Læserbrev
Kammerater, jeg er Zi Hengmo. (På foto, red.)
For nylig landede flyet fra den anden side af Stillehavet. Den røde løber blev rullet ud, blitzene blinkede – og igen fyldte nyheden om Trumps Kina-besøg alle overskrifter.
Medierne bugner af roser og flotte ord som “tøbrud”, “win-win”, “pragmatisk samarbejde” og “historisk aftale”. Nogle af Kinas vestligt-orienterede intellektuelle, finansielle kompradorer og de såkaldte “rationelle, neutrale, objektive” intellektuelle jubler endda, som var det en fest. Det er, som om den snedige forretningsmands underskrift på en aftale øjeblikkeligt vil få alle eksterne blokader og interne modsætninger, som Kina står overfor, til at forsvinde.
I imperialismens ordbog findes ordet barmhjertighed ikke. Kun den stærkes ret.
Men når jeg ser på billederne af skåltaler, på de ivrigt smigrende og smilende ansigter, mærker jeg en isnende kulde. Jeg ved ikke hvorfor, men denne scene fremkalder et stærk fysisk ubehag og en fornemmelse af historisk deja-vu.
Ligheden er slående. Det er nøjagtigt, som dengang Sovjetunionen stod på afgrundens rand i slutningen af 1980’erne, da Gorbatjov hyppigt mødtes med vestlige politikere – glassene klirrede, og de holdt den allersidste fest, som om der ingen morgen var.
I dag vil jeg benytte mig af den historiske materialismes analyseapparat til at se nærmere på dette spektakulære diplomatiske “show”. Når et land står over for imperiets smil og “samarbejde” og lægger klasseanalysen fra sig – hvad bliver resultatet så? En mulighed for fredelig udvikling eller en fare for gradvist at blive trukket ned i afgrunden?
I
Lad os først se på den historie fra en ikke så fjern fortid, som dog ganske bekvemt og bevidst er blevet glemt.
I midten og slutningen af 1980’erne stod Sovjetunionens økonomiske struktur over for dybe problemer, og de interne modsætninger blev kraftigt forværret. På dette tidspunkt valgte den sovjetiske ledelse under Gorbatjov ikke at stole på den brede arbejderklasse i landet for at gennemføre socialistiske reformer.
I stedet nåede de til en yderst absurd og fatal konklusion: Så længe vi opgiver den ideologiske konfrontation, så længe vi viser Vesten tilstrækkelig “oprigtighed”, vil amerikanerne acceptere os, og Sovjetunionens kriser vil blive løst.
Dermed begyndte et skuespil kaldet “Den Ny Tænkning”. Fra 1985 til 1991 led den sovjetiske ledelse af en form for “catwalk-syndrom” og mødtes hyppigt med de amerikanske præsidenter Reagan og Bush senior. Genève, Reykjavik, Washington, Moskva, Malta… Ved hvert topmøde blev mødet udråbt af sovjetiske medier som en “epokegørende milepæl for verdensfreden”.
Hvilken pris betalte Sovjetunionen for amerikanernes smil? For et enkelt rosende ord fra vestlige medier? Hvad kostede det?
De indførte ensidig nedrustning, de ødelagde selv deres mellemdistanceraketter, de opgav ledelsen af Østeuropa-blokken, og de fjernede endda internt paragraf 6 i forfatningen om kommunistpartiets ledende rolle. Gorbatjov skrev naivt i sin bog “Den Ny Tænkning”: “Menneskehedens fælles interesser står over klasseinteresser.”
Han troede, at hvis han bare tog sin rustning af, lagde sine våben fra sig og endda frivilligt rakte sværdet over til den anden part, så ville det amerikanske imperium forvandle sig til en velopdragen filantrop – og komme med store mængder dollars og avanceret teknologi for at redde Sovjetunionens økonomi.
Hvad blev resultatet?
I imperialismens ordbog findes ordet barmhjertighed ikke. Kun den stærkes ret.
Da den sovjetiske ledelse havde tabt alt – national sikkerhed, geopolitiske barrierer og ideologisk integritet – fik de ikke en eneste øre fra en “Marshall-plan”. Det, amerikanerne gav dem, var en kødhakker kaldet “chokterapi”, en privatiseringsplan, der solgte de sovjetiske statsværdier, der var opbygget gennem årtier, til en håndfuld oligarker. Til sidst måtte de magtesløst se det røde flag, der havde vajet i 74 år, stryges på Kreml.
Den, der opgiver kampen for at tigge om enhed, får i sidste ende ingen enhed. Hvad der i stedet kommer ham i møde er en massakre uden nåde.
II
Tilbage til i dag.
Hvem er Trump?
Han er på ingen måde en “god ven”. Han er ej heller den “pragmatiske forretningsmand”, som nogle kinesiske ‘offentlige intellektuelle’ hævder.
Han er et udyr, som det amerikanske monopolistiske borgerskab har sendt i kamp i sin aktuelle nedgangskrise – et udyr, der har revet alle USA’s falske masker af. Hans ‘America First‘ er i bund og grund imperialismens udvikling i sin mest ekstreme, skamløse og blottede form.
Han er ligeglad med al den bløde, følelsesladede moral. For ham handler det kun om at udpresse hver eneste dråbe profit. Når han flyver til Beijing i sit privatfly, når han sidder over for dig ved forhandlingsbordet og smiler, er det, hans øjne stirrer på, på ingen måde en storslået plan for menneskehedens fred.
Det, han holder øje med, er, hvornår vores finansielle skranker endelig kan nedrives, så Wall Streets blodtørstige kapital kan strømme uhindret ind. Han holder øje med, hvornår vores statsvirksomheder kan blive parteret og privatiseret og forvandles til velsmagende stykker kød i de multinationale oligarkers mund.
Han holder øje med, hvordan vores højteknologiske industrielle forsyningskæde kan blive permanent låst fast på det laveste niveau, så vi for evigt kun kan være en samlefabrik og en sweatshop for amerikanerne.
Dette er tydeligt, når man ved, at imperialismens essens netop er udplyndring.
Tror du, at hvis du bare køber et par hundrede flere Boeing-fly, importerer nogle titusinder ton mere soja og åbner nogle få flere licenser i den finansielle sektor, så kan du tilfredsstille deres appetit?
Det svarer til at skære kød af sit eget lår for at fodre en tiger. Når du har skåret kødet af dit lår og fodret tigeren i dag, vil den ikke være taknemmelig. Den vil blot tro, du er svag og let at mobbe, og i morgen vil den spise dit hjerte.
At basere landet og folkets fremtid på håbet om at indgå en “perfekt handelsaftale” med imperialismen er en form for kapitulationisme, der er endnu mere primitiv og vulgær end den sovjetiske revisionismes “Nye Tænkning”.
III
Det, der virkelig bekymrer mig, er faktisk ikke Trumps besøg. At imperialistiske ledere kommer for at forhandle og lægge pres, er en objektiv nødvendighed – lige så sikker som den regn, der falder ned fra himlen, når det regner.
Det, der virkelig skræmmer mig, er de trojanske heste i landet, der udnytter dette besøg til at piske en stemning op bag om ryggen på os og lægger planer, vi intet aner om.
Hver gang der er kontakt mellem Kina og USA på højt niveau, svælger de kinesiske kompradorer, de vestlig-orienterede eliter og de rygradsløse meningsdannere i kollektiv lykkerus.
De bruger chancen til at tromle en stemning op: “Se selv, den amerikanske præsident kommer! Konfrontation fører ingen vegne hen. Vi bliver nødt til at integrere os i den vestlige verden!”
Det, de kalder “integration”, kan oversættes til: “Opgiv modstanden, overgiv jer fuldstændigt!”
Under dække af at “forbedre forholdet mellem Kina og USA” vil de sprede neoliberalismens gift herhjemme.
De vil sige, at for at vise USA, at man er oprigtig, og for at skabe “gode rammer for erhvervslivet”, kan vi ikke længere satse på at gøre vores statsejede virksomheder store og stærke. Vi må gennemføre ‘ejendomsretsreformer’ (det vil sige privatisering). Vi må slække på arbejdernes rettigheder. Og vi må give frit spil for kapitalen.
Hvad er forskellen mellem disse mennesker og den sovjetiske nomenklatura (den sovjetiske elite, red.), der solgte statshemmeligheder og opløste Sovjetunionen, blot for at kunne købe kosmetik i Paris eller sende deres børn på Ivy League? De kan næppe vente med at få Kina til at overgive sig til USA.
For kun når kapitalen får frit løb i den vilde fest, kan de hvidvaske de enorme summer af sorte penge, de i smug har overført til udlandet, og selv forvandle sig til en ny klasse af oligarker, der lever på folkets bekostning.
Den gamle mand påpegede allerede i 1959 med stor skarpsindighed: “Imperialismens strategiske mål er fredelig evolution… De vil ødelægge os – indefra.”
De folk herhjemme, der prædiker, at “Kina og USA er uadskillelige”, og at “alt kan købes for penge”, er den trojanske hest, imperialismen har placeret i vores indre. Så længe de findes her, er faren, for at vi gentager Sovjetunionens skæbne, reel.
IV
Nogle vil måske spørge: “Men Zi Hengmo, kan vi så slet ikke have kontakt med amerikanerne? Er vi tvunget til at lukke os inde og kæmpe til den bitre ende?”
Forkert. Det er de falske venstreorienteredes vante greb: At skabe forvirring med sofismer og falske modsætninger.
Selvfølgelig skal vi forhandle. Selvfølgelig skal vi have kontakt. Men vi må aldrig lægge våbnene fra os! Vi må aldrig sælge ud af landets kerneinteresser eller ofre arbejderklassens interesser.
I 1972 besøgte den amerikanske præsident Nixon Kina. Dengang var Kina langt fattigere end i dag, og det internationale klima var langt hårdere end nu. Men hvordan modtog formand M* Nixon?
Han gik ikke ud til lufthavnen for at tage imod ham. Han sad i sit studie i Zhongnanhai (M’s bolig og centralregeringens hovedkvarter, red.), omgivet af gamle kinesiske bøger, og modtog imperialistlederen – på sine egne betingelser. For Nixon var ved at synke i den kolde krigs dynd.
M sagde til Nixon: “Jeg kan lide at forhandle med højrefløjen.”
Hvorfor? Fordi højrefløjen ikke skjuler noget; de har udbytning og hegemoni skrevet lige på panden. Men det betyder på ingen måde, at M identificerede sig med USA’s imperialistiske handlinger. Ved underskrivelsen af Shanghai-kommunikéet insisterede Kina på at skrive:
“Hvor der er undertrykkelse, er der modstand. At lande opnår uafhængighed, at nationer befries, og at folket laver revolution, er blevet en ustoppelig kraft i historien.”
Vi forhandler med jer, mens vi står oprejst. Vi forhandler for at bryde jeres omringning og udnytte imperialismens indbyrdes modsætninger til at styrke os selv – ikke for at tigge om jeres nåde. Vi importerer jeres teknologi og kapital for at opbygge en stærk socialistisk stat – ikke for at lade vores arbejderklasse igen blive slaver for kapitalisterne!
Det er den holdning og de principper, der kendetegner en proletarisk revolutionær i mødet med den amerikanske imperialisme – intet mindre.
Efterskrift
I begyndelsen af december 1989, på øen Malta i Middelhavet. Mikhail Gorbatjov, der var formand for Præsidiet for den Øverste Sovjet, og USA’s præsident George H. W. Bush afholdt et historisk møde om bord på den sovjetiske passagerbåd ‘Maxim Gorkij’.
Udenfor rasede stormen. De enorme bølger syntes at varsle et mægtigt riges undergang. På denne svajende båd gik Gorbatjov med til næsten alle amerikanernes krav. Han meddelte ensidigt, at han ikke ville blande sig i omvæltningerne i Østeuropa, og han lovede ensidigt kraftige nedskæringer af våbenlagrene – alt sammen for at få Bushs mundtlige løfter om “økonomisk hjælp” og “støtte til Sovjetunionens reformer”. Altsammen tomme ord.
Efter mødet bekendtgjorde Gorbatjov stolt over for medierne: “Verden forlader nu en epoke og går ind i en anden. Vi står i begyndelsen af en lang vej mod en varig, fredelig æra.”
Han så sig selv som historiens store arkitekt. Men han vidste ikke, at Bush skrev disse kolde og brutale ord i sin dagbog: “Vi sejrede. De overlader alt til os – vi behøvede ikke engang at løfte en finger.”
Kun to år og 20 dage senere, den 25. december 1991, kollapsede Sovjetunionen. Den røde kæmpe, der engang fik hele den vestlige kapitalistiske verden til at skælve, brasede sammen efter at have lemlæstet sig selv og blev flået fra hinanden af vestlig multinational kapital og indenlandske oligarker.
Og hvad med Gorbatjov, der troede, at han havde bragt fred til verden? Nogle år senere, for at tjene en sørgelig lille hyre, optrådte han som en maskotklovn i en amerikansk Pizza Hut-reklame, omgivet af nysgerrige kunder. Foran kameraet stod han med et stykke vestlig kapitalistisk pizza og et smigrende smil. Det var det mest tragiske og ironiske øjeblik i det tyvende århundrede.
I dag, når imperiets private fly igen lander på vores jord, når vi igen står over for aftaler, der hævdes at bringe “win-win” og “velstand”, vil jeg sige til alle kammerater:
Lad være med at lade jer blænde af smil og fristende tal. Hold i stedet skarpt øje med det eneste, der tæller: Har vi stadig magten til at forsvare arbejderklassens interesser og vores nationale suverænitet?
Hvis vi lægger vores våben fra os, fordi vi higer efter midlertidig bekvemmelighed og en illusorisk “handel”, så vil stormen over Malta til enhver tid kunne ramme os. Og næste gang vil imperialismen have forberedt sig – der vil ikke engang være en pizza fra Pizza Hut tilbage til os.
* På grund af censur online bruges Mao Zedongs navn ikke.
Zi Hengmo (子珩墨) er en ung kinesisk marxistisk skribent og netkommentator. Han skriver om antiimperialisme, global ulighed, sociale spørgsmål og socialistisk teori i den kinesiske internetoffentlighed og har publiceret artikler på flere venstreorienterede platforme og sociale medier. Hans skarpe tekster har gjort ham til en markant stemme inden for den store kinesiske venstreorienterede offentlighed. Zi Hengmo kommer fra en landsby i Shandong-provinsen og har en bachelor fra Shandongs Universitet.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Utopia og oversat fra kinesisk af Adrian Ortega Camara Lind.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
