Fra velhavermink til velfærdsløft
Minkene kunne ikke bære gennem en hel valgkamp. Jo nærmere vi kom valgdagen, jo mere kom de politiske debatter til at handle om akut at styrke sygehusvæsenet og sikre andre dele af velfærden, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Det blev en forunderlig valgkamp. Optakten var i sig selv også helt speciel.
Et forudgående valg med klimakrisen i centrum. En epidemi der udviklede sig til en verdensomspændende pandemi. Politikere der sprang ud som virologiske eksperter. Politiske visioner for samfundets udvikling der blev reduceret til spørgsmålet om, hvor mange mink der retmæssigt kunne lade livet. Begyndende inflation og en russisk angrebskrig indenfor Europas grænser, der lukkede for gashanerne. Og midt i det hele kom Minkkommissionens granskningsrapport over beslutningsprocessen om aflivning af alle mink.
Den cocktail endte med at være mere, end Radikale kunne rumme, og det udløste den mest besynderlige valgudskrivelse, jeg har oplevet. Midt i sommerferien besluttede partiet at gå sammen med oppositionen om et mistillidsvotum, såfremt statsministeten ikke selv udskrev valg før tid, men angiveligt ikke større mistillid, end at Radikale forventede efter valget igen at pege på Mette Frederiksen som statsminister.
Fra lunken til hed
Og så gik den valgkamp, der havde luret, siden vandene skiltes på Christiansborg om håndteringen af covid-19, fra lunken til hed.
Og oppositionen, der foreløbig er dybt splittet i centrale politiske spørgsmål som udlændingepolitik, Arne-pension og topskattelettelser og derfor ikke har formået at danne en fælles politisk front om de store spørgsmål, valgte i stedet at gøre statsministerens rolle i minksagen til deres fællesnævner.
Og herfra blev det en ualmindelig rodet valgkamp, hvor velfærdens sejr over coronasmitten i starten af valgkampen blev skubbet til side til fordel for mink, mink og atter mink.
Jeg har aldrig tidligere oplevet, at bekymringen for fremtidens velfærd har overtaget en valgkamp i et omfang, som det skete i år.
Det var besynderligt at opleve det politiske fodslag på tværs af folketingssalen, som herskede i epidemiens første måneder, forsvinde op i den blå luft og blive erstattet af krav om rigsret, advokatundersøgelser og afskedigelser, mens sundhedsvæsenets krise blev synliggjort af strejkende sygeplejersker, og Europa blev vendt på hovedet af Putins imperialistiske krig.
Til gengæld kunne minkene ikke bære gennem en hel valgkamp. Fremkomsten af nye partier og velfærdens udfordringer efter årtiers økonomiske smalkost, de forventede ændringer i befolkningens sammensætning, den forudsigelige mangel på arbejdskraft til arbejdet med mennesker og den fortsatte uligeløn og de stadig mere pressede arbejdsvilkår i de typiske kvindefag overtog praktisk taget hele sendefladen. Ganske vist noget spagt forsøgt trumfet med krav om topskattelettelser, mere frit valg og udlændingestramninger.
Med valgdagen i sigte vendte vinden
Jo nærmere vi kom valgdagen, jo mere kom de politiske debatter til at handle om akut at styrke sygehusvæsenet med penge og arbejdskraft, genoprette psykiatrien, forbedre ældreplejen, skrue hjælpeordninger sammen til de, der rammes hårdest af energikrisen og inflationen, og de mange andre påtrængende spørgsmål, som for alvor presser den danske velfærdsmodel.
End ikke det foregående folketingsvalgs absolutte topscorer – den akutte klimakrise – kunne mase sig frem foran vælgernes bekymring for den velfærd, som på alt for mange områder så småt begynder at hænge i laser efter årtier på sultekur.
Jeg har i en del år som forbundsformand adskillige gange deltaget i diskussioner om, hvordan FOA uden at drive partipolitik kunne medvirke til at få velfærdspolitiske emner og den offentlige sektors serviceopgaver placeret i de politiske debatter i både folketingsvalgkampe og valgkampe op til kommunal- og regionsvalg. Men jeg har aldrig tidligere oplevet, at bekymringen for fremtidens velfærd har overtaget en valgkamp i et omfang, som det skete i år.
Det skete i et omfang, hvor Liberal Alliance og Nye Borgerlige ved valgkampens afslutning vel var de eneste, som endnu prøvede at holde fast i cocktailen: Mette Frederiksen – mink – advokatundersøgelse. I praksis havde alle andre partier indset, at valget ville blive afgjort af holdningerne til den skattefinansierede velfærd, og at cocktailen måtte lægges til side til brug efter optællingen af stemmer.
Dagsordenen er skabt
Valgkampen har sat en systematisk genopbygning af velfærden i de kommende år på dagsordenen.
En genopbygning som forudsætter, at fagligheden og de ansattes mulighed for at anlægge faglige skøn igen står i centrum i arbejdet med at opbygge den håndholdte velfærd, som et så velstående samfund som det danske naturligvis skal tilbyde de, der får brug for den hjælpende hånd fra fællesskabet.
Og igangsætte det endelige opgør med den kønsbestemte uligeløn mellem kvindefag og mandefag. Løngabet er så stort, at det endelige opgør vil forudsætte en flerårig indsats over flere overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor, der tilføres målrettede puljer til mandeløn til kvindefag.
Og ikke mindst skaffe de flere arbejdstimer der er forudsætningen for genopretning af velfærden og udvikling af kvaliteten af de enkelte velfærdsydelser.
Dagsordenen er der.
Det store spørgsmål er nu, om den dagsorden kan genfindes i grundlaget for en kommende regering, eller om velfærden og dens ansatte igen skubbes til side.
Forhåbentligt holder offentligt ansatte et vågent øje med, at dagsordenen overlever og får en solid placering i de politiske prioriteringer for de kommende år.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. november 2022 | 07:14
