100 år siden George Habash, stifter af PFLP, blev født
Den 2. august er det 100 år siden, stifteren af den palæstinensiske modstandsgruppe PFLP George Habash blev født. Med inspiration fra Vietnams og Algeriets befrielseskampe fastholdt Habash, at den væbnede kamp var den primære vej til befrielsen af Palæstina, skriver Arne Lund.
“Palæstinas revolutionære samvittighed”, blev George Habash kaldt i sin samtid. Han var medstifter af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), der banede vejen for den væbnede kamp og så revolutionær vold som det eneste middel, hvormed Palæstina kunne befries.
Fra bevægelsens fødsel i 1950’erne, som en ny og magtfuld kraft i Mellemøsten, gennemgik den utallige prøvelser og splittelser, og i takt med at den politiske kamp blev “islamiseret”, skrumpede PFLP’s ambitioner næsten til ugenkendelighed.
George Habash blev født den 2. august 1926 i en velstillet, kristen-palæstinensisk familie i det britiske mandatområde Palæstina.
I 1948 tog han fat på at læse medicin på det amerikanske universitet i Beirut. Under en ferie i hjemmet blev han og hans familie fordrevet af zionistiske militser, anført af den senere israelske premierminister og nobelfredsprisvinder Yitzak Rabin. Flugten og den palæstinensiske Nakba, der kostede hans søster livet, prægede Habash resten af livet.
Spirende progressiv nationalisme
Tilbage på universitetet fulgte han forelæsninger om arabisk nationalisme og den zionistiske fare, om territorial patriotisme og arabisk frem for islamisk enhed. Sammen med studiekammerater dannede han en nationalistisk-progressiv ungdomsorganisation, Arab Nationalist Movement (ANM). Sloganet var “Enhed, Befrielse, Hævn – enhed blandt de arabiske lande og befrielse fra vestlig imperialisme.” ANM skelnede omhyggeligt mellem jødedom og zionisme.
Habash så ikke befrielsen af Palæstina som noget, der kunne isoleres fra begivenhederne i den øvrige arabiske verden, udtalte han i 1973. Han ville forene araberne i kampen for befrielse.
Vreden over oprettelsen af staten Israel var stor overalt i den arabiske verden. Habash havde derfor let ved at oprette nye afdelinger af ANM. Blandt andet allierede ANM sig med (den egyptiske præsident, red.) Gamal Nasser og hans pan-arabiske antiimperialistiske socialisme og Den Forenede Arabiske Republik (der bestod af Egypten og Syrien, red.) Alliancen varede til 1968, da Nasser underskrev en “fredsaftale” med Israel.
Efter at Habash var blevet færdiguddannet i 1951, arbejdede han i flygtningelejre i Jordan og drev en klinik i Amman sammen med studiekammeraten og den livslange medkæmper Wadie Haddad. Begge var enige om, at Israel skulle ødelægges med alle midler, herunder politisk vold.
Habash’ radikale arabiske nationalisme var ikke populær hos magthaverne: Ofte måtte han flytte rundt mellem Amman i Jordan, Beirut i Libanon og Damaskus i Syrien, af og til på flugt fra myndighederne, der idømte ham strenge straffe. Og hvis ikke dem, så israelerne, der flere gange forsøgte at myrde ham.
Det svære valg, læge eller revolutionær
Den omskiftelige tilværelse tvang George Habash til at vælge:
– Jeg er børnelæge, troede, at jeg havde det bedste job i verden. Et menneske kan ikke splitte sine følelser på den måde: At helbrede på den ene side og dræbe på den anden.
Mens Habash opholdt sig i Syrien, kuppede Ba’ath-nationalisterne sig til magten. De var fjendtlige over for Nasser og den pan-arabiske ide, og Habash måtte atter flygte, nu til Libanon.
Hvad de aldrig vil forstå, er, at de modstandskræfter, de ikke kan besejre, aldrig alene er bygget på våben.
George Habash, medstifter, PFLP
I 1964 reorganiseres ANM til en “regional kommando”, der skolede medlemmerne og europæiske revolutionære i guerillakrig i lejre i Jordan. I alt blev 2-3000 guerillakrigere uddannet. Habash var i mellemtiden blevet gode venner med styret i Syrien, der støttede økonomisk, logistisk og med våben.
Indtil 1967 indtog Habash en ledende rolle i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Men efter Seksdageskrigen (mellem Israel på den ene side og primært Egypten, Syrien og Jordan på den anden, red.) blev han isoleret af Yasser Arafat, der var leder af det palæstinensiske parti Fatah (der styrede PLO, red.) Som svar grundlagde Habash PFLP, hvor han blev generalsekretær. En post han besad indtil 2000.
I 1969 erklærede PFLP sig som marxistisk-leninistisk, tro mod den panarabisme, der var blevet svækket ved Nassers kapitulation i Seksdageskrigen. Den palæstinensiske kamp for Israels fald og etableringen af en sekulær, demokratisk, ikke-religiøs stat var en del af en bredere opstand mod vestlig imperialisme og sigtede tillige mod at vælte de reaktionære arabiske regimer.
Spektakulære aktioner og internationalisme
PFLP fik for alvor sat fokus på palæstinensernes situation gennem en række spektakulære aktioner. Vestlige rutefly blev kapret og blev omdirigeret til Jordans ørken, hvor de blev sprængt i luften. Hertil kom attentater mod israelske ambassader samt angreb på israelske sportsfolk ved OL i München i starten af 70’erne. Aktionerne var velplanlagte, og bortset fra München blev ingen skadet eller dræbt.
Til flere medier, blandt andet til The Times, udtalte Habash:
– Formålet var at bringe den palæstinensiske sag ud af anonymiteten, eksponere den for Vesten, for på det tidspunkt var den ukendt her. Vi ville foretage handlinger, der ville gøre indtryk på hele verdens sanser […] Der var international uvidenhed om vores lidelse, delvis på grund af zionisternes monopol på massemedierne i Vesten.
Flykapringerne førte imidlertid til, at jordansk militær jog de palæstinensiske guerillaer ud af landet til Libanon – den første alvorlige svækkelse af den væbnede palæstinensiske kamp.
Heller ikke Yasser Arafat var til at stole på. I 1974 anerkendte PLO’s lovgivende organ Det Palæstinensiske Nationalråd en to-statsløsning. I protest dannede Habash “Afvisningsfronten” bestående af flere oppositionspartier.
Afvisningsfronten blev opløst i 1977, da Egyptens præsident Sadat besøgte Jerusalem, kort efter at (det israelske parti, red.) Likuds Menachem Begin havde overtaget magten fra Arbejderpartiet, der havde regeret Israel siden 1948. Begins magtovertagelse betød et drastisk ryk til højre, hvor Israel har befundet sig siden da.
Politikken islamiseres
Skiftet markerede samtidig begyndelsen på venstrefløjens nedgang og den islamiske revolutions fremgang, der blev cementeret med Khomenis magtovertagelse i Iran i 1979.
Efter de israelske massakrer i Beirut i 1982 forlod de palæstinensiske organisationer Libanon. Arafat og PLO tog til Tunis, mens Habash flyttede til Syrien, overbevist af nødvendigheden af at fortsætte kampen mod Israel fra en frontlinjestat. Som følge af begyndende helbredsproblemer trak Habash sig gradvis fra politik.
Da den første Intifada (1987-1993) brød ud, fik Habash dog en betydelig ideologisk og politisk indflydelse på flere af de grupper, der deltog. Han så tydeligt, hvor det bar hen, og på 40-årsdagen for Israels grundlæggelse skrev Habash, “at Israel bevægede sig hastigt hen mod et Stor-Israel, og at forskellene mellem højre og venstre i landet var meningsløse, tomme begreber.”
Siden grundlæggelsen havde PFLP søgt stormagtsallierede og udviklet relationerne til Sovjetunionen, Kina, Sydyemen, Libyen og Irak på den ene side og eksempelvis frihedsbevægelser som FARC i Colombia, IRA i Irland, ANC i Sydafrika, Sandinisterne i Nicaragua og Røde Brigader i Italien på den anden. PFLP’s internationalisme blev demonstreret gennem samarbejdsaktioner med revolutionære bevægelser fra hele verden.
Sovjetunionens opløsning sammen med islamismens fremmarch og især Hamas’ og Hezbollahs voksende popularitet desorienterede mange venstreorienterede aktivister, der tidligere havde set mod Sovjet. Dette marginaliserede PFLP’s rolle i palæstinensisk politik og i den væbnede modstand.
Da støtten fra de nævnte lande og grupper aftog eller ophørte omkring 1990, fandt PFLP sammen med de islamistiske grupper, der var knyttet til Iran – på trods af PFLP’s stærke antiklerikalisme (modstand mod religion, red.)
Naturligvis måtte George Habash og PFLP tage skarpt afstand fra Oslo-aftalerne herunder det selvstyre på Vestbredden, der kom ud af aftalerne. Til flere medier erklærede Habash:
– Selvstyre er den værste løsning på det palæstinensiske spørgsmål. Nej til en palæstinensisk stat hvis prisen er Israels fortsatte eksistens!
Efter Oslo-aftalerne dannede Habash en afvisningsalliance, hvori Hamas og Islamisk Jihad, der begge havde haft en fremtrædende funktion under den første Intifada, indgik.
I 2000 trak han sig fra sin ledelsespost i PFLP på grund af et stedse dårligere helbred og blev efterfulgt af Abu Ali Mustafa. George Habash døde i januar 2008 og blev begravet i Amman, Jordan.
Arven efter Habash
Indtil sin død var George Habash populær blandt mange palæstinensere, der satte pris på hans revolutionære ideologi, hans fasthed og principper, afvisningen af Oslo-aftalerne og hans beskedne levevis.
Habash var en mand med mange modsætninger:
– Min arabiske nationalisme, mit kristne væsen, min islamiske kultur og min progressive marxisme og bærer af en venstreorienteret kultur. Den islamiske arv er en væsentlig del af min tankegang, for islam er den vigtigste komponent i arabisk nationalisme, og arabisk nationalisme er en væsentlig del af mit væsen.
Han veg ikke, når det kom til PFLP’s hårde linje i forhold til de palæstinensiske nationale mål, hvor han med stor konsekvens modsatte sig Fatahs moderate holdning.
Vel kunne Habash være barsk, men han og PFLP gik udelukkende efter militære mål og tog afstand fra selvmordsbomber. Jævnfør Amnesty så deltog Abu Ali Mustafa Brigaderne – en udbrydergruppe fra PFLP – dog i angrebet den 7. oktober 2023, hvilket andre kilder afviser.
I 1973 holdt George Habash en tale om martyrdøden for sine revolutionære kammerater. Martyrfiguren er en kilde til fornyet og dybere forpligtelse til aldrig at lægge våbnene fra sig i kampen mod imperialismen. Habash sørger aldrig over sine kammeraters død uden at omdanne sorgen til en lidenskab for militant modstand.
– Det er sandt, at USA og Israel besidder en teknisk overlegenhed, som kommer til udtryk i evnen til at fremstille våben, men hvad de aldrig vil forstå, er, at de modstandskræfter, de ikke kan besejre, aldrig alene er bygget på våben. Modstandsbevægelsen hviler på et dybt fællesskab med døden, sagde han.
Som Habash’ kammerat Kanafani udtrykte det, få uger før (den israelske spiontjeneste, red.) Mossad myrdede ham:
– Døden betyder naturligvis meget. Det vigtige er at vide hvorfor. Selvoffer i en revolutionær handling er et udtryk for den højeste forståelse af livet og for kampen for at gøre livet værdigt for et menneske.
Habash sagde:
– Vi vil fortælle den imperialistiske fjende, at ligesom det vietnamesiske folks militære befrielsesstrategi viste sin effektivitet og succes i deres sejr, vil den på samme måde bevise sin succes, når den anvendes på palæstinensisk og arabisk jord.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
34% af 750.000 DKK
254.763 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
