Nyhedskommentar
Klimakrisen er ikke en fjern fremtidstrussel. I juni har en historisk hedebølge lagt sig som et kvælende låg over Europa, hvor varmen i flere lande har sat rekord.
Det gælder blandt andet Danmark, hvor der i Ødum og Beldringe er blevet målt 37 grader.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) rapporterer, at der på en uge har været en overdødelighed på 1300 personer forbundet til hedebølgen i Europa, og flere end 150 millioner mennesker mærker konsekvenserne.
Europa opvarmes nu dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit, og konsekvenserne i de hårdest ramte lande er katastrofale:
- Frankrig: Over 1000 ekstra dødsfald blev registreret på få dage under højeste røde alarmberedskab, mens mindst 40 mennesker er druknet i forsøget på at køle sig ned ved at svømme steder, hvor der ikke er opsyn.
- Spanien: Landet oplevede sine varmeste junidage nogensinde med svimlende 45,1 grader i Andújar, hvilket har kostet mindst 327 mennesker livet.
- Tyskland: 252 vejrstationer slog alle tiders varmerekorder. Temperaturen har været oppe på 41,7 grader, og beredskabet har kørt i døgndrift med hundredvis af ekstra ambulanceudrykninger.
- Storbritannien: For første gang i historien udstedte landets nationale vejr- og klimastation Met Office røde advarsler tre dage i træk, mens infrastrukturen brød sammen, idet hospitalers køleanlæg svigtede, og vigtige it-systemer blev overophedet under en junirekord på 37,3 grader.
Når borgerlige politikere taler om klimakrisen, fremstiller de den ofte som et fælles vilkår. “Vi er alle i samme båd”, lyder det hule mantra. Men denne hedebølge beviser det stik modsatte. Varmen rammer os ikke ens; den udstiller og forstærker den dybe kløft mellem samfundets top og bund.
Mens asfalten smelter, trækker de rige sig ubesværet tilbage til deres klimasikrede enklaver. De flygter fra de kvælende storbyer i privatbiler eller privatfly til køligere kystområder eller Alpernes friske luft.
For at undgå at bevæge sig ud i den livsfarlige hede, outsourcer eliten risikoen gennem platformsøkonomien. Mens direktøren sidder i sit mørklagte luksushjem, må et underbetalt cykelbud slide sig halvt ihjel i varmen for at levere mad, kolde drinks og dagligvarer.
Hedebølgen fra juni 2026 har slået fast med syvtommersøm, at socioøkonomisk ulighed er selve kernen i klimakrisen.
Arbejderklassen har ikke råd til at flygte. Bygningsarbejdere, rengøringsfolk og buschauffører tvinges til hårdt arbejde i ekstrem varme, fordi de ikke kan arbejde hjemmefra. Når de får fri, venter overophedede busser og tog samt lejligheder i betonblokke, der ikke kan køles ned.
Hedebølgen fra juni 2026 har slået fast med syvtommersøm, at socioøkonomisk ulighed er selve kernen i klimakrisen. Overklassen har penge til at købe sig fri af planetens feber, mens arbejderklassen må absorbere de fysiske og økonomiske stød af en krise, som kapitalens profitjagt har skabt.
Når tusindvis af skoler på tværs af Europa lukker på grund af uforsvarlige temperaturer, må den ufaglærte mor melde sig syg uden løn, mens den rige direktør kan hyre privat børnepasning.
Vi skal holde op med at betragte klimakrisen som et rent meteorologisk problem. Klimakrisen er klassekamp. Klimakrisen er skabt af et system, hvor de rige kan forbruge løs, mens det er arbejderklassen, der for alvor mærker konsekvenserne.
Kampen for klimaet er kampen mod kapitalismen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
