Kronik
Mossad er meget mere end spionage
Mossad bidrager med sine mangfoldige aktiviteter til at underminere det iranske samfund. Til at så splittelse i befolkningen og forstærke allerede eksisterende divergenser ved at udstille, hvor svagt præstestyrets sikkerhedsapparat fungerer, skriver Arne Lund.
|
Irans styrke til at kunne modstå Israels og USA’s angreb, vidner om en gennemtænkt planlægning og decentrale beslutningsprocesser. Og viljen til at ramme USA ved at angribe de ubeskyttede baser i Golf-området, samt bruge Hormuzstrædet som et trumfkort med global rækkevidde.
Derfor er det så meget desto mere underligt, at de iranske sikkerhedsorganer fungerer så dårligt, at Mossad i årevis nærmest har haft frit spil.
De svage sikkerhedsorganer er udtryk for splittelserne i det iranske samfund, der involverer såvel præstestyret, som Revolutionsgarden, hæren og administrationen, og forskerne i atomprogrammet.
SAVAK (Irans hemmelige politi og efterretningstjeneste) blev oprettet i 1957 under vejledning af USA og Israel. Som følge af befolkningens modvilje mod USA, trak USA sig i 60’erne og overlod scenen til Mossad, der både trænede SAVAK og deltog i en række fælles operationer.
Samarbejdet ophørte da ayatollah Khomeni i 1979 overtog magten. I sin første tale udpegede han USA og Israel som landets hovedfjender.
Mossads indsats ændredes nu til at samarbejde med iranske eksilgrupper (herunder monarkister og etniske minoriteter), overvågning af iranske aktiviteter i tredjelande (herunder Hezbollah) og af våbenprogrammer. Hertil kom sabotage og likvideringer af iranske agenter eller allierede i udlandet.
Efter år 2000 søsatte præstestyret et atomprogram til civilt brug. Israel mente derimod, at Iran var ved at udvikle atomvåben og så det som en eksistentiel trussel, hvilket førte til yderligere intensivering af Mossads aktiviteter.
Mossads iranske “partnere”
Nok kan mange oplysninger skaffes fra satellitter, drone- og mobilovervågning, men der er stadig brug for personnære observationer om, hvad potentielle “mål” foretager sig.
Mossad har en “kogebog” over hvilke forhold der skaber villige samarbejdspartnere: Økonomisk usikkerhed, politisk desillusion, nedbrydning af fællesskabsbånd, korrupte magthavere, der hæver sig over fællesskabets forpligtelser med videre.
Trods en betydelig risiko påbegyndte Mossad efter 2000 at opbygge celler i Iran. Celler bestående af lokale partnere, ikke israelske agenter. For Mossad har det den fordel, at man dels sparer egne folk, og dels får det modparten til at se svag ud, når den ikke har styr på sine egne borgere.
De mål Israel og USA forfølger, indebærer ingen handlefrihed, valgmuligheder eller retfærdighed for iranere.
I et hårdt styre som det iranske, er der mange, der gerne vil samarbejde. Lettest er det at rekruttere de, der er på kant med styret (personligt eller politisk), eller kriminelle, der frygter at blive afsløret.
– At få nogen til at forråde deres land er ikke let, fortalte en tidligere Mossad-officer til ProPublica.
– Det er en proces med gradvis nedbrydning. Man starter med en ubetydelig opgave. Hvis de klarer det godt, får de en mere meningsfuld opgave. Nægter de – ja, så bruges pres, trusler, endda afsløring.
Nogle lokkes med penge, lovning om arbejde eller uddannelse i udlandet eller lettere adgang til hospitalsbehandling for familien. Til formålet råder Mossad over et net af diskrete læger i Iran.
Når en kandidat er godkendt arrangeres møder og siden træning, hyppigt i Tyrkiet, Armenien eller Aserbajdsjan, men også Thailand og Indien.
Iranske jøder bruges ikke; de er automatisk i myndighedernes søgelys. Og dog. Et eksempel, der er udtryk for sikkerhedssystemets svigt, er fransk-jødiske Catherine Shakdam, der via sit ægteskab konverterede til shia. Hun boede i Iran i et årti, hvor hun skrev flere bøger om landet, arbejdede som journalist og kom tæt på det øverste præsteskab, ja, bidrog endog til Khomenies hjemmeside. Hun var Mossads “honeypot”, det vil sige, hun brugte sex som middel til at komme tæt på sine “ofre”. Da hun blev skilt fra sin mand, flyttede hun til Israel og identificerede sig som jøde.
Den tidligere præsident Ahmadinejad, der har sin base i Revolutionsgarden og blandt Irans fattigste, er i opposition til ayatollah Khamenei, afslørede Shakdam på Telegram, hvor han skrev, at hun arbejdede sammen med en ledende ansat i landets efterretningstjeneste. En gentagelse af en påstand fra 2021, hvor han på Youtube fortalte, at “den højest rangerende embedsmand med ansvar for at bekæmpe israelske spioner i efterretningsministeriet selv var en israelsk spion”.
Her viste der sig revner i den ubrydelige enhed, præstestyret påstår findes. At det ikke er tilfældet, viste Ahmadinejads afsløringer. Parentetisk bemærket skrev Guardian den 21. maj, at Trump nævner Ahmadinejad som en mulig overgangsfigur i forbindelse med et regimeskifte. Et valg, Israel næppe vil acceptere, da Ahmadinejad ses som én af Israels værste modstandere.
– Mossads infiltration, sabotage og operationer rystede tilliden til sikkerhedsapparatet så meget, at selv regimets mest magtfulde embedsværk virkede svækkede, fortalte tidligere vicepræsident Ali Abtahi til New York i 2022.
Drab, sabotage og tyveri
I 2024 ramte et israelsk missil Irans konsulat I Damascus og dræbte diplomater og officerer fra Revolutionsgarden. Målet var let at finde, det afgørende var oplysninger om, hvornår de efterstræbte personer var i bygningen.
Tre dage senere blev Hamas’ chefforhandler, Ismail Haniyh – ved fredsforhandlinger mellem Hamas og Israel – dræbt af en bombe i Teheran. Den var forlods anbragt i ét af revolutionsgardens gæstehuse og ventede blot på den dag, hvor der kom en gæst, Israel ville have ryddet af vejen. Hvem tippede Israel?
En af de første dage i USA’s og Israels krig mod Iran sendte Mossad en falsk besked til de øverste militærledere og lokkede dem til et møde i en underjordisk bunker. Bunkeren blev derefter ødelagt i et præcisionsangreb. 20 personer blev dræbt, heriblandt tre stabschefer.
Attentatbølgen kulminerede med drabet på Irans øverste leder, Ali Khamenei, i marts.
Israel er desperat efter definitivt at stoppe Irans angivelige forsøg på at udvikle kernevåben. Fra 2010 og i til i år har Mossad likvideret en snes centrale atomfysikere. Enten på gaden i Teheran eller sågar i deres soveværelser. Signalet er tydeligt: “Vi kan ramme jer overalt”.
Meir Dagan, chef for Mossad fra 2002-2009, siger
– Fjernelsen af de vigtigste hjerner i det iranske atomprojekt førte til, at andre videnskabsmænd blev så bange, at de bad om at blive overført til civile projekter.
I 2010 rettede USA og Israel cyberangreb – Stuxnet 5-virussen – mod de iranske atomfaciliteter. Ved angrebet blev et stort antal atomcentrifuger ødelagt.
I 2018 trængte Mossad-agenter ind i Irans atomarkiv og stjal over 100.000 dokumenter og computerfiler. Netanyahu erklærede, ”at det beviste, at Iran havde løjet om sine atomintentioner.”
I samme periode har der været forøvet sabotage mod våbenfabrikker og industrier, der arbejder i relation til atomprogrammet. Her er det er dog uvist, hvilke skader der er sket. Cyberangreb har også ramt den iranske hverdag. I november 2025 blev tankstationer over hele landet lammet.
Angrebet den 13. juni 2025
Før solopgang angreb cirka 70 grupper over hele landet udvalgte luftforsvarsbatterier og affyringsramper i Iran. Angreb, der var afgørende for, at de israelske og amerikanske luftangreb få timer efter kunne gennemføres uden tab af fly. Angrebene ødelagde halvdelen af Irans missiler og affyringsramper.
I dagene efter angrebene, skrev France24, fremviste myndighederne billeder af forladte biler, udstyr, ammunition og improviserede dronefabrikker, der var blevet brugt af Mossads angrebsgrupper.
Irans porøse grænser gør det nemt at smugle udstyr ind i landet. De etniske minoriteter, der har udestående med præstestyret, og som i forvejen tjener til livets ophold ved at transportere narkotika, brændstof, våben og elektronik over grænserne, hjælper gerne til. Det materiel Mossad har brug for i Iran – ofte tonstugt udstyr – indsmugles af uvidende lastbilchauffører.
Myndighederne fortalte til Newsweek, at de havde arresteret 700 agenter i ugerne efter angrebet den 13. juli, og at mange af de arresterede er kurdere og azerier fra Irans nordvestlige grænser.
Frygt og paranoia
Mossads målrettede likvideringer har skabt frygt i Irans elite, og der har, ifølge det statslige nyhedsbureau Fars News, været periodiske forbud mod, at regerings- og sikkerhedsembedsmænd bruger kommunikationsudstyr, idet Israels overvågning via mobiltelefoner opfattes som fjendens værktøj til likvidering.
Et parlamentsmedlem udtalte:
– Israel kan trænge dybt ind i landets mest sikre infrastruktur. Over tid kan dette nære paranoia, intern mistillid og udløser måske yderligere ustabilitet – især hvis det gentages, eller ledsages af økonomisk og politisk pres.
– Alle iranske embedsmænd bør frygte for deres liv, advarede Ali Younesi, tidligere efterretningsminister, om i 2021. En hidtil uset udtalelse, som afslørede omfanget af den udenlandske infiltration.
I november 2024 udtalte Ali Larijani, seniorrådgiver for Khamenei, til Fars News, at “problemet med infiltration var blevet meget alvorligt i de seneste år. Der har været tilfælde af uagtsomhed i årevis[…] Det er psykologisk krigsførelse.”
Larani, én af Irans vigtigste politikere og en erfaren diplomat (han forhandlede atomaftalen med USA i 2014), blev myrdet af Mossad i år. Igen en manifestation af at israelerne går efter diplomater og forhandlere og i stedet foretrækker “de hårde drenge.”
Kontraproduktive krige?
Forskere ved Israels Institut for Nationale Sikkerhedsstudier peger imidlertid på, at angrebene kan have den modsatte effekt af det tiltænkte: At nu satser Iran for alvor på at udvikle kernevåben for at kunne afskrække fremtidige israelske og amerikanske angreb. De peger på, at det internationale samfunds fiasko med at forhindre Nordkorea i at udvikle atomvåben, burde være en advarsel.
Det er ikke første gang, at personer fra det israelske sikkerhedsmiljø fremsætter sådanne tanker. For en halv snes år siden skrev Mossads daværende chef, Meir Dagan, i The New Yorker, at “et israelsk bombetogt ville føre til en regional krig” samle det iranske folk bag ledelsen og motivere Iran til at genopbygge sit atomprojekt, for ”vi blev jo angrebet af zionisterne, derfor har vi brug for kernevåben.”
Trods påstand om det modsatte, så er Israels drabshistorik ingen succes. Gennem årene har man myrdet mange ledere i Hamas og Hizbollah, og nu også i Iran, og selvom det har svækket organisationerne, så har de alligevel formået at rejse sig.
Israels beslutning om at dræbe enhver højtstående iransk embedsmand sår tvivl om den såkaldte “halshugningsstrategi:” Er målet at sprede kaos, eller drejer det sig om et regimeskifte? Metoden har i flere år været kritiserer af såvel Iran-analytikere som tidligere israelske embedsmænd. De anfører, at forsøget på at ‘halshugge’ en stat kun vil forhærde modstanden i stedet for at destabilisere styret, skriver The Guardian.
Måske er den utryghed og mistænksomhed, der er opstået blandt magthaverne, Mossads største ”gevinst,” hvilket kan bidrage til at underminere præstestyret indefra?
Det mest sandsynlige resultat af “halshugningsstrategien” er et ustabilt, kaotisk Iran – balkaniseret og opdelt efter etniske skillelinjer. En situation, der vil passe både USA og Israel.
– Præstestyrets modstandsdygtighed er undervurderet, siger Sanam Vakil , Iran-ekspert ved Chatham House.
– Der er institutionelle lag under hvert individ, og reaktionen på “halshugningsangreb” vil være at forfremme nedefra. Måske vil det være muligt at skabe en intern splittelse, men det vil være naivt at tro, at moderate demokrater venter på at komme til.
USA og Israel vil selvfølgelig påstå, at shahens eksilerede søn er en sådan moderat demokrat, hvad der nu ikke er noget, der tyder på.
De mål Israel og USA forfølger, indebærer ingen handlefrihed, valgmuligheder eller retfærdighed for iranere. Et folkeligt oprør er måske ikke det mest sandsynlige resultat af at destabilisere styret.
Snarere kan det være et kup udført af Revolutionsgarden, den stærkeste aktør i landet, med det formål at bevare eksisterende institutioner. Det er her den tidligere præsident Ahmadinejad kan komme ind i billedet, som USA’s og Israels overgangsfigur. Et samarbejdsvilligt og fleksibelt militærdiktatur, der løsner præsternes hårde greb om befolkningens adfærd og moral, kan accepteres af USA og Israel.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. maj 2026 | 11:31
