Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Danmark skal ikke have mulighed for at få afprøvet, om dansk våbeneksport til Israel er ulovlig.
Det mener Højesteret, der afviser at danske domstole skal tage stilling til om Termas – og andre danske våbenfirmaers produktion og eksport til israelske F-35 kampfly, der bomber civile i Gaza, strider mod Danmarks internationale forpligtelser.
Afgørelsen vækker vrede hos organisationerne – der vil kæmpe videre for at sikre at Danmark overholder de internationale konventioner.
“Vi er meget ærgerlige over afgørelsen og vil nu nærlæse den. Vi mener fortsat, at Danmark bryder de internationale regler for våbeneksport, som vi med denne afgørelse nu ikke kan få efterprøvet ved de danske domstole”, skriver organisationerne bl.a. i en mail til Arbejderen og uddyber:
“Vi vil fortsat arbejde for at sikre, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser og gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte civile i Gaza. Nu hviler der et endnu større politisk og etisk ansvar på vores politikere for at agere og sikre, at vi overholder vores juridisk bindende forpligtelser, særligt i lyset af de fortsatte bombardementer af Gaza og Israels og USA’s folkeretsstridige krig i regionen”.
Danske godkendelser i strid med international ret
Organisationerne sagsøgte i foråret 2024 den danske stat for at tillade danske virksomheder – via USA – at eksportere våbendele til F-35-kampfly, som Israel bruger til at bombe civile i Gaza.
Danske myndigheder har i årevis tilladt eksporten uden at foretage konkrete vurderinger af risikoen for, om den kan bidrage til brud på den humanitære folkeret – herunder krigsforbrydelser.
Nu hviler der et endnu større politisk og etisk ansvar på vores politikere for at agere og sikre, at vi overholder vores juridisk bindende forpligtelser.
Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Danmark
Det strider imod de internationale regler for våbeneksport, som Danmark har forpligtet sig til at overholde. Danmark har tilsluttet sig både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport.
Danske våbenfirmaer har store økonomiske interesser i at eksportere dele til det amerikansk-producerede F-35 kampfly.
Terma A/S og 15 andre danske virksomheder har foreløbig underskrevet ordrer på mere end 3,7 milliarder kroner for at levere dele til F-35-kampflyene.
Israel har bestilt 50 F-35-kampfly og har foreløbig fået leveret 36.
Men hverken hensynet til økonomiske interesser for de virksomheder, der får tilladelse til våbeneksport fra den danske stat eller hensynet til Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ændrer på, at Danmark er forpligtet til at stoppe våbeneksport, når der er en risiko for, at det militære udstyr vil blive anvendt til at overtræde den humanitære folkeret.
Lukker af for adgangen til retssystemet
Men for at få sagen afprøvet ved de danske domstole, skulle retssystemet tage stilling til, om organisationerne har såkaldt retlig interesse i sagen.
Det har de ikke mener Højesteret.
Organisationerne er ikke “konkret og individuelt berørt” af sagen, skriver Højesteret bl.a. i sin kendelse.
Samme budskab har Højesteret til en herboende borger med palæstinensisk baggrund.
Hans nevø er blevet dræbt i Gaza, og hans familie har været stærkt berørt. Men heller ikke han har tilstrækkelig retslig interesse i sagen, mener Højesteret.
I april 2025 nåede Østre Landsret også frem til, at organisationerne ikke måtte føre sagen ved domstolene.
Det ankede organisationerne til Højesteret.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Højesteret skal tage stilling: Må ngo'er føre sag om dansk våbeneksport til Israel?
Både FN og flere menneskerettighedsorganisationer – heriblandt Amnesty International – har dokumenteret, at Israel begår krigsforbrydelser i Gaza – blandt andet ved ikke at skelne mellem militære mål og civile og civil infrastruktur.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu og den forhenværende forsvarsminister Yoav Gallant for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Ifølge Den Internationale Domstol (ICJ) er det sandsynligt, at Israel begår folkedrab i Gaza. Derfor har domstolen vedtaget en række foranstaltninger overfor Israel, der skal forindre at folkedrabet fortsætter.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

