Test
Theis Ørntoft siger selv om sin bog: ”Overordnet mener jeg at der er noget helt galt med vores måde at leve på. Der tales om et væld af kriser, men i mine øjne bliver hovedproblemet langt hen ad vejen fortrængt, og det har jeg forsøgt at konfrontere i Bag Litiumbjergene.
Bogen kritiserer den angivelige grønne omstilling, da den fungerer som de store håbsfortællinger for en kriseplaget samtid – vi skal bevæge os fra fossil energi til elektrisk. Men fortællingen om grøn energi og omstilling kan pilles fra hinanden forholdsvis let, og derfor fungerer den for mig ikke som en kilde til håb for fremtiden.”
De grønne løgne
Fortællingen om den grønne omstilling bliver grundigt pillet fra hinanden i åbningskapitlet; Der er ingen grøn omstilling. Theis Ørntoft beskriver at vi globalt aldrig før har brændt så meget kul af, så meget olie af og så meget gas af, som i dag, og de nye energiformer, som er begyndt at strømme fra solceller og vindmøller er ikke en del af nogen omstilling, de er bare endnu en tilføjelse.
Netop vindmøllerne og solcellerne, som angiveligt producere ”grøn strøm”, er de store spillere i den grønne fortælling, problemet er bare, at produktionen af solceller og vindmøller er voldsom belastende for det globale miljø, hvilket Theis Ørntoft gør rede for i afsnittet om minedrift i jagten på de sjældne mineraler.
Smerten, mørket og fortrængningerne
Mange vil nok forbinde Theis Ørntoft forfatterskab med en vis dystopi og “Bag Litiumbjergene” skriver sig da også ind i den fortælling. Vi kommer vidt rundt i hans lille bog, fra Platons fortælling og lignelse, om en flok uoplyste mennesker, som sidder i en hule og kikker på deres skygger på væggen, som de fejlagtigt oplever som virkeligheden, videre til gaskamrene og Holocaust og til kunstig skabte bjerge og dale skabt af elektronikaffald.
Theis Ørntoft er hudløs i sine fortællinger, hvor man næsten selv kan mærke, at livet gør ondt på ham. Desperationen gemmer sig under overfladen, men han skjuler den heller ikke, som følgende citat viser:
”Ingen raske mennesker nyder tanken om, at indonesiske foder er mørkerøde af kemikalier fra nikkelindustrien, eller af de kinesiske elbiler og solcelleproduktioner bygger på rygende kul og diesel, og hvad skulle man da gøre, spundet ind i forsyningslinjer fra top til tå som man er; har du selv nogle forslag. Theis? Flytte i skoven og leve af nedfaldne måger? Bygge et fællesskab af tømmerflåder og flyde rundt i Østensøen?”
Det er derfor ikke mærkeligt, at fortrængninger fylder en del i hans fortælling: ”Mennesket har til alle tider evnet at fortrænge de mest åbenlyse realiteter. Det sker også i vores tid. Fortrængning er en kraftfuld mekanisme. Der er noget man ikke kan overskue at tænke på. Så man lader være.”
Han skriver godt og man ser hurtigt billeder for den indre nethinde, hans sammenligninger og sammenhænge er ofte overraskende. Som når han nævner, at på selv samme dag, hvor en demonstrant mod solcellemarker i det jyske bliver interviewet i P1 og udtaler: ”En flok rige erhvervsfolk fra storbyen skal ikke komme med deres mange penge og tromle hen over vores lille lokalsamfund”, sker der samtidigt det, at en gruppe regnskovsindianer stormer klimatopmødet i Brasilien i vrede over at hektarer af regnskoven var blevet ryddet til anlægningen af en fire-spors motorvej, så deltagerne kunne komme til COP-mødet.
På samme dag i hver sin ende af verden. ”Som om deres vrede udsprang fra den samme kilde”, skriver Theis Ørntoft. Men det er så også det nærmeste vi kommer på det mørke håb, som er en del af underoverskriften i hans bog.
Manglende kapitalismekritik
Han bliver læst fordi han er værd at læse. Savner man noget? Ja selvfølgelig. Læserne af denne avis vil efterlyse mere analyse af kapitalismens indboende mekanismer, om den uendelige vækst på bekostning af alt levende for ikke at nævne den vanvittige oprustning og krigsforberedelse, at håbet findes i modstanden, men at vi måske ikke når det inden krigen eller kloden selv kollapser. Der er så sandelig plads til flere fortrængninger.
Bag Litiumbjergene er på bestsellerlisten fra saxo.com både som skønlitteratur, hvor den findes på en 3. plads og som fagbog på en 7. plads, over solgte bøger registreret D. 6.6.26.
Theis Ørntoft er født 1984, debuterede som forfatter i 2009, fik gennembrud med digtsamlingen Digte 2014, har skrevet romanerne Solar 2028, Jordisk 2023, Habitat 2025
Bag Litiumbjergene er på 107 sider og netop udkommet på Gyldendal.
Bag litiumbjergene | Gyldendal
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
