Middelfart Kommune og Region Syddanmark gennemfører igen i år sammen et storstilet klimafolkemøde, hvor små og store temaer af betydning for klimaet bliver rejst.
Programmet, som er stort, giver både plads til samtaler, debatter, syning, reparation af elektronik og fællesspisning. Temaerne er forskellige og omhandler alt fra drøftelse af affaldssorteringens muligheder og begrænsninger til debatter om klimakrisens løsningsmuligheder i en urolig verden.
Klimafolkemødet finder sted fra torsdag den 27. til lørdag den 29. august på havnen i Middelfart på Fyn.
Fredssamarbejdet i Danmark deltager på Klimafolkemødet med to boder. Den ene står organisationerne Aldrig Mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (kvindeligaen WILPF) for, og den anden repræsenterer resten af fredssamarbejdets mange grupper.
Fredsfolkets officielle program
Fredssamarbejdet i Danmark har fået bod nummer 102, som de har givet navnet: “Fred på jorden -fred med jorden.” Her starter fredsaktiviteterne om torsdagen klokken 11 med en samtale mellem Helge Ratzer fra Fredssamarbejdet i Danmark og Naser Elsahley, som er journalist på The New Arab. Temaet er ødelæggelserne i Gaza set ud fra en klimavinkel.
Kvindeligaen WILPF byder derefter fra klokken 12.30 på en debat i Samtalesalon nummer 3. Her vil der være fokus på den nye værnepligt for kvinder. Det er Vibeke Syppli Enrum og Solvejg Sieg Sørensen fra kvindeligaen, som fortæller og styrer debatten.
Fredsarbejdet fortæller, at de er den ægte vare.
Om fredagen klokken 11 vil Hanne Petersen, som er forsker i retskultur ved Det Juridiske Fakultet på KU, tale med Carsten Andersen fra Århus mod Krig og Terror om den græske jordgudinde “Grumme Gaia” – og udsigter til fred i klimakampen.
Herefter, klokken 14, vil Tove Jensen fra den socialistiske forening Demos tale med Birgit Sørensen fra Fredssamarbejdet om Danmarks beslutning om at stille tre flyvebaser til rådighed for USA, og hvad dette kan komme til at betyde for miljøet. Dette – og den efterfølgende debat – vi finde sted i bod 102.
Om lørdagen klokken 13 afholder Aldrig Mere Krig et arrangement i Samtalesalon 4, hvor atomvåbentruslens fare for klimaet og jordens eksistens vil blive belyst med Dorte Lykke Holm fra Aldrig Mere Krig som moderator.
Samtidigt er der i Fredssamarbejdets telt nummer 102 et arrangement med Niels Aagaard , formand for Det Fælles Bedste, som Helge Ratzer styrer og som belyser, hvordan doughnutøkonomi kan være med til at redde kloden.
Fredsfolket lader sig muligvis ikke nøje med at byde på disse officielle temamøder, og det vil være klogt at forhøre sig i boderne om, der kommer flere spændende oplæg og debatter. Aldrig Mere Krig og WILPF har deres bod nummer 101 lige ved siden af Fredssamarbejdet i Danmarks bod 102, og alle er velkommen til at komme og få en stille fredssamtale, når boderne ikke er i brug til andre aktiviteter.
I boderne bydes desuden på alskens fredspjecer, foldere og pamfletter og en sang, en dans, en “fredstatovering” eller bytning af din slidte T-shirt til en med fredssymbol kan også tilbydes.
Klimafolkemødet i Middelfart er politisk et vidtspændende arrangement, hvor stort set hele det hjemlige, politiske spekter vil være repræsentere og både greenwashing og alskens falske klimaløsninger vil blive præsenteret på lige fod med de reelle løsningsmuligheder og ideer ved arrangementet. Fredsarbejdet fortæller, at de er den ægte vare og håber, at mange vil lægge vejen forbi deres boder og arrangementer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


