I solidaritet med Palæstina nægter Algeriets olympiske judokæmper Fethi Nourine at skulle dyste israeleren Tohar Butbul ved OL i Tokyo. Det meddelte Nourine og hans træner Amar Benikhlef den 23. juli.
– Vi har arbejdet hårdt for at kvalificere os til De Olympiske Lege, men den palæstinesiske sag er større end alt det, sagde Nourine ifølge den britiske avis The Independent.
Heller ikke judokæmperen Mohamed Abdalrasool fra Sudan møder op til kamp mod israeleren. Abdalrasool havde ellers deltaget i forberedelserne til kampen, men han har endnu ikke udtalt, hvorfor han udeblev fra selve dysten.
Både Nourine og Abdalrasool er dermed droppet ud af OL i Tokyo.
“Vi tog den rigtige beslutning”
Algerieren Nourine og sudaneseren Abdalrasool stod til at dyste mod hinanden, og vinderen af den kamp skulle så møde israeleren Butbul. Dét ville Nourine ikke risikere, så han udeblev og lod sudaneseren gå videre automatisk. Men Abdalrasool udeblev altså fra kampen mod judokæmperen fra Israel.
For Nourines vedkommende er det anden gang, at den algeriske judokæmper vælger at droppe ud af en international turnering fremfor at møde israeleren Butbul. I solidaritet med Palæstina valgte Nourine og hans træner ligeledes at udgå fra verdensmesterskabet i judo i 2019.
Heller ikke ved OL i Tokyo er Nourine og hans træner Benikhlef i tvivl om, at det er nødvendigt at sætte fokus på Palæstina fremfor at møde en modstander fra besættelsesmagten Israel.
– Vi var ikke heldige med lodtrækningen. Vi fik en israelsk modstander, og derfor måtte vi trække os. Vi tog den rigtige beslutning, sagde træneren Benikhlef ifølge The Independent.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.