En væbnet afkolonisering
Om morgenen den 27. juni 2022 sluttede National Union of Mineworkers (NUM) tillidsmand David Fankomo sig til sine kolleger ved strejkevagten uden for Eskom’s kontor i Emalahleni i hjertet af Sydafrikas kulbælte. Arbejderne i Eskom, landets statsejede elforsyningsselskab, har været indviklet i fire runder af lønforhandlinger med ledelsen siden april 2022. Sydafrika er rig på energi, men er midt i en kaskade af energimangel. Fankomos fagforening er kernen i denne krise: Arbejderne henter kulet op af jorden, men skal leve med knapt nok selv at få glæde af energien det frembringer.
Den 28. juni meddelte Eskom, at de ville gennemføre en “Stage 6 load shedding” på grund af “ulovlige faglige aktioner”. “Load shedding” defineres som en rationeringsforanstaltning, der har til formål at reducere efterspørgslen efter elektrisk energi ved at indføre roterende strømafbrydelser, når forsyningen fra kraftværkerne er stærkt begrænset. Sydafrikas plan for aflastning varierer fra fase 1 til 8. Trin 8 repræsenterer et fuldstændigt sammenbrud af nettet. I fase 6 har dele af landet været uden strøm midt om vinteren i op til otte timer om dagen. Load Shedding er blevet en del af det daglige ordforråd og et af de definerende symptomer på post-Apartheid-statens forfald og politiske dysfunktion.
Forbereder sig på sammenbrud
Eskom-krisen giver et indblik i den regerende African National Congress’ nationale demokratiske revolutions fejl og fejltrin. Gennemførelsen i 1996 af GEAR ( Growth, Employment and Redistribution), en makroøkonomisk ramme, der blev vedtaget af den tidligere præsident Thabo Mbeki, lagde grunden til en udvidelse af offentlig-private partnerskaber som en model for levering af tjenesteydelser. Denne politik gav anledning til reformer, der indledte en masseudrulning af forudbetalte elmålere som et mere aggressivt middel til at opkræve betalinger for elektricitet fra private husstande. Disse ændringer blev fremtvunget selv med stadigt stigende elpriser, hvilket medførte nye adgangsbarrierer for brugere fra arbejderklassen. Som reaktion herpå kom modstanden fra fagbevægelsen og civilsamfundet, som begge krævede en afslutning på privatiseringen.
Siden GEAR har der været en kronisk mangel på investeringer i ny offentlig produktionskapacitet, hvilket har gjort Eskom afhængig af aldrende og dårligt vedligeholdte kulfyrede kraftværker.
National Union of Metalworkers of South Africa (NUMSA)’s talsmand Phakamile Hlubi-Majola fortalte mig, at hendes fagforening holder “Eskom ansvarlig for det uhæmmede spild af skatteydernes penge, der bruges på oppustede kulomkostninger, diesel og uafhængige elproducenter, mens man forsøger at skære i arbejdstagernes ydelser”. Hlubi-Majola har insisteret på, at arbejderne hos Eskom endnu ikke har modtaget en meningsfuld lønforhøjelse i fire år, men i samme periode er omkostningerne til primær energi steget kraftigt. Da forhandlingerne gik i hårdknude i slutningen af juni 2022, indledte en række arbejdere en protestaktion, uden fagforeningens godkendelse, for at give udtryk for deres vrede og utilfredshed.
Hjem uden lys
Sydafrikas regering oplyser, at mere end hver tredje arbejder nu er arbejdsløs. Dette sker på et tidspunkt, hvor brændstof- og energipriserne er steget voldsomt. “Elektriciteten går ud på de tidspunkter, hvor arbejderne kommer hjem”, siger Kashiefa Achmat, formand for Housing Assembly, en lokal civilsamfundsorganisation, der fører en kampagne for “anstændige boliger til alle”. Hun tilføjer: “Selv den mad, vi har købt, bliver meget hurtigt dårlig. Der hvor vi bor, når der er nedskæringer om natten, er det meget mørkt og farligt at gå rundt, især for kvinder. Gangstere venter på disse muligheder; selv kabler bliver stjålet. Vores telefonnetværk bliver også langsomt, når der sker load shedding.”
Brugen af træ og paraffin i byernes husholdninger er almindelig på grund af de høje elpriser eller fordi husstande slet ikke er tilkoblet elnettet. Dette er særligt udbredt i townships på grund af manglen på sikker jordbesiddelse i de nyligt udvidede uformelle bosættelser.
Siden begyndelsen af COVID-19-pandemien og lockdowns i april 2020 har Sydafrika været præget af hundredvis af jordbesættelser og strejker i servicebranchen. Arbejdersamfund er gået på gaden i fortsatte bestræbelser på at tvinge regeringen til at opfylde sit grundlæggende mandat, blot for at blive konfronteret med politiets undertrykkelse og opportunistisk brug af særlige pandemirelaterede bestemmelser for at undgå regeringens engagement.
Stjæler fra Peter for at betale Paul
Under den nuværende finansieringsmodel for lokale myndigheder er kommunerne tvunget til at generere overskud på levering af basale tjenester for at finansiere deres drift, investere i ny infrastruktur og betale eksisterende gæld af. I 2021 var den udestående kommunale gæld til Eskom på over 35 miliarder, med mindst 20 kommuner, der er i restance. Denne tendens er i vid udstrækning et biprodukt af det defekte system for kommunernes finansiering og ikke af individuelle tilfælde af dårlig adfærd fra brugernes side.
Eskom’s egen gæld er skudt i vejret til omkring 400 milliarder. I en undersøgelse udarbejdet til støtte for fagbevægelsen, Eskom Transformed, stammer gælden fra tre nøgleområder. Røveriske lån ydet af Verdensbanken og IMF til megakulprojekterne Medupi og Kusile, som begge medførte irregulære udgifter og overskridelser. Stigninger i priserne på primær energi skyldes i høj grad, at man er gået over til at købe dyr energi fra private generatorer. Gældsniveauet skyldes også dramatiske prisstigninger på grund af udgifterne ved køb af kul fra lokale leverandører.
En retfærdig overgang
På baggrund af denne krise har Sydafrikas planer for energiomstilling skabt internationale overskrifter i kølvandet på FN’s klimatopmøde i Glasgow i 2021. Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland og USA har foreslået en partnerskabsaftale om en retfærdig energiomstilling med Sydafrika til en værdi af 8,5 milliarder dollars, som består af en blanding af tilskud og lån, der endnu ikke er forhandlet på plads. Finansieringsplanen, der støttes af Verdensbanken og IMF, har til formål at fremskynde lukningen af Sydafrikas kulflåde og at udvikle en infrastruktur, der muliggør en hurtig udbredelse af vedvarende energisystemer. Planen er blevet tæt knyttet til en anden runde af aggressive reformer, der har til formål at omstrukturere det nationale energisystem, så der i højere grad kan anvendes private kraftværker. Disse projekter er allerede domineret af multinationale energiforsyningsselskaber og private kapitalfonde, der begge hovedsagelig er beliggende i Europa.
Komati-kraftværket, et kulkraftværk fra 1960’erne i Mpumalanga, er det første kraftværk, der skal nedlægges i henhold til de foreslåede planer. Det er blevet øremærket til at blive ombygget med solcelleanlæg, gasturbiner og batterilagring. NUM’s Fankomo, med base på netop dette værk, har over for medierne udtrykt bekymring over manglende høring af de ansatte og usikkerhed om det fremtidige ejerskab af værket på trods af den nært forestående lukningsdato i september 2022.
Forude ligger to mulige retninger. Den ene er, at liberale teknokrater vil levere en markedsdrevet løsning, hvis bestræbelser har slået fejl i det forgangne kvarte århundrede. Den anden er, at fagforeningerne udnytter den stigende utilfredshed til at gennemtvinge en ny social balance. Fagforeningerne har opfordret til at opbygge en massekampagne for en generalstrejke med krav om et stop for privatisering sammen med en bred liste af historiske krav om at bringe økonomien under fælles ejerskab og kontrol.
Denne artikel er udgivet første gang af Globetrotter 20. juli 2022
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
