Landet Rundt
En nødvendig kamp for en kortere arbejdsuge venter – og jeg bakker op
Den pressede og stressede arbejdsuge på 37 timer passer ikke længere til vores fyldte hverdage. Mon ikke en del udgifter til stressramte, der årligt koster de danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner, også kan nedbringes ved en kortere arbejdsuge.
|
En af fagbevægelsens vigtigste kampe gennem tiden har været retten til frihed. Retten til også at have et liv ved siden af arbejdet – til at se sin familie i weekenden og inden man går i seng.
I 1958 kom den ugentlige arbejdstid ned på under 48 timer, i 1966 hed den 44 timer, og i dag er den som bekendt 37 timer ugentligt. Historisk er det en kæmpe sejr for fagbevægelsen – og viser dens styrke for lønmodtagerne.
Kampen for en endnu kortere arbejdsuge er ikke ny, men arbejdstiden er kommet under et fornyet pres fra vores regering. Helligdage bliver fjernet. Jeg behøver næppe nævne hvilken. Pensionsalderen stiger. Og en pædagog i dag og på min alder kan formodentlig først gå på pension som 73-årig. Seniordage er også under pres, og i den nye trepartsaftale, hvor flere offentlige faggrupper får mere i løn, har prisen blandt andet været en forringelse af seniordagene – noget der antageligt kommer til at brede sig til flere lønmodtagere. Jeg vil dog fortsat godt stå på mål for, at det ér en god aftale, der blev indgået den 4. december 2023. 1800 kroner om måneden er det, som vi pædagoger får i den nye aftale. Det svarer til 21.600 kroner om året – og over et helt arbejdsliv stiger det til omkring en million kroner. Dét er disse tal, vi retfærdigvis skal sætte over for betalingen af en uges seniordage, som er omkring 7-8000 kroner værd for en pædagog.
Ud over en forøget kamp for en værdig tilbagetrækning kunne vores kamp helt konkret have som mål, at 32 timers arbejdsuge skal være den nye norm.
Selvom det i min optik var rigtigt at skrive under på den aftale, så ændrer det ikke ved det faktum, at langt de fleste pædagoger – og sikkert også en del øvrige lønmodtagere – sætter både mere frihed, mere fritid og en værdig tilbagetrækningsalder rigtig højt på ønskelisten. Tænketanken Cevea har fornylig været ude med en undersøgelse, der understøtter ønsket om nedsat arbejdstid. Undersøgelsen viser, at omkring halvdelen af lønmodtagerne faktisk er villige til at veksle kommende lønstigninger til nedsat arbejdstid og mere frihed. En bevægelse man kan argumentere, at pædagoger, sosu’er og sygeplejersker har været en del af i årevis. I disse fag er over halvdelen i forvejen på deltid. Og normen er ikke 37 timer, men snarere 30 timer eller 32 timer. Og det er der flere årsager til. En af dem er, at man giver rigtig meget af sig selv, giver omsorg for andre som en del af jobbets natur, og det er også det, der gør de fag så meningsgivende. Men hvis der også skal være plads til at give noget derhjemme hos familien, hos ægtefællen og hos børnene, ja så kræver det restitution. Det kræver, at man kan få ladet omsorgsbatterierne op igen, og det kan være svært at nå i en almindelig hverdag med 7,4 timers arbejde med omsorg for andre mennesker.
Fagbevægelsen har i årtier sat kampen for mere fritid og frihed på standby. Det er mit klare ønske og min klare overbevisning, at vi skal genoptage den kamp. Arbejdstidsreduktion står ikke i centrum ved de igangværende forhandlinger, men på den anden side af OK24, og der bør fagbevægelsen have et langsigtet perspektiv på i forhold til, hvornår og hvordan vi begynder rejsen mod de 32 timer. For mig at se bliver det en af de vigtigste lønmodtagerkampe i de kommende år. Ud over en forøget kamp for en værdig tilbagetrækning kunne vores kamp helt konkret have som mål, at 32 timers arbejdsuge skal være den nye norm.
Den pressede og stressede arbejdsuge på 37 timer passer ikke længere til vores fyldte hverdage, og vi ser et stressboom blandt både vores medlemmer og arbejdsstyrken i det hele taget. Og mon ikke en del udgifter til stressramte også kan nedbringes ved en kortere arbejdsuge. At netop stress koster, viser de seneste tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor det konkluderes, at stress koster de danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner årligt(!).
Bevægelsen for kortere arbejdsuger er da også allerede i gang andre steder. Vi skal for eksempel ikke se længere end til Tyskland, hvor fagforeningen IG Metal er fast besluttet på at nedsætte arbejdstiden for deres medlemmer og lave kollektive aftaler om 32 timers arbejdsuge. Det tror jeg også er vejen frem herhjemme. Det er en kamp, der er værd at organisere sig for – en kamp fagbevægelsen og lønmodtagerne skal samle sig om.
Det er for mig at se en nødvendig fremtidig kamp for BUPL, for fagbevægelsen og Fagbevægelsens Hovedorganisation – og ikke mindst vores medlemmer.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. januar 2024 | 06:00
