Åbent brev
29 procent af danskerne har i dag et højt stressniveau, hvilket svarer til, at omtrent hver fjerde dansker er ramt. På blot 15 år er stressniveauet steget med næsten 9 procentpoint, hvilket vidner om en markant og vedvarende forværring i befolkningens mentale trivsel.
Særligt bekymrende er udviklingen blandt unge kvinder mellem 16 og 24 år, hvor 52 procent rapporterer et højt stressniveau, mens 31,6 procent af de unge mænd ligeledes er berørt. Samtidig lever næsten fire ud af ti danskere med en kronisk sygdom, og 16,3 procent er alvorligt generet af søvnproblemer.
Resultaterne fra Den Nationale Sundhedsprofil 2025, offentliggjort i marts 2026, tegner dermed et entydigt billede af en negativ udvikling på tværs af centrale indikatorer for sundhed og trivsel.
Et arbejdsliv uden stress er ikke blot et ideal, men en samfundsmæssig nødvendighed.
Undersøgelsen er udarbejdet som en omfattende national kortlægning i et samarbejde mellem de fem regioner i Danmark, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet (SDU) samt Sundhedsstyrelsen. Denne brede institutionelle forankring understreger undersøgelsens metodiske styrke og gør konklusionerne vanskelige at afvise som tilfældige udsving.
Når så omfattende data peger i samme retning, bliver det tydeligt, at stress og mistrivsel ikke længere er enkeltstående problemer, men snarere strukturelle vilkår i det moderne samfund.
Udviklingen kan derfor ikke forklares alene gennem individuel robusthed eller effektivitet, men kræver en mere grundlæggende samfundsmæssig refleksion. I stedet for endnu en diskussion om tempo og produktivitet peger resultaterne på behovet for en kollektiv eftertanke om, hvordan vores arbejds- og livsformer er blevet indrettet.
Dette er ikke længere en advarsel, men en realitet, der præger store dele af befolkningen.
Derfor bør 1. maj 2026 markere et tydeligt skifte i fokus. Arbejdernes Internationale Kampdag må i højere grad handle om retten til et arbejdsliv, der ikke skaber stress, nedslidning og vedvarende utryghed.
Udviklingen skal forstås i sammenhæng med et arbejdsmarked i hastig forandring. Kravene til den enkelte medarbejder er blevet større, mens stabiliteten er blevet sværere at opnå. Særligt unge oplever en usikker overgang til arbejdsmarkedet, hvor midlertidige ansættelser og høj konkurrence gør det vanskeligt at skabe fast fodfæste.
Billedet rammer både unge kvinder og unge mænd. Hvor unge kvinder i høj grad er ramt af højt stressniveau, ses samtidig en betydelig gruppe unge mænd, der sakker bagud i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet. Det understreger, at mistrivsel ikke er kønsspecifik, men rammer bredt – dog ofte på forskellige måder.
Mange unge mænd, herunder også mænd med indvandrerbaggrund, står i en særlig udsat position, hvor strukturelle barrierer, uddannelsesmæssige udfordringer og oplevelser af forskelsbehandling kan spille ind. Det øger risikoen for marginalisering og senere psykisk belastning. Samlet peger udviklingen på, at fremtidens stress- og mistrivselsproblemer kan ramme flere grupper endnu bredere, hvis ikke der sættes ind.
Økonomisk usikkerhed er en anden central faktor. En ud af tre danskere i økonomisk usikkerhed er i risikozonen for stress. Bekymringer om job, bolig og fremtid påvirker både arbejdsliv og privatliv og skaber en vedvarende følelse af utryghed.
Samtidig er samfundet blevet mere individualiseret. Fællesskaber fylder mindre, og mange står mere alene med deres problemer. Skilsmisser og brud i relationer kan forstærke denne følelse af ustabilitet. Derfor bør der også være større fokus på støtte i livskriser, ikke kun gennem psykologhjælp ved stress, men også i forbindelse med skilsmisser og andre belastende overgange i livet.
Præstationspresset er ligeledes steget markant, især blandt studerende og småbørnsforældre. Kravet om konstant at levere og forbedre sig selv skaber en oplevelse af aldrig at være helt tilstrækkelig.
Fra et sociologisk perspektiv kan udviklingen forstås som en form for fremmedgørelse. Når samfundets tempo overstiger individets mulighed for at følge med, risikerer mennesker at miste forbindelsen til både deres arbejde, deres omgivelser og sig selv.
På trods af problemets omfang er den institutionelle respons stadig utilstrækkelig. Praktiserende læger har i dag ikke mulighed for at henvise til psykolog alene på baggrund af stress. Samtidig er adgangen til støtte i livskriser generelt begrænset, selv om behovet er stigende. Dette gælder både i forhold til arbejdsrelateret stress og i forbindelse med eksempelvis skilsmisser og brudte relationer, hvor tidlig hjælp kunne forebygge længerevarende mistrivsel.
Samtidig vokser antallet af stressrelaterede arbejdsskader, og pensionsselskaber rapporterer en markant stigning i psykiske belastninger. Alligevel bliver problemet ofte reduceret til et spørgsmål om produktivitet og tabt arbejdstid snarere end et spørgsmål om menneskelig trivsel.
Der eksisterer desuden en vedvarende ubalance på arbejdsmarkedet. Ældre og arbejdsløse har begrænsede muligheder for reintegration, og arbejdsgivere er ikke forpligtet til at sikre systematisk opkvalificering. Samtidig er arbejdsmarkedet fortsat præget af kønsopdelte strukturer, som kan bidrage til ensidige arbejdsmiljøer og øget pres i visse sektorer.
I denne sammenhæng bør også mere fleksible ansættelsesformer, såsom vikar- og deltidsarbejde, tænkes ind i en ny ramme. Her er der behov for større sikkerhed og bedre rettigheder, så fleksibilitet ikke bliver lig med usikkerhed og konstant pres.
Hvis 1. maj fortsat skal være relevant i 2026, må kravene gentænkes i dybden.
Der er behov for et arbejdsmiljø, hvor der er reel balance mellem krav og ressourcer. Arbejdsgivere bør have et tydeligere ansvar for medarbejdernes langsigtede tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder adgang til efteruddannelse og kompetenceudvikling. Et mere inkluderende arbejdsmarked, hvor både unge, ældre og arbejdsløse får reelle muligheder, er afgørende.
Samtidig må stress anerkendes som en bred samfundsmæssig sundhedsudfordring, der kræver tidlig og sammenhængende indsats. Det gælder både i forhold til arbejdsliv, men også i forhold til livskriser som skilsmisse, hvor bedre og mere tilgængelig støtte kan forebygge langvarige belastninger.
Når næsten hver fjerde dansker oplever et højt stressniveau, er det ikke længere tilstrækkeligt at placere ansvaret hos individet. Udfordringen er systemisk og kræver kollektive løsninger.
Derfor bør budskabet på 1. maj 2026 være klart: Et arbejdsliv uden stress er ikke blot et ideal, men en samfundsmæssig nødvendighed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
