Nogle tror, store bededag “bare” handler om en fridag, men der er langt mere på spil. Det handler om lighed, demokrati og tiden sammen med venner og familie.
For det første betød fjernelsen af store bededag, at uligheden igen blev øget. Dem, som arbejder på timeløn, mistede ikke bare en fridag, men også mulighed for et helligdagstillæg på 50-100 procent af deres løn.
… havde regeringen lavet en folkeafstemning, så var det blevet klart, at afskaffelsen egentlig var unødvendig, fordi der er penge nok.
For andre, der var så heldige at få den fagforeningsforhandlede kompensation på 0,45 procent, er der endda også ulighed. En direktørløn på én million om året giver en kompensation på 4500 kroner, mens der for en mere gennemsnitlig lønning kun gives 2000 kroner i kompensation.
Og selv om kompensationsaftalerne siger, at store bededagstillægget skal indgå i lønrammen, når man får nyt job, så tror jeg godt, den næste generation – eller alle os andre, der skifter job en gang imellem – kan kigge langt efter det tillæg. Det er et generationstyveri, som formentligt rammer alle, der ikke er på vej på pension.
For mig er det tydeligt, at uligheden stiger, og jeg forstår ikke, at Socialdemokratiet vil være med til sådan noget.
En demokratisk kortslutning
For det andet så kom fjernelsen af store bededag fuldstændigt ud af det blå. Ingen partier havde snakket om det i valgkampen, og der var og er åbenlys bred modstand mod beslutningen.
Det er en demokratisk kortslutning, når vores valgte repræsentanter gør sådan noget. Det skaber dumme beslutninger, og havde regeringen lavet en folkeafstemning, så var det blevet klart, at afskaffelsen egentlig var unødvendig, fordi der er penge nok.
På den positive side fik vi den 24. marts mulighed for at udøve selve kernen i det repræsentative demokrati. Nemlig at stemme på nogle andre og stemme dem, som svigter befolkningens tillid, ud. Den form for ægte folkestyre ses trods alt meget sjældent i så ren en form, og jeg tror, det er rigtig godt for et demokrati, at borgerne viser politikerne, hvem der egentlig bestemmer. Det gjorde de ved at give deres stemme til andre end Socialdemokratiet, og mon ikke det også handlede lidt om store bededag.
Hvis det så alligevel skulle lykkes Mette Frederiksen at blive på toppen af både Socialdemokratiet og Statsministeriet, så bliver det forhåbentlig, fordi hun genindfører store bededag.
Mindre af den vigtige frihed
For det tredje så er en fridag jo aldrig “bare” en fridag. Fridage og ferier væk fra samlebåndet er jo altid skønt, og penge kan ikke erstatte tiden sammen med venner og familie – slet ikke når det også rammer en stor konfirmationsdag.
Med en dag mindre til rådighed at holde fest i så kan man let regne ud, at folk har måttet vælge nogle fra. Uden at være synderlig helligt anlagt synes jeg da, det er en skam. Samtidigt er der også masser af andre arrangementer, som nu mangler en fridag for at blive afholdt og dermed skal konkurrere mod hinanden. Hvad enten der var store ting på programmet, eller man bare ville hygge sig, så er det alt i alt rigtig ærgerligt, at vi har mistet den mulighed.
Så lad os nu få store bededag tilbage – for ligheden, demokratiet og tiden sammen med venner og familie!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


