Fra 12. juli er Arbejderen med på solidaritetsbåden Handala II, der besøger danske byer, inden den til efteråret vil bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Dette er syvende del af Arbejderens dagbog fra rejsen. Læs de øvrige indlæg her.
Den oprindelige plan for, at Arbejderen har en journalist med ombord på Handala II, lød på en uges sejlads, fra København via Svendborg til Marstal. Inklusive stop undervejs og at være med til de arrangementer, de lokale solidaritetsgrupper har forberedt som støtte for Ship to Gaza.
Ikke en dårlig plan, faktisk en ret god plan. Men gode planer kan jo kun gøres bedre, når de møder virkeligheden, og den opdaterede plan er nu, at jeg som Arbejderens udsendte journalist sejler videre fra Marstal og til Sønderborg, der er sidste havn inden Kielerkanalen og de europæiske farvande.
På Ærø er der en festival over to dage. Ship to Gaza har fået lov at komme med ind på festivalen – den hedder ”Øhavet Festival” – og dele vores materiale ud, sælge merchandise mens vi går rundt, og i det hele taget fortælle folk om hele det politiske projekt med at bryde blokaden af Gaza.
Solidariteten kan også være konkret og kontant.
I Sønderborg er der planlagt et event den 22. juli, hvor de lokale aktivister (fra nær og fjern) laver musik, sørger for rundvisning på skibet og måske også filmvisning. Arbejderen vil være med i det hele.
Solen over Svendborg havn er stærk. Vi sørger for hele tiden at drikke vand. Stille og roligt dukker de lokale aktivister op. En del af dem har været her fra morgenstunden, fjernet affald fra båden, kommet med morgenbrød og er gået i gang med at stille fotoudstilling om Gaza op langs kajen.
Andre er taget hjem igen – gennem hele natten har de lokale solidaritetsarbejdere siddet på kajen og passet på os, i to-timers skift. Det kommer de til igen i nat.
Mens flere af aktivisterne, musikere og kunstnere kommer, forbereder deres grej og finder det bedste sted at sætte lydanlægget op – et anlæg, som Handala II fik doneret, da vi sejlede fra København. Kasser med T-shirts er båret ud, flyers fundet frem, og vi har fået sendt én i byen efter isterninger, så vi kan sælge de mange Maté Maté-tedåser, vi fik med fra tidligere på rejsen.
Jeg kom til at læse et par kommentarer på de sociale medier, fra da Handala II sejlede fra København. Det sure opstød lød, nu skibet anløber så mange havne undervejs mod at bryde blokaden af Gaza, om det hele ikke bare er et mediestunt.
Ja, ja. Var skibet sejlet direkte til Gaza, var der kommet andre sure opstød. Eller det der var værre. Fred være med dem, brokhoveder og internetzionister, så længe de ikke har andet end slidte ord fra anonyme profiler at byde på.
Men der er jo sandhed i kommentaren – hele sejladsen med Handala II og alle de lokale events, som solidaritetsgrupperne lægger kræfter i – det er jo et stunt. Altså, et virkeligt stunt i betydningen: “Kompliceret opgave udført på en spektakulær måde”. Et stunt, hvor vi reelt udfører et stykke arbejde med folkelig oplysning, med mobilisering af støtte og med konkret aktivisme, der i sidste ende er den bedste sikkerhedsgaranti for de aktivister, der trodser Israels ulovlige blokade bestående af droner og soldater på gummibåde helt frem til Gazas forpinte kyst.
I sidste ende kan det være et stunt over alle stunts, når Handala II under hele verdens øjne for alvor bryder blokaden, ligger med stævnen oppe på stranden i Gaza og helt håndgribeligt afslører og afslutter den forbryderiske blokade. Et stunt at se frem til. Om Handala II kan klare det alene – nej. Og derfor er rejsen fra havn til havn og de mange, mange udtryk for støtte så vigtige.
De første deltagere i eventet er begyndt at dukke op, og vi tager de første små snakke med dem. Jeg slæber vand og mere vand og hælder det i baljen for at køle flasker og dåser. På bordet ligger der en stak små beviser – støt med én sømil for 100 kroner! Solidariteten kan også være konkret og kontant.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


