standarder, siger Jonas Devantier.
Medskyldige i folkedrab
Siden oktober 2023 er flere end 72.700 palæstinensere i Gaza blevet dræbt og mere end 172.500 er blevet såret, ifølge FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNWRA).
Samtidig er store dele af Gaza – heriblandt 90 procent af energiinfrastrukturen – blevet ødelagt.
Den Internationale Domstol har vurderet, at der foreligger en plausibel risiko for, at Israel har begået folkedrab i Gaza.
Og FN-eksperter og menneskerettighedsorganisationer advaret om, at virksomheder, der leverer våben eller militær støtte til Israel, kan risikere at blive anset som medvirkende til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.
– Mærsks fragt af våbendele til Israel betyder, at de risikerer at være medskyldig i Israels krigsforbrydelser. Det er helt uforståeligt, at Mærsk ikke afholder sig fra at være indblandet i det, siger Jonas Devantier.
I et svar til Oxfam oplyser Mærsk, at man overholder lokale love og regler.
“Mærsk er fortsat opsat på at følge internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd og overholder lokale love og regler. Vi gennemgår løbende vores implementering af sådanne standarder med henblik på at drive forretning på en ansvarlig måde”, skriver Mærsk bl.a. i et svar til Oxfam Danmark.
Oxfam Danmark og Palestinian Youth Movement opfordrer Mærsk til at stoppe al transport af våbendele og ammunitionsdele til Israel.
– Hverken Danmark eller danske virksomheder bør medvirke til våbenleverancer til Israel. Derfor bør den danske regering arbejde for, at der indføres restriktioner på våbeneksport samt klare begrænsninger for virksomheders medvirken til transport af våben og ammunition til Israel. Så længe Israel ikke overholder folkeretten, siger Jonas Devantier.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


