Interviewet med Ana Maria Congo, Cubas ambassadør i Danmark, blev gennemført den 5. juni 2026.
1: Hvis du skulle beskrive USA’s historiske blokade, hvordan ville du gøre det?
Blokaden er en grov, massiv og systematisk krænkelse af det cubanske folks menneskerettigheder.
Med den økonomiske blokade mod Cuba advarer imperialismen hele verden om, at enhver nation, der vover at forsvare sin suverænitet og bygge sin egen fremtid, må betale en pris for sin trodsighed.
Ingen skal være i tvivl om USA’s evne til at ramme enhver nations økonomi med ødelæggende kraft.
Over for Cuba har USA i 65 år opretholdt den længstvarende blokade i moderne historie.
Blokaden mod Cuba er en økonomisk, finansiel og kommerciel krigsførelse og kvalificerer som en international forbrydelse og folkedrab. Det er det mest omfattende, sammenhængende og langvarige system af ensidige tvangsforanstaltninger, der nogensinde er blevet anvendt mod noget land.
Det er en ubestridelig realitet, at blokaden er den største hindring for Cubas udvikling.
USA ved udmærket, at det med denne hensynsløse aggression overtræder FN-pagten og folkeretten.
De er bevidste om, at de bryder internationale regler for handel og skibsfart. De anvender eller truer med tvangsforanstaltninger mod borgere i ethvert land, mod deres virksomheder og mod finansielle institutioner, hvis de handler med eller opretholder økonomiske forbindelser med Cuba.
Det er hyklerisk af den amerikanske regering at hævde, at de ensidige foranstaltninger mod Cuba er designet til at skade regeringen og støtte det cubanske folk. Blokaden rammer befolkningens levevilkår, den skader vores økonomis funktion, skader Cubas relationer med tredjelande og tredjelandes relationer med Cuba — og skader tilmed de relationer, vi kunne have med USA.
2: Hvad tilføjede Trump til den traditionelle og langvarige blokade under sin første præsidentperiode (2017–2020)?
Den 16. juni 2017 annoncerede USA’s præsident Donald Trump sin regerings politik over for Cuba i en tale fyldt med fjendtlig retorik, der mindede om tiderne med åben konfrontation. Talen blev holdt i et teater i Miami og markerede en tilbagerulning af de fremskridt, der var opnået mellem 2014 og 2016, efter at præsidenterne Raúl Castro og Barack Obama den 17. december 2014 havde besluttet at genoprette de diplomatiske forbindelser og indlede en proces mod normalisering af de bilaterale relationer.
Som et alvorligt tilbageskridt i forholdet mellem de to lande udstedte Trump på stedet et direktiv kaldet “National Security Presidential Memorandum on Strengthening the Policy of the United States Toward Cuba”. Direktivet indebar afskaffelsen af uddannelsesudvekslinger “folk-til-folk”, forbud mod økonomiske, kommercielle og finansielle transaktioner mellem amerikanske virksomheder og cubanske selskaber knyttet til de Revolutionære Væbnede Styrker samt efterretnings- og sikkerhedstjenesterne — alt sammen med det erklærede formål at fratage Cuba indtægter.
Trump ophævede også Obamas “Presidential Policy Directive: United States–Cuba Normalization” fra 14. oktober 2016. Selvom Obamas direktiv ikke lagde skjul på, at USA blandende sig i Cubas indre forhold eller målet om at fremme ændringer i Cubas økonomiske, politiske og sociale orden, så anerkendte direktivet Cubas uafhængighed, suverænitet og selvbestemmelse samt den cubanske regering som en legitim og ligeværdig samtalepartner. Direktivet fremhævede også fordelene ved et civiliseret forhold mellem de to lande trods deres store forskelle — og erkendte, at blokaden var en forældet politik, der burde ophæves.
Med Trumps ankomst vendte USA tilbage til tidligere tiders tvangsmetoder og indførte nye tiltag, der skærpede blokaden, som har været i kraft siden februar 1962. Trumps tiltag forårsagede ikke blot skader og afsavn for det cubanske folk og udgjorde en klar hindring for landets økonomiske udvikling, men påvirkede også suveræniteten og andre landes suverænitet og interesser i Cuba.
Trumps fjendtlige politik over for Cuba omfattede hidtil usete og systematiske tiltag. Alle områder af det cubanske samfund og borgernes dagligdag blev påvirket, især under COVID-pandemien.
I alt blev der registreret 243 yderligere foranstaltninger mod Cuba i Trumps første præsidentperiode — de fleste af dem for at skærpe blokaden med det formål at kvæle landets økonomi, destabilisere den interne orden, skabe en situation med uro og opstand og styrte revolutionen.
I 2019 indførte Trump en politik med “maksimalt pres”, med mere end 80 direkte, hårde sanktioner med stor økonomisk effekt. Ni dage før han forlod Det Hvide Hus, satte han igen Cuba på USA’s liste over lande, der angiveligt støtter terrorisme.
I denne periode blev der indført ekstremt hårde og nøje planlagte tiltag for at skade økonomien og skabe humanitære problemer. Blandt dem:
* Sanktioner mod brændstofleverancer
* Forbud mod krydstogtskibe og rejser
* En enorm liste over cubanske virksomheder og institutioner, der blev sanktioneret
* En unik “overnatningsliste”, hvor man kunne blive straffet for blot at bo på bestemte steder
* Nedlukning af konsulære tjenester med udstedelse af visaer i Havanna
* Suspension af al familiegenforening
* Krav om, at cubanere måtte rejse til tredjelande for at få visa til udrejse eller udvandring
Disse tiltag havde en dybtgående og direkte effekt på den cubanske befolkning.
3: Ændrede Joe Biden noget i sine 4 år som præsident?
Biden-administrationen opretholdt politikken med maksimalt pres mod Cuba og den hårde anvendelse af den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade. De ensidige foranstaltninger med størst indvirkning på den cubanske befolkning og økonomi forblev uændrede, hvilket fortsatte med at reproducere og forværre de ødelæggende virkninger af dette ensidige tvangssystem — som nævnt det længstvarende og mest omfattende i historien.
Selvom der skete enkelte ændringer i den rigtige retning under Biden, var der ikke tale om væsentlige ændringer, og de mest skadelige tiltag mod befolkningen og økonomien blev ikke og er ikke blevet ophævet. Blandt de mest betydningsfulde er:
* Inklusionen af Cuba på USA’s liste over lande, der angiveligt støtter terrorisme.
* Tabet af forbindelser med banker og finansielle institutioner, og vanskelighederne ved at finde nye. Mellem januar 2021 og februar 2022 blev der rapporteret 642 tilfælde, hvor udenlandske banker nægtede at yde tjenester til Cuba.
* Cubanske diplomatiske missioner mistede bankforbindelser, hvilket påvirkede deres funktion og konsulære tjenester.
* Betalinger til internationale og regionale organisationer blev påvirket.
* Øget frygt og afskrækkende effekt blandt virksomheder i tredjelande, som undgår handel med Cuba og investeringer af frygt for repressalier fra det amerikanske finansministerium.
* Fald i europæisk turisme, da rejsende risikerer at miste retten til ESTA-visum, hvis de besøger Cuba.
* Risiko for retssager i USA i henhold til Helms-Burton-lovens kapitel III – om ’forbud’ mod at investere i og handle med ejendom, som er nationaliseret fra US-statsborgere eller eksilcubanere bosat i USA.
* Sanktioner eller trusler mod rederier, transportfirmaer og forsikringsselskaber, der deltager i brændstofforsyning til Cuba.
* Angreb på Cubas internationale lægehjælp, som landet yder til andre nationer.
* Forbud mod eksport til Cuba af produkter fra ethvert land, hvis de indeholder 10 % eller mere af komponenter fra USA.
USA udryddede dertil enhver tvivl om blokadens bevidst grusomme og straffende karakter, da landet udnyttede det værste øjeblik under COVID-pandemien til at påføre cubanerne yderligere lidelser, da den amerikanske regering:
* Forstærkede og udvidede forbuddet mod import af varer til Cuba,
* forhindrede import af respiratorer,
* forhindrede adgang til udstyr og materialer, som var nødvendige for masseproduktion af cubanske vacciner,
* forhindrede import af medicinsk ilt fra tredjelande,
* og afviste at ophæve økonomiske sanktioner mod Cuba, selvom de gjorde det over for andre lande med henblik på at imødegå pandemien.
Stramningen af blokaden i de seneste 10 år har haft alvorlige sociale, humanitære og økonomiske konsekvenser. Siden 2019, med de 243 yderligere tvangsforanstaltninger, er USA’s forsøg på at fratage Cuba forsyninger — især brændstof — intensiveret.
Den brutale anvendelse af blokaden og stramningerne af den inden for sundhed, medicinsk udstyr og medicin vil for altid blive husket af det cubanske folk som et af de værste kapitler i den imperialistiske politik mod Cuba: nægtelsen af respiratorer, hindringen af import af medicinsk ilt og blokeringen af livsvigtige forsyninger under COVID-19-pandemien.
4: Hvad har kendetegnet Trumps politik over for Cuba i hans anden præsidentperiode?
* Genoptagelse af Cuba på listen over stater, der støtter terrorisme, hvilket forværrer blokadens virkninger, især på det finansielle område, øger landets risikoprofil og afskrækker europæisk og asiatisk turisme. Det skete 20. januar – på dagen for indsættelse af Trump, idet Biden blot en uge inden sin exit havde fjernet Cuba fra denne liste.
* Genaktivering af Trumps præsidentielle memorandum nr. 5 fra 2017, som åbent bekræfter målene om regimeskifte, begrænsning af turisme, støtte til undergravende arbejde i Cuba og stramning af blokaden med anvendelse af alle dele af Helms-Burton-loven.
* Genaktivering af Helms-Burton-lovens kapitel III, som tillader retssager i USA mod virksomheder, der investerer i ejendomme nationaliseret i Cuba efter revolutionens sejr — også ejendomme, der tilhørte cubanske borgere, som senere blev amerikanske statsborgere.
* Genetablering af listen over cubanske virksomheder, institutioner og personer, som virksomheder personer i USA har forbud mod at handle med, inklusive listens ekstraterritoriale rækkevidde.
* Visumrestriktioner for cubanske og udenlandske statsborgere samt deres familier, hvis de er tilknyttet Cubas internationale samarbejdsprogrammer, især inden for sundhed, men også i andre sektorer.
* Inklusion af Cuba på listen over lande uden effektive anti-terror-foranstaltninger i deres havne. Dette giver den amerikanske kystvagt mulighed for at pålægge særlige krav til skibe, der anløber USA fra cubanske havne.
* Suspension af de planlagte migrationssamtaler for april 2025.
* Visumrestriktioner for embedsmænd fra centralamerikanske regeringer og deres familier, hvis de har forbindelse til Cubas medicinske samarbejdsprogrammer
* Genudstedelse og ændringer af det nationale sikkerhedsmemorandum nr. 5, som bekræfter politikken om maksimalt pres og udvider de kommercielle restriktioner.
* Visumrestriktioner for embedsmænd fra afrikanske, cubanske og grenadinske regeringer, samt deres familier, på grund af deres deltagelse i Cubas medicinske missioner.
Derudover inkluderede Trump Cuba — sammen med andre lande, som han betegner som “udenlandske modstandere” — i en præsidentiel bekendtgørelse, der begrænser adgangen til amerikansk teknologi; især inden for områder som kunstig intelligens (AI).
5: I hvilken grad har Marco Rubio, som udenrigsminister, påvirket denne politik?
Bødlen, som i sin egenskab af senator under Trumps første præsidentperiode udarbejdede de 243 blokadestramninger, forsøger nu at fremstille sig selv som frelseren.
Han er en person med ringe troværdighed på grund af sine konstante løgne og forvrængninger. Han skjuler en personlig politisk dagsorden, der omfatter Cuba, og som er præget af en overdreven og irrationel besættelse.
Han bekymrer sig overhovedet ikke om det cubanske folk.
Det kan ikke være rigtigt, at man for at “hjælpe” et folk skal udsætte det for et folkedrab — hvilket han har forsøgt siden begyndelsen af sin politiske karriere, drevet af et uforholdsmæssigt og sygeligt had, der forhindrer ham i at se ud over ønsket om at ændre det cubanske system for enhver pris, uden hensyn til hvad flertallet af cubanere ønsker.
Han har selv taget æren for alle de gældende foranstaltninger under politikken om maksimalt pres, inklusive gentagne trusler om mulig militær handling.
I begyndelsen af sin karriere forsøgte han at retfærdiggøre sin besættelse med det falske argument, at hans forældre var “flygtet fra det cubanske regime”, selvom de i virkeligheden rejste til USA i 1956 — hvilket tydeligvis betyder, at hvis der var tale om en flugt, så var det fra Batistas regime.
Cubas udenrigsminister, Bruno Rodríguez Parrilla, anklagede den 26. maj 2026 den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio for at “lyve” for at “retfærdiggøre en militær aggression mod Cuba” og understregede, at øen ikke udgør nogen trussel mod USA.
Rubio forsøger at overbevise Trump om, at Cuba udgør en trussel mod USA’s nationale sikkerhed, og forsøger samtidig at bedrage den amerikanske offentlighed, Kongressen og det internationale samfund.
Derudover gentager udenrigsministeren sit løgnagtige manuskript og forsøger at give den cubanske regering skylden for den skade, som USA’s politik bevidst påfører det cubanske folk. I virkeligheden fungerer han som talsmand for korrupte og hævngerrige interesser koncentreret i det sydlige Florida — interesser, der hverken repræsenterer flertallet af amerikanerne eller af cubanere, der bor i USA.
Marco Rubio har erklæret, at Cuba udgør “en direkte trussel mod USA’s nationale sikkerhed” og har nævnt et påstået arsenal af militære droner leveret af Rusland og Kina samt rapporter om angivelige cubanske planer om at angribe amerikanske militære mål.
Marco Rubio kender ikke Cuba, han har aldrig været i Cuba, og han forstår ikke Cuba. Hans holdninger afspejler en mangel på forståelse for øens historie og et ønske om at diktere dens fremtid. Han synes ikke at være bekendt med Cubas historie, og hans budskab om, at USA vil bestemme, hvilket politisk system eller hvilken model cubanerne skal have, viser tydeligt, at han hverken kender os eller forstår, hvor stolte vi er af vores uafhængighed.
6: Er der andre personer bag USA’s politik over for Cuba, som vi bør være opmærksomme på?
Der er en stadig mere fjendtlig retorik og en tættere tilknytning mellem den amerikanske regering og små, marginale grupper med et anakronistisk tankesæt — herunder højreekstremister i det amerikanske samfund og mafiaerne i den anti-cubanske ’industri’ i Miami.
USA’s fjendtlige politik mod Cuba har historiske rødder i den gamle tvangstanke og målsætning om at underlægge sig øen og kontrollere dens ressourcer. De personer, som fra magtpositioner har forsøgt at give disse ambitioner karakter af officiel statspolitik, har præget og betinget forholdet mellem vores lande.
Siden 1989, med valget af den første cubansk-amerikanske kongreskvinde fra Floridas 18. distrikt, Ileana Ros-Lehtinen, mistede USA’s Cuba-politik sin evne til at holde en mere pragmatisk og mindre fjendtlig retning.
Det markerede begyndelsen på en æra, hvor Cuba-politikken blev kapret af et lille antal cubansk-amerikanske kongresmedlemmer, drevet af et stærkt ønske om hævn og gengældelse.
Det værste har været den amerikanske regerings medskyldighed i at støtte initiativer og projekter, hvis mål aldrig har været at normalisere relationerne eller løse forskellene, men at anvende magtforanstaltninger for at fremprovokere et systemskifte — fra skærpelsen af blokaden til total udsultning, i tråd med Lester Mallorys gamle doktrin (NOTE 1) om, at dette ville være nok til at udløse et folkeligt oprør mod regeringen på øen.
De cubansk-amerikanske kongresmedlemmer har konsekvent forsøgt at forhindre enhver fremgang i forholdet mellem USA og Cuba og arbejdede aktivt for at rulle de fremskridt tilbage, der blev opnået med normaliseringen af relationerne under Obama-administrationen.
Den amerikanske regering og landets anti-cubanske politikere har forsøgt at sælge myten om, at blokaden ikke udgør en reel begrænsning for Cubas økonomi. De hævder gentagne gange, at de økonomiske vanskeligheder skyldes “forvrængninger på grund af det socialistiske system” eller “en fejlagtig regeringspolitik”.
Samtidig, gennem systematiske desinformationskampagner, forsøger USA at give den cubanske regering skylden for de konsekvenser og skader, som blokaden selv forårsager — en dybt uærlig og kynisk handling fra den regering, der bevidst fører en politik designet til at kvæle Cubas økonomi.
Ikke alle problemer i det cubanske samfund skyldes blokaden, men det ville være usandt at benægte, at den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade er den største hindring for Cubas udvikling. Intet land — selv ikke langt rigere og stærkere økonomier — kunne modstå en så brutal, asymmetrisk og langvarig aggression uden alvorlige konsekvenser for befolkningens levestandard, stabilitet og sociale retfærdighed.
7: Lad os analysere én for én Trumps initiativer mod Cuba under betegnelsen “maksimalt pres”: Først, hvad er “maksimalt pres”?
Den 3. januar 2026 blev Venezuela angrebet efter ordre fra USA’s præsident Donald Trump.
Bagmændene bag angrebet og bortførelsen af præsident Maduro og hans hustru brugte de mest afskyelige fascistiske metoder og vævede et tæt net af løgne og bagvaskelse mod de bolivarianske ledere, før de fejt kastede sig over Venezuela.
32 cubanere faldt sammen med faldne venezuelanske kæmpere — deres pligtopfyldelse i tjenesten dokumenterer de egenskaber, der kendetegner cubanske helte.
Amerikanske embedsmænd har med både overraskelse og uundgåelig beundring anerkendt modet hos denne lille gruppe mænd, som — trods markant underlegenhed i styrker og ildkraft — ydede hård modstand mod bortførerne og endda sårede flere af dem.
Den nuværende beboer i Det Hvide Hus og hans berygtede udenrigsminister er ikke holdt op med at true os.
“Jeg tror ikke, man kan lægge meget mere pres,” sagde Trump — en indirekte indrømmelse af de ekstreme niveauer, som blokaden mod Cuba er blevet eskaleret til gennem mere end seks årtier.
“At gå ind og ødelægge stedet” er, ifølge hans imperialistiske logik, det eneste, der er tilbage for at tvinge os i knæ. Denne groteske udtalelse, som har vakt dyb indignation i det cubanske folk, kan kun tolkes som en opfordring til en hensynsløs massakre mod et land, der aldrig har fremmet had mod nogen anden nation.
Den 29. januar underskrev USA’s præsident et dekret, i hvilken han erklærer en angivelig national nødsituation på grund af Cuba, der betegnes som en ”ualmindelig og ekstraordinær trussel mod den nationale sikkerhed og USA’s udenrigspolitik”. Den amerikanske præsidents ordre af 29. januar iværksætter ekstraordinære foranstaltninger: trusler om toldmæssige repressalier mod ethvert land, hvorfra virksomheder eller organisationer eksporterer brændstof til Cuba. Dette udgør i praksis en total energiblokade, der føjes til den allerede skærpede økonomiske blokade og dens akkumulerede virkninger gennem mere end 60 år.
Det er en krigshandling. Det svarer til en maritim blokade, som i folkeretten klassificeres som en krigshandling.
Denne handling forårsager enorme ødelæggelser af levevilkårene for vores befolkning, i enhver cubansk familie og på vores nationale økonomi. Faktisk var virkningerne allerede begyndt tidligere, da amerikanske militære enheder begyndte at forfølge, tilbageholde og beslaglægge udenlandske olietankskibe i Caribien og andre steder.
Cuba kan i øjeblikket ikke producere al den råolie og brændstof, som landet har brug for. Vi er nødt til at importere — en ret, der er internationalt anerkendt som en del af retten til fri handel og fri sejlads på havene.
Når USA forfølger brændstofforsyninger, stopper de ikke kun et skib, et rederi eller et forsikringsselskab. De stopper transporten i Cuba, de påvirker sundheds- og hospitalsvæsenet, de skader livet for millioner af mennesker, de rammer vores børn, vores ældre og vores syge — og forsøger at så håbløshed.
Det er ikke kun et kriminelt angreb på Cuba, men på enhver stats suveræne rettigheder. Det er en uacceptabel intimidering af hele det internationale samfund.
I løbet af tre måneder ankom der kun ét russisk tankskib til Cuba. Aldrig før har en almindelig begivenhed — som handel mellem to lande — været fulgt så intenst af medier og befolkninger verden over som ankomsten af dette russiske skib, der var afsendt som humanitær hjælp.
Rusland kunne sende dette skib som en humanitær gestus. USA fortsætter imidlertid med at opretholde energiblokaden, og vi har ingen sikkerhed for, hvornår et nyt tankskib kan ankomme, selvom Cuba har ret til at modtage det. Tankskibets ankomst bør ikke lede til falske forventninger, selvom det var en vigtig hjælp i situationen. For dette skib dækkede kun en tredjedel af landets månedlige behov for brændstofimport — det løser ikke situationen, men det forhindrede en total kollaps.
Den 27. marts udtalte Trump, at ”Cuba er den næste” uanset de militære operationer mod Iran og tilføjede, at øen er moden. Cuba forbereder sig og USA vil møde modstand.
Den 1. maj 2026 udstedte Det Hvide Hus en ny præsidentiel bekendtgørelse, der skærper den finansielle og kommercielle blokade mod Cuba til hidtil usete og ekstreme niveauer.
Bekendtgørelsen udpeger den cubanske erhvervsgruppe, Grupo de Administración Empresarial (GAE), som virksomheder og institutioner der ikke må handles med og bekendtgørelsen kombinerer dette med sekundære sanktioner mod enhver udenlandsk aktør, der handler med denne gruppe. Bekendtgørelsen har særligt fokus på pres mod finansielle institutioner.
Dette er den mest intense, uforholdsmæssige og farlige eskalation i nyere tid i forholdet mellem USA og Cuba. Det erklærede mål er at isolere landet diplomatisk, kommercielt, finansielt og energimæssigt; at gøre nationens funktion og eksistens umulig; at stille betingelser for enhver dialog; og at vurdere muligheder for militær aggression.
USA forsøger at påtvinge det internationale samfund — gennem afpresning og intimidering — at acceptere og håndhæve blokaden.
Ingen nation er undtaget fra truslen om, at denne politik kan udvides til dem, hvis de handler med Cuba.
Vi advarer om og påpeger, at denne aggression kun vil opnå sine destruktive mål, hvis suveræne nationer lader sig skræmme og intimidere af USA’s regering.
Verdenssamfundet har historisk afvist og fordømt det folkemord, som USA har begået mod det cubanske folk i næsten syv årtier.
Den grove og falske anklage mod revolutionslederen Raúl Castro den 20. maj — baseret på en 30 år gammel hændelse, som USA’s regering selv bærer det fulde ansvar for — er blot det seneste påskud i en lang række fabrikerede løgne, der forsøger at fremstille Cuba som en trussel eller en “fejlslagen stat”.
* Cuba truer ikke USA’s sikkerhed, regering eller livsform.
* Der findes ingen udenlandske baser i Cuba, og ingen fremmede styrker opererer mod USA fra cubansk territorium.
* Det er umoralsk at hævde, at en humanitær krise kan retfærdiggøre militær aggression, når denne krise netop er skabt af USA’s egen politik.
* Det er kynisk at påstå, at krisen skyldes “cubansk inkompetence” eller “fejl i vores økonomiske model”.
Truslerne fra USA bliver stadig hyppigere og afspejler en klar intention fra USA’s side om at genoprette den neokoloniale dominans og kontrol, som landet udøvede over Cuba i 60 år i det forrige århundrede.
Faren for en militær aggression vokser dag for dag. Der er imidlertid ingen som helst begrundelse for en militær handling mod Cuba — en handling, der ville forårsage ødelæggelse og tab af både cubanske og amerikanske liv.
Cuba ønsker ingen konflikt. Vi er og har altid været et fredeligt land, et solidarisk folk engageret i respektfulde relationer med alle verdens folk — også de nordamerikanske folk.
Men hvis vi bliver angrebet, hvis en krig, som vi ikke ønsker, bliver påtvunget os, vil vi forsvare vores suverænitet og uafhængighed med beslutsomhed og til enhver pris.
8: Denne ’forcerede’ overgang i Cuba fra fossile brændstoffer til solenergi… kunne den måske vise sig at være meget positiv for Cuba og for Revolutionen?
Det energimæssige spørgsmål er en central del af regeringens program for at overvinde den nuværende situation og skabe stabil energiforsyning i landet. En del af energisystemet vil i flere år stadig være afhængig af olie, benzin og termoelektriske kraftværker.
De termoelektriske kraftværker er meget nedslidte. Der gennemføres et program for at genoprette deres kapacitet, og under disse forhold har vi været nødt til at afsætte finansiering hertil.
Derudover arbejder vi på at genoprette distribution og fordeling af elproduktionen. Elnettet er mange steder i dårlig stand.
Og som tredje element investerer vi i vedvarende energikilder.
Sidste år lykkedes det os — takket være solidarisk støtte — at installere 1.000 MW i solcelleparker over hele landet på blot ét år. Det betyder, at vi på et enkelt år, midt i en periode med skærpet blokade, øgede denne produktion med 7 procent.
Igen i år prioriteres investeringer i vedvarende energi, især solcelleparker med batterilagring, og det er en prioritet at sikre stabilitet i elforsyningen.
På dette område står Cuba ikke alene.
Vi oplever politisk vilje fra mange regeringer, der ønsker at udvide samarbejdet med vores land på dette felt – trods presset fra Trump-administrationen.
Derudover modtager vi solidarisk og humanitær støtte fra mange foreninger og venner, der – ligesom danskerne — rækker os deres hænder i disse vanskelige tider.
9: Hvad bør de mange venner af Cuba i verden og i Danmark gøre?
* Vi beder det internationale samfund om at mobilisere sig for at forhindre et militært angreb mod Cuba. Et angreb ville udløse en humanitær katastrofe, blodsudgydelser og et blodbad blandt både cubanere og unge amerikanere, det vil destabilisere regionen og få helt uoverskuelige konsekvenser.
* Alle må fordømme den kriminelle karakter af de aggressive dekreter, ordrer og foranstaltninger fra USA’s side, som har til formål at sulte befolkningen og skabe en social, økonomisk og politisk katastrofe i national skala.
* Og forstærke kampen for ophævelsen af den brutalt skærpede blokade, som har en ødelæggende og uoverskuelig indvirkning på cubanernes dagligdag. Forstå, fordømme og påpege, at blokaden udgør en form for folkedrab og kollektiv afstraffelse, og påfører det cubanske folk enorme menneskelige skader, lidelser, afsavn og ekstreme mangler i enhver familie.
* Afvise USA-regeringens forsøg på at konstruere og italesætte et scenarie med humanitær krise for at retfærdiggøre endnu farligere handlinger, herunder en mulig militær aggression mod Cuba.
* Over for Trumps offensiv mod Cuba — og USA’s totale tilsidesættelse af Folkeretten og de mest grundlæggende normer for sameksistens mellem nationer — er det nødvendigt, at det internationale samfund bekræfter sin solidaritet med Cuba, især i denne tid, hvor store farer truer den cubanske nation.
I alle internationale fora vil Cuba fortsat fordømme blokaden. På samme måde opfordrer vi det internationale samfund til at afvise og imødegå denne offensiv, som udgør en farlig eskalation i USA’s bestræbelser på at dominere og kontrollere Cubas fremtid — en politik, der truer og krænker alle staters uafhængighed og suverænitet.
10: Hvordan forestiller du dig Cuba om 5 år
Cuba har udviklet sin egen model.
Vort folk er fast besluttet på at overvinde de aktuelle udfordringer og komme videre – selv under de værst tænkelige scenarier.
I Cuba producerer vi næsten halvdelen af den olie vi forbruger. Vi er nu i stand til at raffinere denne olie med ny cubansk teknologi.
Vi har nogle af verdens største reserver af nikkel og kobolt.
Vi har tilstrækkelig med dyrkbar jord. Vi har vand – trods tørken og følgerne af klimaforandringer. Vi har innovative og konkurrencedygtige industrier og teknologier – blandt andet inden for den biomedicinske og farmaceutiske sektor.
Hvis vi ser på COVID-pandemien så satte vi vores lid til egne ressourcer og det lokale talent. Vi satsede på kollektiv beskyttelse gennem vaccinationer og socialt ansvar.
Vores videnskabsfolk udviklede hele 4 vaccinere; Soberana 01, Soberana 02, Abdala og Mambisa. Det var en præstation som er blevet anerkendt af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) som har hædret skaberne af vaccinerne med sin ”Medalje for opfindere”.
Cuba har gjort og gør stadig store fremskridt ikke mindst inden for bioteknologi og medicin.
Den seneste cubanske kræftvaccine er et betydeligt fremskridt inden for kræftbehandling. Vaccinen er udviklet for at bekæmpe forskellige ondartede tumorer ved hjælp af aktiv immunterapi.
Denne vaccine, som vi kalder HebersaVax bliver anvendt mod en række forskellige kræftformer og betragtes som et unikt produkt af sin art i verden.
Vores medicin Heberprot-P er en cubansk behandling mod diabetes. Det er et revolutionerende lægemiddel, der har vist sig at være yderst effektivt til vævsregenerering og forebyggelse af amputationer. Dette lægemiddel er udviklet af centeret CIGB og det er blevet anvendt på mere end 300.000 patienter i forskellige lande og har faktisk modtaget godkendelse til kliniske forsøg i USA.
Jeg ved at mit land og mit folk har et stort potentiale, som vi både har ret til og pligt til at udnytte til gavn Cuba og mennesker i verden.
Det vigtigste er folket, som er hovedaktøren i den cubanske revolution.
NOTE 1 Lester Mallory: Som USA’s viceudenrigsminister skrev han et internt notat den 6. april 1960, hvori han foreslog en embargo. Han sagde, at da “de fleste cubanere støtter Castro” og “der ikke er nogen effektiv politisk opposition” … er den eneste vej frem at undergrave støtten til det nye styre; ”desillusionering og utilfredshed baseret på økonomisk utilfredshed og modgang”. Mallory foreslog “at stoppe penge og forsyninger til Cuba, at sænke reallønninger, at forårsage sult, desperation og omstyrtelse af regeringen”. Senere samme år indførte Eisenhower-administrationen embargoen. Notatet blev afklassificeret i 1991.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
DR OG PRESSEN KØRER USA ( THUMP ) SPIN MOD CUBA !!!!
KLAG TIL DR OG PRESSEN OVER DERES USA ( THUMP ) SPIND MOD CUBA.
MÅSKE CUBAVENNER — KUNNE LAVE EN UNDERSKRIFT INDSAMLING.
MOD PRESSENS DÆKNING AF CUBA ????
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
